5FDP by Claus Ljørring
5FDP by Claus Ljørring

Five Finger Death Punch og In Flames

Royal Arena, København S

Svenske In Flames og amerikanske Five Finger Death Punch havde valgt at slå pjalterne sammen og drage på en stor europæisk arena-tour. Mandag aften var det blevet Københavns tur til at opleve de to store metalbands, da Royal Arena lagde scene til arrangementet.

In Flames

In Flames by Claus Ljørring

De sidste to gange, svenske In Flames har været på turné, har vi her i Danmark været så heldige at kunne opleve dem live. Begge koncerter blev afholdt i Store Vega i København, og de personer, som var så heldige at overvære dem, var vidner til nogle af de bedste livekoncerter, man kunne forestille sig.

Denne gang var det igen København, der fik æren af In Flames, og spillestedet var rykket fra Vegas små rammer til den mægtige Royal Arena. Koncerten var ikke udsolgt, men der var rigtig mange mennesker denne aften, og da klokken slog 20:00, gik bandet på scenen.

Bandet startede ud med at spille første nummer bag et stort gennemsigtigt banner/tæppe, som hang ned foran scenen. Det var lidt underligt, for det gav ikke rigtig nogen effekt – andet end de stakkels fotografer, som måtte løbe for livet, da tæppet faldt ned i starten af sang nummer to.

Med på scenen havde In Flames 5-6 store firkanter, som var en del af sceneudsmykningen og samtidig en del af et vanvittigt fedt lysshow. Disse gav en fed 3D-effekt på scenen og var med til at skabe helt perfekte rammer for denne koncert.

In Flames havde valgt en meget blandet sætliste, hvor vi fik lidt fra deres ældre albums og også lidt fra den nyere tid. Valget af sange var ganske fornuftigt, og der var et flow gennem hele koncerten, så gassen ikke gik af ballonen på noget tidspunkt.

Ud over lyseffekterne på scenen var der ikke meget show, og det er ganske typisk for In Flames. De lader deres musik tale for sig, og det virker. Om deres musik så er lavet til så store arenaer, er en anden sag. Jeg har oplevet In Flames på store festivaler og på små klubber, og der er ingen tvivl om, at de er bedst, når der er en vis intimitet på spillestedet. Denne aften var så en af de koncerter, som ramte midtimellem. Selvom Royal Arena ikke er et lille spillested, formåede In Flames denne aften at levere en ganske fornuftig koncert uden de store overraskelser. De gav os 75 minutters intens koncert, og selvom der sikkert var mange i salen, som kun var kommet for at se 5FDP, fik de gang i publikum.

7/10

Five Finger Death Punch

5FDP by Claus Ljørring

En halv time efter, at In Flames forlod scenen, gik det amerikanske band 5FDP på til stor jubel blandt publikum. Der var ingen tvivl om, at størstedelen af menneskerne i salen var kommet for at se dette band, og det virkede, som om at bandet var klar på at levere, hvad der skulle til for at gøre aftenen speciel. 5FDP startede ud med at spille deres store hit ”Lift Me Up”, og selvom der var masser af energi på scenen, var det hurtigt meget tydeligt, at forsangeren Ivan Moody havde svært ved at sætte sig igennem. Hans vokal var decideret svag, og det var kun pga. bassisten Chris Kael, der var backing vocal på de fleste numre, at det ikke endte med at være decideret pinligt.

Bandet spillede den første del af koncerten ganske fornuftigt, og ser man bort fra den ringe vokal, var oplevelsen sådan set helt ok. Man kan måske anklage forsangeren for at bruge lidt for meget energi på at fjolle rundt på scenen og lave ansigter og håndtegn til publikum i stedet for at koncentrere sig om at levere en bedre musikalsk indsats. Men det er nok det billede, man skal regne med fremover, når/hvis man skal opleve 5FDP live igen.

Desværre havde bandet valgt at lægge tre akustiske numre ind i midten af koncerten, og hvordan et band som 5FDP er kommet på den idé, er mig en gåde. Det virkede, som om at de fuldstændigt tabte sutten, og koncerten knækkede midt over. Energien forsvandt både fra scenen og så sandeligt også fra publikum. Selvom bandet skruede op for tempoet efter disse tre numre, genfandt de aldrig grebet om publikum, og koncerten døde langsomt. I takt med dette blev forsanger Ivan Moody mere og mere skabet at se på, og flere gange glemte han faktisk at synge, hvorpå det blev tydeligt, at bandet gjorde brug af playback. En rigtig skidt afslutning på en helt igennem lallende indsats fra det store amerikanske band. Et band, som faktisk engang var i stand til at spille nogle fantastiske koncerter, men nu har degraderet sig selv til et pauseklovnband. Hårde ord, ja, men når man har oplevet begge dele, står man tilbage med en kæmpe skuffelse, for det kunne have været så godt, men det endte så skidt.

4/10

Kommentarer (5)

Benjamin

Bed jeres anmelder møde op til koncerten

Jeg tænker st i skulle bede jeres anmelder være til en koncert inden han anmelder den. Der var eksempelvis ingen fotografer der skulle løbe for livet - de var blevet fjernet længe før tæppet faldt. At koncerten døde må da kun være færdig anmelderens hjerne slukkede for det var fint liv i koncerten fra start til slut OGSÅ under de akustiske numre

Puk

Say what? 4 stjerner til 5FDP??!!!

Endelig kunne jeg opleve bandet sammen med kæresten og det var et brag af en fest. Det var konstant gang i dem og de henvendte sig tit til publikum, så man virkelig følte at man var det sammen med dem og at de var der for en.
At der er akustiske numre med synes jeg personligt viser, at selv med deres hårde kerne kan de vise det inderste indre og virkelig bryde igennem med en smuk og fantastisk sang. Her henvises der til wrong side of heaven, som i den grad fortjener at blive spillet i stille, som de også gjorde. Det giver bandet en anden karakter som jeg et kæmpe fan af.
Der har sikkert været nogle fejl hist og her ig en stemme der ikke har været på toppen. Men hvem er også detlige efter et comeback fra bunden af flasken. ?
Jeg nød hvert et sekund af koncerten og kan knapt vente på, at skullr se dem igen.., \m/

Patrick

Hej

En sæt liste vil være glimrende tak.

Magnus Dalgård Laursen

Ikke helt enig

Jeg kan desværre ikke give ret i denne anmeldelse.
Der var uden tvivl nogle ting der ikke fungerede så godt, men synes ikke den fortjener så hårde ord. Jeg var afsted med 3 andre og vi havde alle en fest fra start til slut, og gik derfra med en fantastisk oplevelse.