Chaotian

En tur gennem sølet

Københavnske Chaotian har cementeret sig som et af de mest lovende navne i den danske dødsmetals undergrund. Siden udgivelsen af deres første fuldlængdealbum, Effigies of Obsolescence, i 2022 har forventningerne været der. Med rødder i den beskidte, atmosfæriske OSDM-tradition og solide live-meritter fra både Kill-Town Death Fest og utallige opvarmningstjanser for genrens sværvægtere var spørgsmålet i aften ikke, om de kunne levere, men snarere hvor meget af spillestedets fundament, der ville stå tilbage efter deres soniske angreb.

Tre mand høj

Fra det øjeblik de første toner af "Divine Suffering" skar gennem lokalet, stod det klart, at Chaotian ikke var kommet for at agere høfligt baggrundstæppe. Deres stil er en potent blanding af Autopsy-inspireret råddenskab og en moderne kavernøs tyngde, der føles som at blive begravet levende i en fugtig kælder. Særligt et nummer som "Adipocere Feast" demonstrerede bandets evne til at skifte mellem slæbende, doom-agtige passager og eksplosive blastbeats, der fik publikum til at rykke tættere på scenekanten. Guitartonen var præcis så beskidt, som man kunne håbe på, mens vokalen leverede de dybe gutturale growls, der er blevet bandets varemærke.

Der er en uforfalsket ærlighed i deres optræden, ingen unødig snak, bare ren, ufortyndet død. Det, der gør Chaotian interessante live, er deres tekniske overskud, som aldrig overskygger den primitive energi. Trommespillet var tight og dannede en massiv mur af lyd, der gav de dissonante riffs plads til at krybe ind under huden på de fremmødte. Det var en lektion i, hvordan man bygger en atmosfære op af lige dele gru og groove, hvilket cementerede deres status som mere end blot et lokalt fænomen i den hastigt voksende danske dødsscene. Enkelte steder blev trommen lidt ping-pong i lyden på den der St. Anger-måde, men ellers var det ret imponerende at stå foran en så lille scene som den på Beta og se tre mand høj levere en så overbevisende lydmur.

Døden klæder den danske undergrund

Chaotian viste, at de er ved at vokse ud af rollen som lovende opvarmningsnavn. Når man vokser ud af ungdomstøjet, skal der et nyt sæt voksenklæder på. Hos Chaotian er det svært at pege på, præcis hvordan det skal se ud, ud over at der skal laves mere fed musik. Jeg håber, de finder en måde at indfri deres potentiale.

Sætliste:

1. Divine Suffering
2. Weltering in Gore
3. Into Megatopheth
4. Their Discordant flesh
5. Adipocere Feast
6. Gangrene Dream
7. Vectors of Pestilence

 

7/10

Dysgnostic

Fra ekkoer til hvisken

Med Dysgnostics historik med intense liveoptrædener og et stærkt album nummer to, som skulle hyldes, var spørgsmålet ikke, om de kunne spille teknisk korrekt. Det var nærmere, om de kunne overføre Whispers’ nuancerede mørke til en levende scene og indfri løftet om at være Danmarks svar på Ulcerate.

Et albumrelease med lige meget gammelt som nyt

Fra det øjeblik trioen trådte op på scenen, blev det tydeligt, at Dysgnostic ikke var kommet for at hyggesnakke. De lagde ud med åbningsnummeret fra det nye album, ”The Last Refrain”, og straks blev rummet fyldt af den tykke, dissonante mur af lyd, som er blevet deres varemærke. Thomas Fischers growl besidder en autoritet, der skar igennem de komplekse guitarlag, mens hans basarbejde lagde en solid, næsten fysisk mærkbar bund i lokalet. Det var fascinerende at observere, hvordan Simon Kannegaard navigerede i de skæve harmonier: Det ser legende let ud, selvom det, der kommer ud af forstærkerne, er alt andet end let fordøjeligt.

Havde man som jeg håbet på en gennemspilning af hele albummet fra ende til anden, kom der en mindre skuffelse allerede efter første nummer. Andet nummer var titelnummeret, “End Whispers”, og dermed var der sprunget to numre over. En af dem, “The Black Sun”, kom dog som afslutning. Det endte med, at fire ud af de ni numre på sætlisten var fra debutalbummet, og dermed blev der til releasekoncerten for album nummer to spillet fem af de ni nye numre. Er det så for få eller passende? I første omgang syntes jeg, det var for abrupt at blande de to album og forskellige udtryk. Der skete dog alligevel det, at jeg følte mig opløst i musikken til sidst og blev suget ind i den stemning, jeg havde forventet.

Richardt Olsens trommespil er en opvisning i præcision. Hans brug af bækkener og de hurtige skift i tempo holdt publikum i et jerngreb, hvor man aldrig helt vidste, hvornår det næste slag ville falde. Stilistisk bevæger Dysgnostic sig i et terræn, hvor den rene tekniske dødsmetal har fået selskab af en mere avantgardistisk og atmosfærisk tyngde. Det er ikke bare musik, det er en stemning af forfald og eksistentiel angst. Det er sjældent at se et band herhjemme, der mestrer så svær en disciplin med så stor overbevisning og spilleglæde, uden at det nogensinde bliver sterilt eller prætentiøst. Man kunne drømme om en tætpakket sal og et energisk publikum, hvor der også var mulighed for at udfolde sig fysisk til musikken, hvis man har præference for det.

Hvisken, der endte i et overbevisende brag

Dysgnostic beviste denne aften, at de kunne tage de komplekse produktioner og levere en levende, frådende liveoptræden, der udtrykte de samme følelser som studiealbummet. Releasekoncerten for Whispers var en demonstration af, hvordan moderne dødsmetal skal skæres: Det skal gøre ondt, det skal udfordre, og det skal frem for alt føles ægte. De formåede at løfte de høje forventninger fra anmeldelserne og transformere dem til en fysisk oplevelse, der sad i kroppen, længe efter de sidste toner var døet ud. Præcis som det lykkedes med albummet.

Sætliste:

1. The Last Refrain
2. End Whispers
3. Oceans of Grey
4. Orphaned and Abendoned
5. Beneath Abyssal Plains
6. Feast of Emptiness
7. Darkest Muse
8. Silvery Tongues
9. The Black Sun

 

8/10