Fodbold eller thrash?
Det colombianske thrash-band havde fået til opgave at vække et efterhånden udmattet Copenhell-publikum på festivalens sidste dag. De skulle åbne Gehenna-scenen i den ulidelige midsommersol, og med et fremmøde så tyndt, at det næsten virkede komisk, vejede skepsissen tungere end forventningen. Spørgsmålet var, om bandet kunne skabe noget med det publikum, de havde, for netop dér viser mange af de bedste livebands deres værdi.
Full speed or nothing
Bandet havde knap spillet i 15 sekunder, før den første circle pit var i gang. De få fremmødte var klar til at give det, de havde tilbage. Men det blev aldrig en hurtig eller særlig aggressiv pit, og det understregede hurtigt det åbenlyse: Folk var trætte. Tre lange og meget varme dage på Copenhell havde sat sine spor, og nu stod vi på den sidste og varmeste dag og skulle lægge fra land med crossover-thrash. Det var en hård start. Men netop derfor bliver kravene til et åbningsband også anderledes. Publikum kom ikke med energien fra start - den skulle trækkes ud af dem.
Ligesom da SPLIT åbnede Gehenna tidligere på ugen, var lyden decideret elendig. Der manglede tyngde, og det hele lød som en motorsav mod en betonvæg. Samtidig hjalp det ikke, at det eneste, der for alvor gik igennem, var Mariale Becerras øresønderrivende vokal og lilletrommen. Resten af bandet kunne lige så godt have været slukket. Det er dog svært at lægge hele ansvaret over på lydmanden. En dårlig lyd kan ødelægge detaljer, men den fjerner ikke nødvendigvis nærvær, intensitet eller sceneenergi. Og det var netop her, koncerten faldt sammen.
Psychomosher virkede tydeligt påvirket af både varmen og det begrænsede fremmøde, men uanset årsagen smittede det af på publikum. De fleste stod stille og hele koncerten fik en mærkelig ligegyldighed over sig. Der var meget lidt kontakt, meget få forsøg på at tage kontrollen over rummet og generelt en fornemmelse af et band, der ventede på, at publikum skulle skabe festen for dem. For mange bands er det ikke nødvendigvis dødsstødet, men thrash lever og dør på energi. Genren fungerer bedst, når den føles ukontrolleret, svedig og lige ved at vælte ud over scenekanten. Når bandet ikke virker investeret, bliver det i stedet mekanisk, og så forsvinder hele pointen.
Mod slutningen lykkedes det kortvarigt at redde stemningen, da guitaristen blev sendt ned i publikum, og der blev startet en circle pit omkring ham. Det gav et glimt af den intensitet, koncerten ellers havde manglet. Publikum reagerede med det samme, og det understregede næsten bare pointen: Der skulle overraskelse og initiativ til, før energien opstod. Men lige så hurtigt forsvandt den igen, da bandet gled over i et fladt jam, som drænede det momentum, de netop havde skabt. Jeg sad også tilbage med en fornemmelse af, at Psychomosher havde glemt, at vi ikke taler spansk i Danmark. Det stoppede dem dog ikke fra at holde lange taler mellem numrene, hvilket efterlod publikum uden ret meget andet at gøre end at svare med et usikkert “olé, olé, olé”. Det handler ikke om, at et band skal tale engelsk eller dansk for at fungere. Men hvis man vælger at bruge tid mellem numrene, skulle man nok have talt et sprog, som publikum forstod. Her virkede det mest som afbrydelser i en koncert, der i forvejen kæmpede for at holde momentum.
Samtidig var der øjeblikke, hvor inspirationen virkede lidt for tydelig. Flere riffs lå så tæt op ad velkendte numre, at folk begyndte at kigge på hinanden. Der var glimt af ”Seven Nation Army”, ”Domination” og ”Paranoid”. Der er intet galt i at have klare inspirationskilder. Tværtimod er thrash bygget på arv og genkendelige greb, men når de velkendte elementer bliver brugt til at skabe variation i ellers ensformige sangstrukturer, begynder det at føles mere som genbrug end som en bevidst reference.
Sådan kan det gå
Overordnet var det en flad oplevelse. Det er ikke sikkert, at det hele kan placeres hos bandet alene. 34 grader, bagende sol og et publikum, der var godt mætte af koncerter, er ikke optimale betingelser. Men gode livebands er netop kendetegnet ved, at de kan ændre stemningen i stedet for at blive opslugt af den. Psychomosher virkede, som om, de havde glemt energien hjemme i Colombia, og når publikum får indtryk af, at bandet ikke selv gider være der, bliver det svært at engagere sig.
Men med dårlig lyd, en irriterende koklokke og en generelt halvsløj koncert blev det aldrig den start på dagen, man havde håbet på. Så var der ikke meget andet at gøre end at kigge frem mod resten af programmet og håbe på noget bedre.
