Mélancolia

Det australske projekt Mélancolia er et ret nyt fænomen på metalscenen. Hvilket også sås tydeligt på det temmelig sløje fremmøde blandt publikum her til aftenens åbner. Selvom de blev dannet i 2022, har de allerede udgivet deres andet fuldlængde studiealbum i august i år, og forsanger Alex Hill var hurtig til at annoncere, at de udelukkende ville spille numre fra random.acess.misery i aften. 

De kom lettere klodset på scenen, da deres åbningstoner fra playbacken, bestående af rå industrial, kom som en knytter i ansigtet på publikum, før lyset i salen overhovedet var blevet dæmpet.  Bedre blev det ikke, da de hvidklædte og hvidmalede herrer brasede ind på scenen fuld af selvtillid, kun for at konstatere at Hills mikrofon var slukket. De fik dog hurtigt rystet starten af sig, og da salen blev fyldt op med brutale brøl og hidsige metalcoreriffs, kunne det mærkes, at Mélancolia var kommet for at danse.

Bandet beskriver sig selv som melodisk blackened deathcore, og der var satme meget deathcore i Alex Hills hæsblæsende attitude. Han slyngede om sig med kommandoer, tilråb og skældsord, og selvom det beskedne publikum ikke gav meget respons, var Hill absolut utrættelig i sin optræden. Der blev spyttet på både gulvet og i luften ved næsten hver chance, han fik, og der blev da også lige fladhåndsklasket til et par luftbårne snottere.

Lyden var desværre ikke med bandet denne aften. Der skete simpelthen bare for meget i playbacken til, at man kunne regne ud, hvad der blev spillet live, og hvad der var hjulpet på vej. De manglede åbenbart en guitarist denne tirsdag aften, men det var ikke noget, bandet adresserede. Bassen gled ind og ud af lydbilledet, hvilket da var en skam, når manden stod der og viftede med en femstrenget. Mellem hvert nummer gjaldede Rob Zombie-inspirerede industrialtoner fra PA’en, som aldrig var til at finde, når numrene faktisk kørte på fuld hammer. 

Alex Hills clean vokal kunne heller ikke leve op til hans egen hype. Det stak ud som et fejlslået søm på en Ikeareol, hver gang et nummer skruede ned og blev ømt.  

Heldigvis var clean vokal ikke hovedingrediensen i Mélancolias sammenkog af genrer, og når kængururidderne holdt sig til at levere hård og brutal dødscore, blev det hele langt mere appetitligt. Hill lukkede ballet med noten ‘Love us, hate us, you will fucking remember us!’, hvilket denne anmelder vil lade tiden vise.

5/10

Suffocation

De amerikanske hundredemetermestre i amerikansk dødsmetal kom baskende på scenen med et hurtigt shout out til det københavnske publikum, og så var det ellers bare fuld fart fremad uden pause. 

Åbningsnummeret “Catatonia” var en urokkelig magtdemonstration af, hvorfor Suffocation har stået i toppen af american death i mere end tre årtier. Fuld knald på soloerne, tæsketrommer og bestialske brøl sendt fra helvede. Det var helt forfriskende at kunne adskille instrumenterne i lydbilledet igen, selvom adskillelsen mest bestod af fe’ dø’ til højre og fe’ dø’ til venstre. Der blev kaldt til circlepit og mosh, men publikum var simpelthen ikke spillet ordentligt varme endnu. En tilstand, Suffocation nok skulle få ændret på, efterhånden som showet skred frem.

Inden andet nummer gik i gang, annoncerede frontmand Ricky Myers, at de ville spille et nummer fra deres nye album, og så bragede de ellers derudad med “Seraphim Enslavement” fra Hymns from the Apocrypha.  At man kalder et to år gammelt album for nyt, måtte denne anmelder lige klø sig en gang i skægget over, men lad gå, det er vel det nyeste. 

Suffocation spillede fedt. De spillede røvfedt. Sidste gang de gav koncert i Danmark, gav vi dem her på sitet hele ti kranier, så bandet havde noget, de skulle leve op til. Tog man et kig på publikum, skulle man da også tro, det var den amerikanske trup, der var hovednavn på aftenen. Folk var flokket til i massevis i de ti minutter, det havde taget for de dygtige stage-folk at lave changeover, og det var en glædelig og forventningsfuld flok. Der er noget smukt ved fe’ dø’, der kan samle alt fra gråskæggede mænd med armene over kors til den vilde flok af teenagere, der gerne vil danse pogo. 

Scenografi og show havde dog en del mangler. Lyset var fint, men så er der heller ikke mere at sige om det. De rutinerede drenge – hvor drenge forstås i ganske løs forstand – i Suffocation viste spilleglæde, men stod noget låst i deres positioner på scenen. Selvom der blev rystet rigeligt med nakkerne, kom de aldrig rigtigt rundt på eller ud over scenen. Det lod til, at der blev spillet lidt meget på rutinen denne tirsdag aften.

Dødsmetallen slog dog, hvor den skulle, og man kan ikke tage spilleevnerne fra nogen i newyorkerkvintetten. Publikum blev kastet rundt i et par circlepits, og nummeret “Funeral Inception” leverede et riff, der var så filthy, at både denne anmelder og den korthårede dame, der lige havde tabt en fadøl i pitten, fandt vor ansigter låst fast i bæfjæs, mens nakken næsten tvangsmæssigt bøjede op og ned.

Med en koncertlængde på omtrent 40 minutter var det noget vemodigt at gengælde Myers' grisegryntende farvel. Det føltes lidt, som om ingen af os var kommet helt i gang. Om en længere koncert kunne have reddet helheden, må stå hen i det uvisse, men denne anmelder havde forventet lidt mere sjæl og lidt mindre rutine, også selvom rutinen er dygtig.

7/10

Cradle of Filth

Horrormovienight i Bio

Der var lagt op til en god gammeldaws sort-hvid gyser på Amager Bios scene. Scenefolk og roadies havde løbet hurtigt for at få placeret to meget livagtige skeletfigurer, der tårnede op over publikum. Trommer og klaver var hegnet inde bag kirkegårdens gitter og slyngplanter, og dæmoniske figurer spøgte i backdroppet. Æstetisk lå det et sted mellem de gamle Dracula-film og Stranger Things. Et velovervejet setup, der fint spejlede Cradle of Filths tilgang med at blande 90’er-goth med moderne ekstremmetal. Efter en forlænget intro over PA’et med klaver og kirkegårdsstemning kom bandets patriark, Dani Filth, stavrende ind på scenen med sin genkendelige mimik, gotiske pigge og læderoutfit. Hr. Filth har altid haft en særlig stil på scenen, og denne anmelder ynder at sammenligne ham med en koffeinboostet goblin. 

Ekstrem metaldåselyd

Åbneren, “To Live Deliciously”, lagde hårdt ud med klask og smask på trommerne, men desværre også i lydbilledet. Nyerhvervede Kelsey Peters på keyboard og operavokal druknede fuldstændig i dobbeltpedal og guitardistortion. Cradle of Filths musik er præget af den svære, men vellykkede blanding af atmosfæriske, gotiske musikstykker og tæskende, højere end helvede-dødsmetal. Det er så bare synd, når lyden live kun giver plads til de tørre metaltæsk, og det stemningsopbyggende kirkekor i backingtracket forsvinder. 
Lyden fandt en bedre balance allerede ved andet nummer, “Demagoguery”, men formåede aldrig at lande helt godt. Det var næsten en sværere koncentrationsøvelse at finde klaverstykkerne bag den altoverdøvende stortromme, der tordnede som en straffet blikspand ud i Amager Bios hal, end at lave mindfulness efter at have bundet en grøn Monster. Blikspanden lod til at være et bevidst valg, det var i hvert fald gennemgående. Og selvom lydmanden blev observeret som en travl herre, var det aldrig trommerne, der blev rettet ind. Denne anmelder forsøgte at placere sig lidt forskellige steder for at høre, om det kunne afhjælpe den påtrængende tinnitus-gongong, men der var ingen steder at flygte hen. 

Trods uheldig lyd gav bandet den hele armen på scenen. Samtlige medlemmer var i bevægelse, og der blev ikke sparet på koreografien. Gutterne på strengeinstrumenter leverede dansetrin, som vi har kendt dem siden rockkoncerter i halvfjerdserne, og Danni Filth vibrerede, hoppede, skreg, væltede, haltede, gumpede nog bøvsede rundt. Om kontrasten i deres moves var bevidst, må stå hen i det uvisse, men det gjorde i hvert fald scenen interessant.

Danni Filth havde under koncerten meddelt publikum, at de kun ville spille sange fra ét album, albummet ‘Best of Cradle of Filth’. Omend enhver 'best of'-spilleliste er subjektiv, så indeholdt aftenens sætliste noget for enhver. Der blev spillet numre fra intet mindre end otte albummer, herunder selvfølgelig crowdpleaseren “Nymphetamine Fix”. Desværre var opførelsen af nummeret knapt så tilfredsstillende. Det var ret tydeligt, at Kelsey Peters ikke var superkomfortabel på vokalen, og hendes leveringer savnede en del pondus og evne. Det blev naturligvis ikke gjort bedre af, at Danni Filth også kæmpede med sin vokal, særligt i stykker der ikke skal brøles eller skriges, og deres harmonier lå så langt til siden, at man kunne høre dem blive kørt over ude på Amagerbrogade. 

Der var hevet tunge skyts frem under ekstranumrene, og de to sidste numre blev taget fra selvsamme album, som denne anmelder nævnte i begyndelsen af dette skriv, Midian. Til at levere de Lovecraft'ske spoken words i “Death Magick for Adepts” og "Her Ghost in the Fog” havde de medbragt en troldmandslignende herre, der faktisk gjorde et absolut fantastisk stykke arbejde. Desværre var det tydeligt, at Danni Filths stemme var ved at give op. Førstnævnte nummer var faktisk til at nyde under forholdene. Men selvom der ikke kunne sættes en finger på bandets vilje til at levere, de var simpelthen over det hele med god energi og scenetække, så blev sidstnævnte spillet i den mest rædderlige version, denne anmelder nogensinde har hørt. 

Kampen med det onde

Der var mange ting under denne koncert, der gik imod Cradle of Filth. Når en rolle, der er så vigtig som andenstemme og pianist i Cradle of Filths kompositioner, bliver udskiftet og besat af en, der både er usikker og ukomfortabel, så rammer det bare helhedsoplevelsen af musikken utroligt hårdt. Aftenen står tilbage som en noget vag performance fra Cradle of Filth. For selvom man sagtens kunne mærke viljen fra kunstnerne på scenen, så kunne det bare ikke opveje det miskmask af dårlig lyd, ærgerlige vokalharmonier og tydelig udmattelse. Det er også et ambitiøst projekt med mange detaljer, der skal gå op i en højere enhed, og de får point herfra for at insistere på livemusikere og ikke forlade sig på at køre alt på backingtrack. Vi ved, at de kan levere, for de har gjort det før, men det kræver nok en del regelmæssighed og øvelse. Cradle of Filth forbander os alle fra scenen med satanisk inspiration og æstetik, men denne aften i Amager Bio stod de selv på scenen som de forbandede.

6/10