Et anderledes kopiband
Der findes rigeligt med coverbands derude, nogle bedre end andre. Fælles for dem alle, lige med undtagelse af Queen Machine, er, at de oftest må finde sig i småjobs, og de lejlighedsvise optrædener på større scener falder som regel klokken tidlig eftermiddag på nogle af de utallige én-dags festivaler i provinsen. Jeg skal være den første til at indrømme, at lysten til at punge ud for en aften i selskab med et sådant tribute-band ligger på et meget lille sted. Omvendt så har de deres berettigelse på diverse byfester og mindre open air-events i sommerhalvåret. Men hvad nu hvis coverbandet spiller på klassiske instrumenter, og repertoiret består af blandede rock- og metal-hits fra fem årtier, er konceptet så mere spiseligt? Det skulle stå sin prøve denne onsdag aften, hvor London Symphonic Rock Orchestra stillede op 12 mand stærk, og bød indenfor i Herning Kongrescenter.
Instrumental overlegenhed, og vokal overflødighed
The Eagles og Deep Purple strømmede ud af højtalerne, mens publikum fandt sig til rette på de opstillede stole i kongrescenterets koncertsal. Salen, der kan rumme omkring 1500 gæster, var vel trekvart fyldt. Jeg spottede et par metal t-shirts, en enkelt battlevest og faktisk også en parkeret rollator. Ellers bestod segmentet primært af ægtepar, slyngveninder og kammersjukker, der alle havde det til fælles, at de enten lige havde rundet de 50, eller var tæt på at gøre det.
De klassiske instrumenter prydede scenen, og bag trommesættet hang et mellemstort ornament, der mest af alt mindede om et klassisk tribal tatoveringsmotiv fra startnullerne. Rasmus Bom Andersen stod i front, da orkesteret åbnede koncerten med Led Zeppelins ”Immigrant Song” og Beatles' ”Come Together”. Men det var faktisk først, da han forlod scenen, at magien for alvor opstod. For London Symphonic Rock Orchestra fungerede altså bedst instrumentalt. Intet ondt ord om Andersens evner, det siger sig selv, når man til daglig slår sine folder i legendariske Diamond Head, men her var der bare ikke brug for ham. Sangene blev simpelthen for 'almindelige', når han sang på dem, så det eneste fede der stod tilbage, var at høre de ikoniske guitarsoloer fremført på violin. Udover danskerens bidrag, rejste kontrabassisten Eleanor Grant sig også et par gange for at gribe mikrofonen, først på Stevie Nicks' ”Edge Of Seventeen” og senere for at synge duet med Andersen på Linkin Parks ”In The End”. Og utrolig smukt var det da, når hun sang, ikke mindst på Nicks nummeret, men igen, det var bare ikke nødvendigt.
Koncertens højdepunkter var derfor udelukkende de instrumentale. Og paradoksalt nok var to af dem noget så forskellige som Bon Jovis ”Livin' On A Prayer” og Lynyrd Skynyrds ”Free Bird”. På førstnævnte fremførte trompeten sørgmodigt stykket om Tommy og Ginas prøvelser, hvorefter saxofonen meget mere opløftende førte os hen til omkvædet, som blev serveret af to violiner. Det var imponerende, at en så velkendt og overeksponeret sang kunne demonstreres på en så spændende facon. Hvad angår Lynyrd Skynyrd, var det bare en magtdemonstration i dygtighed. Og jeg har lyst til at citere Frederik Cilius fra Danmarks Radios glimrende føljeton ”Operarejsen”, hvor han med tårer i øjnene efter en forestilling måtte konstatere, at: ”Det er fordi, de har øvet sig”. For det var virkelig ti minutter med åben mund, gåsehud og våde øjne. Og så kom pausen.
Pausen var kærkommen. Lydniveauet var til den høje side, og sansebombardementet fra ”Free Bird” skulle have tid til at bundfælde sig. Andet sæt bar præg af nogle pudseløjerlige valg af sange. Først hen imod slutningen af koncerten fik forsanger Rasmus Bom Andersen et lille tag i publikum, skønt han nogle gange undervejs havde opfordret til, at vi skulle opleve resten af koncerten stående. Det lykkedes da også under Nirvanas ”Smells Like Teen Spirit” og i særdeleshed med ekstranummeret: Metallicas ”Enter Sandman”. Her tog aftenen igen decideret form af en rockkoncert uden den symfoniske storhed, som jeg tror, at de fleste havde en forventning om. Af kulminationer i sidste halvdel af showet står Judas Priests ”Breaking The Law” ud. Fremført med saxofon som bærende instrument fik nummeret et halvjazzet udtryk. Foo Fighters' ”Pretender” gik også rent hjem, igen med saxofonen som omdrejningspunkt. Spilleglæden hos bandet var særligt tydelig på de to numre.
Der var for få sikre valg på sætlisten. Det er selvfølgelig modigt at gå andre veje, og man skal naturligvis også føle glæde ved de numre, man fremfører. Men som kopiband bør overvægten vel være på publikumsfavoritter og skæringer med et monsterhook som ”Seven Nation Army”. Jeg savnede simpelthen flere numre i den kategori. Numre som Ram Jams ”Black Betty”, The J. Geils Bands ”Centerfold” eller Coldplays ”Viva La Vida” havde været oplagte valg, og så havde der stadig været plads til de mere vovede alternativer.
Godt og skidt
Armeret med violiner, cello, kontrabas, masser af messing og diverse slagtøj lykkedes London Symphonic Rock Orchestra i momenter med både at betage og overrumple publikum. Men fantastisk blev det kun sjældent, og til tider blev det for ordinært i forhold til forventningsniveauet. Potentialet og talentmassen er så enorm, at hvis først gruppen får knækket koden til at få udnyttelsesgraden i top, så er der ingen grænser for hvor stor succes, de vil kunne få med foretagendet. For når det var godt, så var det virkelig godt!
Sætlist:
Immigrant Song (Led Zeppelin)
Come Together (The Beatles)
Nothing Else Matters (Metallica) (instrumental)
Livin' On A Prayer (Bon Jovi) (instrumental)
Edge Of Seventeen (Stevie Nicks)
Seven Nation Army (The White Stripes) (instrumental)
Paranoid (Black Sabbath)
Sleeping My Day Away (D-A-D) (instrumental)
Bring Me To Life (Evanescence) (instrumental)
Free Bird (Lynyrd Skynyrd) (instrumental)
Hysteria (Muse) (instrumental)
The Trooper (Iron Maiden)
Tainted Love (Gloria Jones) (instrumental)
Chop Suey (System Of A Down) (instrumental)
In The End (Linkin Park)
Smells Like Teen Spirit (Nirvana)
Breaking The Law (Judas Priest) (instrumental)
Pretender (Foo Fighters) (instrumental)
Ace Of Spades (Motörhead)
Enter Sandman (Metallica)