Foto - Thea Oborski
Der er efter sigende også et hus i New Orleans
Apropos John Cleese så kunne man til næste levende billede udbryde mandens udødelige ord: ’and now for something completely different’, idet det var tid til årets, måske, mest alternative booking. Nok er metalfolket bekendt med New Orleans, men væk fra sumpene, ned ad de skumle sidegader, hvor voodooens mørke og modkulturens attitude kæderyger, finder vi Fancy Lee. Med deres egen blanding af psykedelisk rock og dragende blues var det kvintettens opgave at forvandle Volume Village til det dunkle stamsted for samfundets udstødte.
Husk at sprede jeres vinger
Fancy Lee nåede vi lige akkurat, som bandet gik på. Med støvede rytmer, melankolsk guitar og en dragende vokal fik Fancy Lee ganske hurtigt hevet os alle ind på den dunkle bar. En bar, hvor bandet, ifølge dem selv, var promoveret som ’Københavns førende feministiske sumprockband, der var kommet for at gøre nogle mænd utilpas’. Et prædikat, der muligvis fik nogle til at rulle med øjnene, men med en forkærlighed for ubehagelig og utilpas musik var min interesse bestemt vakt. Med et kig rundt blandt publikum var det dog svært at få øje på utilpasse mænd, og med det groove, som bandet lagde for dagen under “Watch Out”, så kunne man faktisk kun føle sig godt tilpas. Den støvede og mørke blues på “Aileen” hjalp da også gevaldigt på at trække os alle ind på den dunkle klub, hvor Fancy Lee hører hjemme. Hvis en sang om en seriemorder ikke kunne lokke et metalpublikum, så stod verden efterhånden heller ikke længere. At publikum til Rock og Rul så måske ikke rigtig havde nogen ide om, hvordan man begår sig på sådan en klub, var ganske tydeligt. Nogle virkede ganske engagerede, andre lignede mere nogle, der var her bare for at se, hvad Fancy Lee var for en størrelse, og de sidste skulle nok bare have tiden til at gå. Som band nummer to på dag to, hvor de spillede efter Rektums døds-thrash, så havde Fancy Lee også en smule hårde kår. Publikums blandede reaktion uagtet så spillede bandet dog utroligt groovy og smooth, hvor også vokalist Nina Methlings langsomme dansetrin passede perfekt ind på den støvede bluesbar. Resten af bandet kunne dog godt have brugt en anelse mere udstråling. Her var det lidt for tydeligt, som bandet også selv nævnte, at de plejer at slå deres folder på jazzbarer, hvor pladsen er trang, og muligheder for fysiske udfoldelser er begrænsede. En anden ting, der nok også var en vane fra jazzbaren, var Methlings lidt langtrukne snak mellem numrene. At give hovedparten af numrene i sættet en længere introduktion var bestemt ikke nødvendigt. Lidt snak er fint, men generelt behøver man ikke meget mere end en skål og en sangtitel – og så videre i teksten. Dette virkede også til at trække en del af Fancy Lees momentum ud af koncerten. Den mørke surf-rockede “Wicked Girl” og den afsluttende “Shit Town” med sit seje og næsten onde groove var dog en glimrende energisk afslutning på sættet, hvor Fancy Lee også fik sat en tyk streg under, at de ikke var så aparte en booking igen.
Vi skal lige lære hinanden at kende
Jazzklubber er ikke et sted, der ofte får besøg af metalpublikummet, og artister på jazzbarer besøger sjældent metalfestivaler. Dette var sandsynligvis den underliggende grund til, at Fancy Lee aldrig formåede at hive os alle ind i klubbens ellers dragende mørke. Bandet lød fremragende og præsterede nok nogle af festivalens sejeste melodier og lækreste grooves. Jeg overvejede bestemt, om hovedstadens jazzklubber ikke på et tidspunkt skulle have et besøg. Dog kommer jeg for musikken og ikke for snakken.