Innerwoud

Denne anmeldelse bliver ikke så lang, for der er i virkeligheden ikke meget at beskrive. Innerwoud er en mand med en cello og så et hav af loop- og effektpedaler. Han er også en del af Von Tills liveband på denne turné, og derfor er det selvfølgelig meget oplagt, at han skal have opvarmningsrollen. Han stod foran alteret på det lidt opløftede podie, der var tre trappetrin højt med et maleri af Jesus i baggrunden. Der var højt til loftet og flotte mosaikvinduespartier på begge sider. Musikken var, som man kunne gætte sig til, noget, der blev opbygget langsomt. Først lavedes der simple melodier, som blev loopet med pedaler. Til tider lavede han mere effektagtige lyde ved at banke nænsomt på celloen eller stryge elegant, så det nærmest lød som master på sejlskibe under stormrige forhold. Der blev ikke sagt noget til publikum under hele koncerten, og hvad Innerwoud gjorde rigtig godt, var at opbygge sin musik smagfuldt og nænsomt. Der var en god naturlig progression i hans numre med den hastighed, han lavede lag på lag via looppedaler, men også den måde, han stille skar elementer fra igen via pedalerne. Hans univers var mørkt og forunderligt, og selv fik jeg visuelle billeder af at vandre igennem en forladt træbådshavn, hvor der var meget tåget, og skibene var totalt hærgede. Musikken kunne meget passende blive brugt i dystre computerspil som for eksempel Little Nightmares. På magisk vis fastholdt han faktisk folk i sit univers, hvor der ikke kunne høres andet end snøft og hosten fra publikum. Det blev dog heller aldrig en oplevelse til den helt store guldmedalje, men det var en god måde at få vænnet trommehinderne til den rungende lyd i kirken. Den lille pause inden Steve Von Till bekræftede dog også, at folk ikke var blevet væltet helt bagover af Innerwoud, da ingen farede over at købe merch.

6/10

Steve Von Till

Ind på scenen trådte Von Till med et termokrus i hænderne. Han udstrålede kæmpe ro med sine rolige bevægelser og lignede bare en mand, som har set og mærket livet og ved ufatteligt meget. Sådan en mand, der med det samme får en til at tænke på, at ham kan man sætte sig ned med og have nogle dybe samtaler om eksistensen med. Så er der jo hans meget karakteristiske hæse stemme, der lyder som noget taget direkte fra en autoritær figur i en amerikansk spillefilm. Han sagde tak for, at han måtte spille i det storslåede rum, og at de bød ham og hans musik velkommen indenfor i deres univers. Han afsluttede med at sige, at de næste 80 minutter nu stod på selskab med ham og hans musik. Backingtrack og synth startede herefter, og Pieter-Jan Van Assch, altså Innerwoud, skabte en rolig, men dyster melodi på celloen til tonerne af ”Dreams of Trees”, mens Von Till roligt tog en tår fra termokruset og stillede det i en holder på guitarmonitoren. Han trådte derefter roligt til mikrofonen, og hans vokal bragede ud i åbent kirkerum. Hans stemme lå lidt højere i mixet end de andre ting, så man fik virkelig den effekt, at hele kirken rungede med hans klang. Man kunne virkelig mærke hans tilstedeværelse lige med det samme. Det var på sådan en måde, at det føltes helt intenst trods musikkens rolige natur. Han havde åbnet portene til sin mørke verden, og man kunne ikke andet end lade sig lokke med, selvom der var triste følelser og utryghed på den anden side. Dog var man tryg ved at tage rejsen, fordi Von Till var styrmanden. Hans gestik og generelle mimik på scenen udstrålede en kæmpe indlevelse, og at han hundred procent var herren af sit univers. Jeg er også nødt til at smide den lidt kække bemærkning, at Von Till til tider minder mig om Barry White med sin hæse dybe røst, men det er altså en ros! Lidt under halvvejs inde i ”Dreams of Trees” var vokalpassagen slut, og Von Till gik langsomt hen til keyboardet for at fortsætte den instrumentale del.

 

Det virker helt underligt at sige, men en stor del af denne koncert kom til at føles intens, og virkningsfuldt var Von Tills generelle ro med alt, hvad han foretog sig – fra at stemme guitaren til at drikke noget fra termokruset eller tage briller på, når der skulle reciteres noget fra hans digtsamling. Alt dette foregik meget langsomt og utroligt kontrolleret, som det hele faktisk var nøje planlagt med, hvor lang tid det skulle tage. Hvilket passer utroligt godt til hans soniske univers, der kalder på ro og fordybelse, for det kan ramme lytteren. Næste sang på sætlisten var ”Indifferent Eyes”, som også er fra hans nyeste album, No Wilderness Deep Enough (2020), hvor Von Till fortsat blev siddende ved keyboardet. Et utroligt melankolsk og smukt nummer, hvor Von Till gik op i de høje toner, hvor han med meget lidt åben mund satte forvrængning på stemmen og virkelig brændte igennem i lydbilledet. Jeg må indrømme, at lige der blev jeg virkelig ramt uforudsigeligt følelsesmæssigt af musikken. Der var bare noget supernærværende over, hvordan hans kraftfulde stemme blev kastet rundt i salen og ramte en lige, hvor det gjorde ondt.

 

Næste nummer var ”Breathe” tilbage fra If I Should Fall From The Field (2002). Generelt var denne sang, og alle, som kommer før No Wilderness Deep Enough, præget af lidt mere amerikansk folkemusik med akustiske guitar. Flere af de sange har lidt country over sig. Han gik stille op, drak mere fra termokruset, inden han fandt sin akustiske og stemte den, inden den elektroniske orgellydende instrumentering begyndte. Imellem det sceneskift og alle sceneskift denne aften skete der noget helt utroligt og forunderligt, som jeg oplever utroligt sjældent til danske koncerter: Der var komplet stilhed, ingen snak overhovedet, så ethvert snøft og host skar igennem stilheden. Et vidnesbyrd om, at alle var totalt tryllebundet til de dybsindige toner. Da Von Till startede med at spille guitar, stod det klart, at guitaren var lidt højere i mixet end de andre instrumenter. Det samme, da han hoppede over på sin elektriske guitar. Dette kan sagtens skyldes måden, kirken kaster lyden rundt på, eller at jeg sad helt oppe foran. Det tog dog intet fra oplevelsen i min optik, for man kunne stadigvæk tydeligt høre det hele og vigtigst af alt: mærke det hele! Et af de momenter, som stod som koncertens helt store højdepunkt var ”Night of the Moon” fra A Life Unto Itself (2015), hvor introen er en synthdreven melodi med dysterhed, og den er lidt uptempo. Der benyttedes slag på en stor tromme til at skabe en rungende perkussion, og Von Till stod i front på scenen med sin elektriske guitar og Jesus på maleriet i baggrunden. Han stod med lukkede øjne under meget af det og rettede oftest hovedet op mod Guds loft, mens han svajede fra side til side med guitaren. En mand, som nærmest var besat af sin egen musik. I denne sang kom han op i den helt høje ende af sit register, og nøj, hvor var det dog intenst og ramte lige i solar plexus. Selv følte jeg nærmest, at jeg havde svært ved at få vejret, fordi lydbilledet på en måde var så medrivende og hektisk. Efter det nummer sluttede, var der stilhed et par sekunder, før en blandt publikum udbrød: ”Wow”, og der blev givet en kæmpe applaus. Jeg føler på mange måder, at dette højdepunkt også er en god note at afslutte denne koncertanmeldelse på.

10/10