
Grava ACW pressebillede
Bulder og brag i Basement
Danske Grava nåede lige at afslutte lydprøven, inden det væltede ind med publikum, der gik direkte i baren og købte godt ind med øl og shots. Snart ville det også vise sig, at det var en rigtig god investering, for man havde virkelig brug for noget at styrke sig på. Grava lagde nemlig A Colossal Weekend i graven med deres buldrende sludge, der kredsede om mysterier, tragedier og døden. Men selv om emnerne kaldte på en hurtig depression, så var det en livgivende koncert, der viste, at Grava er et brag af et liveband.
Fremragende nedturssludge
Ligesom på den seneste udgivelse, The Great White Nothing, lagde trioen ud med ”Erebus”, der hurtigt gik over i ”White Thresher”. Begge numre omhandler den tragiske Franklin-ekspedition, der var en af de største tragedier i opdagelsesrejsernes historie. Her døde 128 mennesker af kulde, sygdom og sult. Bassisten, Niels Asger Svensson, og guitaristen, Atli Brix Kamban, deltes om vokalen, der var en blanding af rå udbrud og hjerteskærende råb. En smertende understregning af teksterne til de to numre. Bag trommerne sad Casper Axilgård, der leverede en tight, slæbende bund på ”Crusher” og ”Bender”. Numrene er begge at finde på Weight of a God, der udkom i 2022.
På ”Decimate” blev der tændt op i det hårde, blå baglys, der omkransede bandet og understøttede nummerets iskolde tekst om henrettelser. Selvom emnet var nederen, så fik man total optur over de trykbølger af sludget vellyd, der ramte en. Glæden fortsatte på ”Alight” og ”Mangled”, som blev fremført så tonsende tungt, at hvis man headbangede til dem, så ramte hovedet ens ankler. Ledte man efter et mere lystigt musikalsk indslag i aftenens sæt, så kom det nok i form af ”Bayonet”, der havde et herligt groove og gav mindelser om gode gamle Entombed. ”Bayonet” handler godt nok om panikken i de mudrede skyttegrave under Første Verdenskrig – men hey, forhåbentlig havde man købt godt med promillevand i baren, så man havde noget at sunde sig på.
Til at toppe aftenens fremragende nedturssludge sluttede Grava af med at spille ”Hinterlands”, der handler om familier i krig, bevæbnede og klar til at slå ihjel. ”Hinterlands” synthede intro satte en forventningsfuld stemning blandt publikum på Basement, der straks udløste varme og svedige kroppe, da bandet satte ind med sin væg af lyd, og hvor ingen musikalske detaljer gik tabt. Og da det hele sluttede, stod Grava tilbage på scenen som majestæter i røg, damp og farvet lys.
Fortsættelse følger …
Der var kun få timer tilbage af A Colossal Weekend, da Grava gik på og spillede sin tunge dødssludge. Og man må sige, at bandet sørgede for at lægge årets festival i graven på allerbedste vis. Alt spillede – selv lyset. Selvom Grava kun havde den lille lyspakke med på Basement, så skal det fremhæves, at den blev brugt meget effektivt og var en solid støtte til bandets univers. Rent musikalsk, så leverede Grava endnu en rystende god liveoplevelse, der beviste, hvor heldige vi er herhjemme … Tænk at vores lille land kan producere så mange fede metalbands! Nu skal Grava videre på nye eventyr, og vi glæder os til at følge dem – heldigvis bliver det allerede til juni, hvor et nyt album udkommer i samarbejde med Kollapse. Så fortsættelse følger …