Six-Seven …
På sociale medier som TikTok har ’67’ (læs: six-seven) for længst bidt sig fast hos Gen Alpha som både daglig slang og rendyrket ’brainrot’-meme. Et vagt, tenderende meningsløst autosvar, der kan dække over alt fra ’sådan cirka’ og ’måske’ til et opgivende ’meh’ eller blot fungere som reference til det digitale fællesskab. Med afsæt i en kollektiv karakterkombination på 6-7-6 for de respektive optrædendes seneste udgivelser forekom den beskrivelse af mine forventninger til aftenens program faktisk ikke helt ved siden af skiven. Læg dertil de triste meldinger om Jukka Pelkonens verserende kamp mod lymfekræft, der havde udløst mikrofonrokade hos hovednavnet. Og for at fuldende billedet skulle hele seancen løbe af stablen i Pumpehuset – et spillested, der af og til må se sig stærkt udfordret på både lyd og lys …! Nå ja, onsdagen skulle vel have en årsag, så afsted det gik i lystig galop mod Studiestræde.
In Mourning
Knap 100 mand og en dåse med rumklang
Man kunne med rimelighed have argumenteret for, om ikke afvikling i Sort Sal havde været alt rigeligt denne onsdag i skolernes vinterferie. Fem minutter før start kunne vi vel knap tælle til 100 forkølede sjæle helt forrest, og allerede under “Song of the Cranes” stod det klart, at aftenens første forhindring ikke var bandet, men rummet. Trommerne hilste nydeligt på, men growlen druknede konsekvent i en dåseakustik, der mudrede de finere detaljer i singlehittet fra seneste udgivelse. Selv den klassiske placering ved siden af lydmanden viste sig nyttesløs. Fire mand stod artigt på række, og reaktionen fra publikum begrænsede sig til sporadiske pift og høflige klap.
Kompetent middelmådighed i rødligt skær
“Silver Crescent” og “Northstar” bekræftede hurtigt indtrykket. Hvor strengene og den rene vokal kortvarigt stod klarere mod slutningen af åbningsnummeret, fik det mudrede udtryk hurtigt fat igen. In Mourning kan åbenlyst deres kram, men det er musik, der påkalder sig bløde lænestole, fordybelse og anstændige lydforhold. Ikke Pumpehusets blikdåse. Og som om timingen selv havde udviklet humoristisk sans, så gled lyset naturligt over i de klassiske røde nuancer, netop som man skulle til at uddele roser for det stik modsatte. Bandet selv fremstod til stadighed overvejende stationære, introverte og uden megen lyst til at lege med de fremmødte. Fem numre og den forventede halve time føltes pludselig som en temmelig lang rejse.
Vi går i baren
“Sovereign” og “Colossus” bød ganske vist på klarere basgange og riffstrukturer, efterhånden som det beskedne sæt foldede sig ud. Men end ikke disse lag formåede at ændre helhedsindtrykket af en gedigen langgaber. Kommentaren ’I really hope you are hyped up’ hang da også ufrivilligt komisk i luften. Nej, det ved den søde grød, vi ikke var! En spøjs lille kuriositet reddede kort opmærksomheden: In Mourning har som bekendt ingen fast bassist, hvorfor man til lejligheden havde udsmykket sig med Mikko Kivistö fra Omnium Gatherum. Godt det samme. For tanken om baren meldte sig unægtelig allerede under “Northstar”. Dygtige musikere, absolut. Men uden skyggen af nerve, nærvær og de rette lydforhold blev det her en koncert, man mest af alt trak på skuldrene af.
Sætliste:
Intro
1. Song of the Cranes
2. Silver Crescent
3. North Star
4. Sovereign
5. Colossus
Fallujah
Rumklang med raketbrændstof
“In Stars We Drown” fortonede sig nærmest, før jeg nåede at få styr på sætlisten. Fallujah spildte så sandelig ikke tiden; de udnyttede den til fulde. Allerede ved “Kaleidoscopic Waves” begyndte noget andet dog at falde på plads. Rummets genklang, der tidligere havde været en regulær klods om benet, gav her pludselig mening. Den svævende, nærmest ekstraterrestiske atmosfære fra seneste album fandt uventet medspil i akustikken, og lydbilledet samlede sig markant. “Radiant Ascension” satte en tyk streg under kvaliteten med komplekse riffstrukturer og en frontmand i Kyle Schaefer, der brændte langt mere igennem end første navn på estraden.
Når lyset saboterer lyden
Så ramte “Amber Gaze”. Og med den forsvandt dømmekraften i lysopsætningen fuldstændig. Placeret bag lydpulten stod bandet nu reduceret til blodrøde silhuetter. Konturer i stedet for musikere. Man kunne næsten høre fotografen bande oppe fra graven. Heldigvis var salen kun halvt fyldt. Ellers havde det været en kollektiv ’øjenbæ’ for de bagerste rækker. Til gengæld trak “Eden’s Lament” tempoet brutalt fremad. Halvvejs gennem sættet på under 20 minutter. Ingen sniksnak. Bare fremdrift.
Håndværk fra øverste hylde
“Labyrinth of Stone” demonstrerede med ubesværet vokalvekslen mellem growl og clean, hvorfor Fallujah befinder sig i toppen af fødekæden inden for tech death. Det her var teknisk kunnen uden at blive klinisk. Under “The Obsidian Architect” begyndte tanken dog at nage: Hvordan ville mon oplevelsen have taget sig ud i den støvede loungestemning på Hotel Cecil eller på Viften, hvor akustikken vel nærmest kan betragtes som lidt af et adelsmærke? “Sapphire” led en smule under publikums begyndende barvandring, inden “Xenotaph” rundede af med påmindelsen om et af aftenens tilbagevendende temaer: den flydende lineup. Trommeslager Andrew Ramirez (kendt fra blandt andet Visceral Disgorge) leverede nøjagtig ligesom resten af bandet med både energi og præcision. Fallujah kunne fluks kvitteres med hele tre ekstra kranier, alt imens vi kiggede frem mod det, der skulle have været aftenens helt store klimaks.
Sætliste:
1. In Stars We Drown
2. Kaleidoscopic Waves
3. Radiant Ascension
4. Amber Gaze
5. Eden’s Lament
6. Labyrinth of Stone
7. The Obsidian Architect
8. Sapphire
9. The Void Alone
10. Xenotaph
Omnium Gatherum
Tænd for gadebelysningen
Med “The Last Hero” dryssede folk tilbage fra baren som forskræmte duer, der overvejede, hvorvidt pladsen nu også var sikker. Gennem tilstedeværelsen af vikarierende Henry Hämäläinen havde vokalen fået ekstra bund, og der var i glimt en tyngde, som virkede lovende. Men allerede tidligt kunne man ane omridset af hovednavnets gennemgående problem: Variationskurven på scenen bevægede sig konsekvent vandret. “Gods Go First” iscenesatte sidenhen det ejendommelige syn af Aapo Koivisto: en hærdebred truckertype bag keyboardet, mens resten af bandet indtog deres vante, stationære formation. “The Darkest City” gjorde ikke meget for at ændret indtrykket. Næh, hvor morsomt: gamle mænd i matchende veste med hver deres brystnumre. Jeg siger ikke, man fremstod som et regulært tegneserieband … men det var virkelig svært ikke at drage paralleller til Bjørnebanden. Morskaben kunne dog ligge på et forsvindende lille sted. Sjældent har jeg oplevet et så uengageret publikum: Folk migrerede i pendulfart frem og tilbage fra baren, hang ind over rælingen til lydboksen og konverserede lystigt med sidemanden. En eller anden, få lige tændt for gadebelysningen. For her var virkelig helt slukket!
Zonen, der åd koncerten
Ved “Frontiers” begyndte tankerne for alvor at vandre. Fodboldresultater pressede sig på. Hvad skete der egentlig i baren? Alt føltes mere presserende end det, der foregik på scenen. “Walking Ghost Phase” leverede kortvarigt fremdrift, men det viste sig at være en stakket frist. For mens “The Unknowing” foldede sig ud, valgt adskillige tilskuere at forlade salen for at studere Fallujah-merch nedenunder. Det var næsten symbolsk. Den amerikanske support havde sat et væsentlig større aftryk end aftenens finske æresgæster. “My Pain” blev et mærkværdigt højdepunkt i sin egen tomhed. Man vidste, den var gal, når tankerne kredsede mere om kommende festivaler end om det ’soniske bombardement’ fra hovedscenen i Kransalen. “Reckoning” og “Ignite the Flame” passerede som afsnit i en TV-soap, man uden problemer kunne springe over uden at miste den røde tråd i handlingen … ’som sandet i timeglasset, således svinder vore dage’. Således også denne onsdag. Sjældent har tiden bevæget sig så langsomt i så støjende omgivelser.
Et yderst presserende punktum
Ekstranumrene lagde fra land med den særprægede erkendelse, at der stadig stod folk tilbage. “Luoto” vakte en smule reaktion, dog mest i form af undren over et instrumentalt indslag på et tidspunkt, hvor salen allerede var ved at tømmes. Det virkede som et nummer, der krævede et publikum, som stadig var mentalt til stede. Det var de færreste. “New Dynamic” forsøgte at puste liv i gløderne, men det er svært at genantænde noget, der aldrig for alvor har brændt. Ved “New World Shadows” var erkendelsen total: Folk valfartede mod udgangen i en lind strøm, og det var svært ikke at lade sig rive med. “Road Closed Ahead” fungerede dermed mere som en praktisk, næsten komisk konstatering: Det sidste punktum var sat. Ikke med et brag eller med elegance, men med et lettelsens suk. En trafikal erkendelse, om man vil. Taxaen hjem trak i hvert fald betydelig mere end tanken om ekstranumre. Det er sjældent, man keder sig så bravt og så konsekvent gennem et helt hovednavn i erkendelse af, at musikerne teknisk set ikke gjorde noget forkert. Det var kompetent. Det var rutineret. Det var bare helt og aldeles uinspirerende at være vidne til – og af den simple grund er vi ude med et høfligt, men bestemt og utvetydigt ’nej tak’!
Sætliste:
Intro
1. The Last Hero
2. Gods Go First
3. Slasher
4. The Darkest City
5. Frontiers
6. Walking Ghost Phase
7. The Unknowing
8. My Pain
9. Reckoning
10. Ignite the Flame
11. Skyline
Encore:
12. Luoto
13. New Dynamic
14. New World Shadows
Encore 2:
15. Road Closed Ahead (Outro)
