Swartzheim - HeadQuarters, Aarhus - 2023 Foto: Rolf Meldgaard/ www.rolfrawphotography.dk · Se flere billeder i galleriet
Det var et spændende setup, vi blev præsenteret for på Headquarters denne lørdag aften i smilets by, Aarhus.
Et potpourri af flere forskellige genrer indenfor metal bragede ud igennem lokalets højtalere, og publikum fik i den grad noget for pengene. Kiggede man på publikum og musikernes gennemsnitsalder, må det være helt på sin plads at konkludere, at denne aften tilhørte ungdommen, og at denne generations metal ligger på et beundringsværdigt og meget højt niveau. Det er tid til et paradigmeskifte, så move over boomer, og lad den nye generation blomstre.
Afdød
Aftenen blev skudt godt i gang med en ordentlig omgang hårdtslående Old school death metal, hentet i de mørkeste øvelokaler i Slagelse.
Afdød var første band på scenen, og med deres brutale og lige-ud-ad-landevejen-death fik de sat gang i publikum. Sidst, vi her på heavymetal.dk havde fornøjelsen af Afdød, var på Copenhagen Metal Fest, hvor de også åbnede dagens program på festivalens andendag. At være første band på scenen er ikke altid en fordel, da publikum lige skal op i gear, men denne disciplin mestrede Afdød på fineste vis endnu engang. Afdød blæste publikum bagover og viste igen, at det her er et band, som vi i dén grad skal holde et vågent øje med, da potentialet er stort. Der var onde riffs, forvrængede og nedstemte guitarer, en stortromme, der hamrede igennem lydmuren, og ikke mindst en stor spilleglæde, der i den grad smittede af på publikum. Det gik rygende stærkt med masser af temposkift, og i front for hele balladen har Afdød en yderst velbrølende Anton Fløystrup, som både på vokalen og i forhold til interaktionen viste et kæmpe overskud.
Der er som sådan ikke noget nytænkende i deres musik, men det er bundsolidt, appetitligt og blev overleveret på en indlevende måde. Afdød spillede enormt sikkert, sammenspillet og dynamisk og med en charme, der rakte langt udover scenekanten, var det svært ikke at blive fanget af stemningen. Godt gået!
Oil Slumber
Aftenens anden opvarmning stod Oil Slumber for. Trioen, der spiller doom/sludge/stoner gav os en koncert, som man – hvis man tilhører det lidt ældre segment, som undertegnede gør – vil falde fuldstændig pladask for! Med tydelig inspiration fra High On Fire, Acid Bath, Crowbar og The Melvins kunne man finde sig selv stående i et inferno af lange passager af lækker lyd, seje og tunge riffs, slæbende trommer og en meget tung bas, som på forløsende vis og ofte kom frem i lydbilledet og ikke bare lå anonymt og understøttende i baggrunden. Der var lange kompositioner, drastiske temposkift, fede soli og et lydbillede, der, hvis man lukkede øjnene, sendte en til drømmeland. Vi hørte guitarpassagerne, der lå lige så fint og spillede langsomt i lydbilledet, smukt akkompagneret af trommernes understøttende og nærmest marchtempo-lyd, for med et nyrehug at glide over i et bombastisk og nærmest larmende virvar af lyde. Sangen blev udført af Anton Holm i et nærmest skrigende og manisk udtryk, og selvom der var lidt knas med mikrofonlyden, var det ikke noget, der gjorde det nævneværdigt dårligt for det samlede indtryk.
Oil Slumber leverede samlet set en rigtig fin koncert, så hvis du er til bastant, buldrende, tung og gyngende musik, er denne trio absolut et lyt værd.
Swartzheim
Aftenens hovednavn Swartzheim var i den grad opsat på at give folk det, de i bund og grund kom efter, nemlig en fest og en præsentation af deres nye EP. Der blev svedt, råbt, skreget og jublet til den helt store guldmedalje, da hovednavnet gik på scenen på et total udsolgt HeadQuarters – og det med god grund. Disse unge mænd udviste den største spilleglæde, da de stod på scenen og gav os en overvældende omgang beskidt og hurtig thrash med fede riffs, breaks og fyldig vokal. At de oveni hatten kunne mønstre ikke mindre end tre guitarister, gjorde absolut ikke helhedsoplevelsen dårligere – tværtimod. Musikken, der er inspireret af den ædle thrash metal fra 80’erne og 90’erne, og deres halsbrækkende liveoptræden, der er fyldt med arketypiske grooves og rytmer, fik publikum til at gå balalajka.
Hvad der ved første øjekast kunne ligne et kaos på scenen, var i virkeligheden ungdommen, der trykkede den maksimalt af og udviste den største spilleglæde, man kunne forestille sig, så man som publikum blev efterladt med et kæmpe smil på læberne og for et øjeblik glemte om alt den råddenskab og dårligdom, der findes rundt omkring i verden. Man skulle have været blind og døv for ikke at have bemærket, at Swartzheim havde et solidt tag på de fremmødte, og de spillede både scenevant og sikkert. Selvtilliden osede ud af dem, og nok er de seks mand stor på denne lille scene, men de formåede alle sammen at komme rundt og give den fuld pedal uden så meget som at bøje et mulehår på hinanden.
Swartzheim var – og er, en tornado på en scene, så gør dig selv den tjeneste at se dem live, næste gang du har muligheden.
