In Flames

Store Vega, København V

While She Sleeps (support)

While She Sleeps

Engelske While She Sleeps gik på scenen til en halvfyldt sal hvor publikum for en gang skyld var i et højt humør fra starten af. Så bandet, som spiller en form for metalcore, blev taget godt imod af de fremmødte metalheads.

Et inferno af energi, tonstunge metalrytmer og en performance af et opvarmningsband jeg aldrig har oplevet før var hvad publikum fik smidt direkte i hoved fra første trommeslag. Aldrig før har jeg oplevet at blive blæst bagover i en sådan grad som jeg blev under denne opvarmning. Bandet gav den fuld smadder og fik fuldstændigt fat i publikum, som kvitterede med mosh pits, crowd surfing, circle pits, wall of death, samt en sal i konstant bevægelse. Bandets forsanger Lawrence "Loz" Taylor var helt ustyrlig denne aften og havde såmænd også overskud til at hoppe ned fra scenen under udførslen af Wall of Death for at sikre sig at den nu var stor nok og at der var langt nok mellem publikum. Undervejs i koncerten fik vi også et udspring fra et højtalertårn og så sluttede han koncerten af med et stage dive i armene på et overtændt publikum. Bandet fik i den grad varmet publikum op og mere til for folk var virkelig klar på mere metal da det engelske band forlod scenen til stor ærgrelse for de fleste fremmødte. Eneste minus jeg kan finde var at forsangerens mikrofon var lidt for lavt stillet i forhold til resten af bandet. 

9/10

Wovenwar (support)

Wovenwar

Publikum var som beskrevet i et vældigt højt metalhumør da det amerikanske band Wovenwar gik på scenen. De beskrives på nettet som en blanding af alternativt metal og melodisk metalcore, men jeg vil nok nærmere beskrive dem som et hardrock band.

Bandet startede godt ud med en fed, tung melodisk intro men da forsangeren Shane Blay valgte at blande sig så døde det for de fleste i den næsten fulde sal. En lys og til tider små skinger stemme passede på ingen måde sammen med de tunge trommer, dybe bas og skærende riffs som bandet diskede op med. Desværre forsatte denne blanding koncerten igennem, og hvor publikum var varmet godt op under While She Sleeps, ja ligeså hurtigt døde stemningen igen under dette bands optræden. Ingen blandt publikum bevægede sig og først til sidst i koncert blev der dannet en lille mosh pit blandet en flok der så ud til at kede sig bravt. Der skal nok være folk der har nydt denne koncert men for undertegnede var det som at få kastet en spand koldt vand i hoved.

Lyden var som noget positivt ved at være nær perfekt og det var nok hvad jeg kunne sige af positive ting omkring Wovenwars optræden denne aften. Ikke at de spillede dårligt for der var ingen tvivl om at de var dygtige musikkere, men mit råd ville være at få skiftet til en forsanger med en vokal der passer til musikken. Min karakter bliver givet i lyset af at bandet slet ikke formåede at holde gang i publikum denne aften

4/10

In Flames

In Flames

At svenske In Flames er et fantastisk live band hersker der ingen tvivl om, og efter at have oplevet dem live mange gange, både til store festivaller og mindre klub koncerter, ja så er der ingen tvivl om at et spillested som Vega er et perfekt match for In Flames.

Bandet var kommet til Danmark som et led i deres store turne for at promovere deres nyeste album ”Siren Charms”. Dette var tydeligt at se på setlisten denne aften hvor en stor del af numrene kom fra den nye skive. Jeg havde personligt selv håbet på flere numre fra deres ældre albums men selv men en lidt mindre ”stærk” setliste, set i forhold til sidste besøg på dansk grund, så forvandlede In Flames store Vega til en metalfest af en anden dimension.

Bandet gik på scenen til et helt udsolgt store Vega og publikum var i den grad klar til lidt Göteborg metal fra de svenske veteraner. Glemt var Wovenwars halv tamme optræden og allerede fra første trommeslag var publikum i gang med mosh pits og crowd surfing. Stemningen denne aften var fabelagtig og In Flames var tændte og klar til at levere. Forsanger Anders Fridén var i særdeleshed i godt humør og der blev sludret løs på svensk. Jeg må indrømme at jeg ikke fik fat i alt hvad han sagde, men han sendte en hilsen til alle de mennesker blandt publikum der stod med deres mobiltelefoner oppe for at optage koncerten. Som han sagde så var pengene man havde betalt for at se fem skæggede svedige mænd spildt ved at se koncerten gennem en lille skærm fremfor at opleve den live.

Bandet spillede små fem kvarter og selvom jeg må indrømme at sangene fra deres nyeste album ikke helt falder i min smag, så blev de bare så meget bedre denne aften da de blev leveret fra scenekanten. Der blev skrålet med på sangene overalt blandt publikum og det virkede som om salen var i live og i konstant bevægelse så meget tryk var der på og dette var vel og mærke under det meste at koncerten. Kun under nummeret ”When The World Explodes”, hvor In Flames havde inviteret den kvindelige gæstevokalist Emilie Feldt på scenen for at synge sammen med Anders Fridén, var der ”stille” i salen. Om det passede ind er nok en smagssag men jeg syntes hun gjorde det ganske godt og det gav et pusterum til det prøvede folk i mosh pitten.

Bandet havde medbragt deres eget kæmpe lys set up som blev opstillet på hele bagvæggen og jeg skal love for at vi fik et lysshow koncerten igennem, eneste minus var brugen at det skarpe hvide lys som blændede alt og alle. Heldigvis var det kun under første nummer at dette blev brugt og derefter var salen ellers badet i farvet lys. Et fedt set up som satte en tyk streg under hvor gennemført In Flames koncerter er.

Bandet sluttede af med nummeret ”Take This Life” og tilbage var der kun at bøje sig i støvet for et live band af en sådan kaliber. Ganske enkelt verdens klasse er nok hvad jeg vil beskrive koncerten som. Eneste minus jeg kan komme på er set listen som i min smag indeholder for mange sange fra de nyeste albums og for lidt af det gamle, så set i forhold til koncerten for to år siden som fik 10 kranier, så ender min anmeldelseskarakter på 9/10 kranier.

Set liste:

  • In Plain View
  • Everything's Gone
  • Fear Is the Weakness
  • Trigger
  • Resin
  • Where the Dead Ships Dwell
  • With Eyes Wide Open
  • Paralyzed
  • Through Oblivion
  • Ropes
  • Delight and Angers
  • Cloud Connected
  • Only for the Weak
  • The Chosen Pessimist
  • The Quiet Place
  • When the World Explodes
  • Rusted Nail
  • The Mirror's Truth
  • Deliver Us
  • Take This Life

9/10