Fra Sheffield-stål til svedigt kaos
Sheffield har et efterhånden imponerende bagkatalog af metalsværvægtere. While She Sleeps, Def Leppard og fredagens hovednavn på Copenhell, Bring Me The Horizon, er blot få af de mange berømte bands, der er smedet i ‘Steel City’. På Copenhells sidste dag, hvor varmerekorder havde prydet overskrifterne, skulle et andet hårdtslående Sheffield-band, Malevolence, indtage Pandæmonium med deres kompromisløse blanding af metalcore og hardcore.
Bandets sceneshow har altid været præget af ekstrem energi, hvor bandet særligt er glade for crowdsurfere. På bandets 30 minutters sæt på Download Festival for to år siden røg der 901 crowdsurfere over barriererne – hvilket svarer til én hvert andet sekund under hele koncerten. Kan bandet tangere denne rekord på Danmarkshistoriens varmeste dag? Det ville tiden vise.
En intens redningsaktion
Blot få minutter før koncertstart så pladsen foran Pandæmonium-scenen faretruende tom ud. Man kunne kortvarigt frygte, at den bagende danske sommervarme havde drænet publikum, eller at Malevolence simpelthen ikke havde et stort nok greb i det danske metalpublikum. I skarp kontrast til genrens sædvanlige bulder og brag trådte bandet afdæmpet ind på scenen med en afgørende besked – her var der tale om én god nyhed og én dårlig nyhed. Den dårlige nyhed var, at forsanger Alex Taylor manglede grundet en hasteoperation og derfor ikke kunne deltage. Den gode nyhed var dog, at dette ville blive et fuldstændig unikt, ‘one of a kind’ show, da forsangeren kun tidligere havde misset to shows i deres 17 år lange karriere.
Da åbningsnummeret ”Trenches” blev skudt i gang, vågnede Copenhell op efter at blive ramt af et regulært musikalsk cirkelspark lige i ansigtet. Selvom fraværet af Taylor var mærkbart, selvantændte pladsen hurtigt i et circle pit, som om bandet telepatisk havde bedt publikum om hjælp til at sparke stemningen i gang. Få sekunder senere kom de første crowdsurfere også over hegnet i en kakofoni af støv, flyvende fadøl og letpåklædte mennesker. Konan Hall, som normalt gemmer sig bag en guitar, overtog mikrofonen i front og gav den så meget gas under ”Life Sentence”, at han i perioder lignede en tomat, der var lige ved at sprænge. Bandet manglede uden tvivl deres faste ledestjerne til at styre slagets gang, men de vandt en enorm mængde sympati og opbakning på rendyrket britisk charme og rå vilje.
Undervejs blev der leveret en solid portion destruktive breakdowns, og bandet forsøgte med blandet succes at holde publikum kørende. Selvom en wall of death under ”Still Waters Run Deep” ikke helt nåede de episke højder, man tidligere har set på denne scene, var intensiteten ikke til at tage fejl af. Hall viste sig som en glimrende vikar på vokalen, især i de dybe, halv-cleane passager, der emmede af whiskyrøg og kronisk halsbetændelse. “Self Supremacy” blev præsenteret, og selvom Hall blev alvorligt presset i flere sekvenser, stod hans ildrøde ansigt og intense øjne som en djævelsk og lettere manisk blanding; her var en mand, som gav alt, hvad han havde – og lidt til. Under dette nummer fik Copenhell endelig lov til at mærke en snert af den vanvittige energi, Malevolence normalt er kendt for. Festivalens måske største – og hurtigste – circle pit blev sat i gang, og kortvarigt var pladsen foran Pandæmonium forvandlet til metallens version af Royal Run.
Koncerten kulminerede med det absolutte højdepunkt, ”Broken Glass”, hvor bandet leverede en ren magtdemonstration af sing-along, brutale blast beats og fede riffs, hvor endnu en gæst, forsangeren fra Rough Justice, kom på scenen for at redde Halls hårdt prøvede stemmebånd, der om noget havde brug for en Halls. Under lukkeren ”If It's All the Same to You” blev rekorden for flest crowdsurfere muligvis ikke slået – men jeg er sikker på, at rekorden for flest crowdsurfere på ét minut som minimum er tangeret. Tilbage stod Hall med et fuldstændig psykotisk blik og pressede de sidste kræfter ud af kroppen, mens guitarist Josh Baines klappede af sin hårdtprøvede kollega for at have gennemført det første sæt nogensinde på vokal.
En triumf mod alle odds
Det er sjældent, man er vidne til en koncert, hvor omstændighederne er så meget imod bandet, som det var tilfældet på Pandæmonium tidligt lørdag aften. Men Malevolence leverede en decideret lektion i, hvordan man overlever i modvind. Det var umuligt ikke at blive revet med af den enorme energi, den instrumentale præcision og den tætte synergi mellem bandets medlemmer. Det var ikke den mest polerede eller perfekte koncert i mands minde, men en rå, ægte og hjertevarm magtdemonstration, som kun kunne få lytteren til at trække på smilebåndet. Man kan ikke andet end at respektere Malevolence, der gav den hele armen i uvante roller og uden deres karismatiske frontmand. I stedet for at aflyse koncerten dukkede bandet op og ærede deres fans med et unikt show og en vilje af stål. De er jo trods alt fra ‘Steel City’.
