Foto: Lykke Nielsen
Metalcore galore tilsat en stor spiseske hardcore
Metalcore galore kan nok bedst beskrive, hvad der var forestående i Lille VEGA denne søndag aften i september. Fire relativt forskellige metalcorebands, som bevæger sig i deres egne metalcoresubgenrer (ja, det findes), var på blokken – og dermed var bekymringen om monotoni og ensartethed forsvundet langt inden koncertstart.
Jeg synes, VEGA er et fremragende spillested, og for mit vedkommende betyder det, at de besøgende orkestre ikke skal bekymre sig om andet end at spille musik, da rammerne om noget har været igennem lidt af hvert. Nu var det op til hele fire bands at rive mig rundt i den lille Stauning-sal og bevise, at metalcoren er stærk, varieret og sprængfyldt med energi. Klokken var fem minutter i landskamp, men i et overraskende velbesøgt Lille VEGA var fokus et helt andet sted. Vejret havde vist sig fra sin pæne side i løbet af dagen, men så snart dørene lukkede sig, var det slut med hyggen. Det fremmødte publikum var kommet for at modtage nogle gedigne tæsk, og mon ikke dette ville blive tilfældet i løbet af aftenen?
Orthodox
Fra musikbyen Tennessee kommer Orthodox, som nok må beskrives som et hardcoreband fremfor et metalcoreband. Kvintetten er aggressiv, og deres seneste album fra 2025, A Door Left Open fortæller alt om den soniske vildskab, man måtte forvente at høre live. Amerikanerne lever straight edge-livsstilen, hvor alkohol og andre sjove ting ikke skal stå i vejen for en energiudladning af de helt store. Men i det ølelskende Danmark er det så et blasfemisk udtryk, eller går den rent igennem hos de fremmødte?

En lektion i ren ondskab og knogleknusende tunghed
Inden Orthodox trådte på scenen, flød blød jazz ud af højttalerne som en faretruende kontrast til det, der ventede. Lyset slukkede brat, og to minutter før tid faldt nålen på en 50’er-LP over anlægget. Bandet trådte på i bælgmørke og antændte lokalet som en vanvittig pyroman på afbrændingstogt.
Visuelt var det en dyster affære: Bandet var indhyllet i et intenst rødt skær, mens mørket ellers opslugte scenen. Man kunne knap nok ane bandmedlemmerne fra start, men man var slet ikke i tvivl om deres tilstedeværelse. Hvad der må have været Danmarks største subwoofer, producerede en baseksplosion, som ramte en lige i brystkassen og mindede om, at man ikke var trådt ind til en dansktopkoncert. Fra start blev der spillet med vanvittig præcision og ren ondskab, og da frontmanden opfordrede til circle pit, opstod denne nærmest, før musikken overhovedet var sat i gang. Både band og publikum var tændt og klar til kamp.
Orthodox blev ved med at opfordre publikum til at bevæge sig mere. Særligt for denne type hardcoremusik blev der opfordret til at lade ben og knytnæver falde, hvorend de måtte lande. Fænomenet crowdkilling er muligvis ikke så udpræget i Danmark – og man har nok mest af alt lyst til at sige heldigvis. Crowdkilling er mosh på speed, og med two-step som base må det siges at forvolde noget mere skade på de deltagende (og andre omkring) end ved traditionel moshing.

Selvom det var bandets første besøg i det danske, optrådte de med en autoritet, som var de aftenens headliner. De var i konstant kontakt med salen og greb chancen 100 %. Godt tolv minutter inde i sættet hoppede over halvdelen af publikum i takt, hvilket må siges at være en mere end godkendt bedrift for et opvarmningsband, der åbnede et fire-bands program en søndag aften.
Frontmand Adam Easterling ejede publikum og valsede rundt på scenen med moves, som må være tyvstjålet fra Peter Maguries “Evil Dance” fra Spiderman 3. Det hele kulminerede i absolut vanvid. Ud af ingenting kom en person flyvende fra backstage direkte ud i mængden. Publikum var så overrumplede, at ingen nåede at gribe vedkommende, som røg direkte i gulvet. Da nummeret ”Cave In” blev fyret af, cementerede kvintetten sig efter min mening som et band, der hellere end gerne må komme tilbage til Danmark hurtigst muligt.

Varials
Til min mindre fortrydelse så var det svært for mig at afgøre på forhånd, om jeg havde glædet mig mest til at se Orthodox eller Varials på aftenens program. Varials spiller, som Orthodox, mere hardcore end metalcore. Deres lyd er, særligt på dette års album, WHERE THE LIGHT LEAVES, altødelæggende og aggressiv. Hvis bandet formår at omdanne noget af det soniske kaos, så kan jeg ikke forestille mig, at Lille VEGA ikke rammer kogepunktet endnu en gang. Varials overtog scenen umiddelbart efter, at Orthodox havde trådt pedalen helt i bund, så spørgsmålet var blot, om det overhovedet var muligt at opretholde den ekstreme temperatur, som opvarmningsbandet havde efterladt lokalet i. Det viste sig hurtigt at blive en svær opgave.

I skyggen af en eksplosiv åbning
Over de første sange nåede Varials aldrig helt de samme højder som foregående akt, og kontakten med publikum lod vente på sig. Lyden var ikke nær så knusende som hos forgængerne, og man fangede sig selv i at savne den ekstra guitar i lydbilledet, som Varials ellers har opereret med tidligere. Når det er sagt, holdt bandets nye frontmand, Shane Lyons, et fuldstændig usvigeligt højt niveau og arbejdede hårdt for sagen.
Selvom Varials skulle bruge lidt tid på at varme op, var der ingen tvivl om bandets musikalske tyngde, da de først kom i gear. Deres breakdowns var om muligt et par tommer hårdere end Orthodoxs, og særligt guitaren lød fænomenalt skarp. Musikalsk fremstod Varials en smule mere velspillede, men de manglede det kompromisløse tempo, der havde defineret aftenens første sæt.

Vi skulle et godt stykke ind i koncerten, før der reelt blev kommunikeret med salen. Da opfordringen til crowdsurfere endelig kom, var reaktionen dog afdæmpet. Bandet forsøgte ligeledes at trække folk tættere på scenen, men de fleste trak sig tilbage for ikke at blive fanget i den mest kaotiske zone i midten. Midtvejs trak nummeret ”Hurt Chamber” noget af kadencen ud af showet, men heldigvis varede det afbræk kortvarigt, før et ondt guitarriff hurtigt bragte skuden tilbage på rette kurs. Et af aftenens absolutte højdepunkter var, da Easterling fra Orthodox trådte på scenen til en eksplosiv feature sammen med Lyons – et tydeligt tegn på et stærkt sammenhold på tværs af tour-plakaten – særligt efter at Lyons også kortvarigt havde gæstet Orthodox på scenen kort forinden.

Til det sidste nummer, ”I'll Find the Dark”, blev der givet fuld gas. Nummeret blev råbt igennem med et dæmonisk dybt ‘Motherfucker!’, og i et kort, befriende øjeblik matchede intensiteten i rummet fuldstændig det niveau, der lagde bunden tidligere på aftenen.
Alt var tilladt i VEGA denne søndag: fra crowdkilling til stagedives. Det er normalt en god ting i hardcoremiljøet, men en del af publikum lod til at være en smule distanceret fra de få i midten af crowdet, der gav den lidt mere end bare almindelig gas. Isoleret set leverede Varials en teknisk og musikalsk stærk præstation med knusende hårdhed. Men i en direkte sammenligning var det Orthodox, der tog den samlede sejr på ren rå kant og uudslukkelig energi.
Silent Planet
Californiske Silent Planet repræsenterer en mere melankolsk og emotionel side end de to foregående bands. Mens det ikke nødvendigvis behøver at være en dårlig ting, så var der røde lamper, der blinkede for undertegnede, der frygtede et dyk i kadencen for aftenen. Men man kan ikke ignorere det antal plader, bandet sælger, og her er de to foregående bands altså langt fra at tangere Silent Planet. I øvrigt var Silent Planet klart det band, jeg har glædet mig mindst til, og dermed var min forventning til showet også et godt stykke under de andre bands. Så da aftenens tredje opvarmningsband trådte ind på scenen, meldte bekymringen sig: Hvad i alverden gør man som metalcoreband for at holde kadencen, når publikum lige er blevet tæsket igennem af to kompromisløse hardcore-acts?

Fra rå knoglestød til teatralsk dybde
Silent Planet greb udfordringen an på deres helt egen måde. Showet startede i bælgmørke med et pulserende elektronisk beat, der gled direkte over i et tungt, massivt riff. Frontmanden Garrett Russell leverede en absolut vokalmæssig masterclass fra første sekund. Rå, brutale growls og screams blev holdt i langstrakte, frygtindgydende sekvenser, mens publikum så måbende til.
Den vilde crowdkilling var nu udskiftet med mere traditionel mosh, og størstedelen af den tætpakkede sal var i bevægelse. Lyden i VEGA sad lige i skabet: Vokal og guitar trængte knivskarpt igennem, og trommerne fik lov til at slå igennem uden nogensinde at blive skingre.

Sammenlignet med aftenens to første navne var der skruet op for det teatralske udtryk, og det var tydeligt at mærke, at Silent Planet bevægede sig på en noget større kommerciel klinge. Musikken bæres i høj grad af elektroniske elementer, hvilket krævede, at den ene guitarist undervejs måtte styre en pultlignende opsætning på scenen. Hvad man end måtte mene om den slags, var der ingen tvivl, for når de knusende guitarer trængte igennem højtalerne, ramte de ekstremt hårdt. Særligt på “Antimatter”, som er bandets mest populære skæring, fremstod kvintetten særdeles skarp på alle parametre.

Hvor forløberne hele tiden krævede fysisk energi, turde Silent Planet geare ned. Sættets langsommere og mere atmosfæriske sekvenser greb salen fuldstændigt. Publikumsstøjen forstummede, og alle opsugede det stærke, emotionelle udtryk. Særligt et nummer dedikeret til forsangerens bror satte sit præg. Hver en følelse blev krænget ud af kroppen på scenen i en smuk og ærlig hyldest, som publikum tog imod uden tøven. Det hele blev afrundet med et kort, men vigtigt budskab fra scenen: Det er okay at være fucked up, men husk at tale med nogen om det, før det er for sent.
Hvis du har brug for at tale med nogen eller blot har brug for hjælp, er Livslinien klar på telefon 70 201 201. Læs mere på www.livslinien.dk.
Silent Planet leverede et intenst, gribende og ekstremt velspillet sæt, der beviste, at der er masser af plads til store følelser midt i et tungt og kaotisk program. Personligt lod jeg mig rive fuldstændig med og blev dermed også overbevist om, hvorfor Silent Planet fortjener deres plads øverst på metalcoreskamlen.
The Amity Affliction
De australske mastodonter besøgte Danmark for et års tid siden, da deres landsmænd fra Parkway Drive trak sig fra koncerten i KB Hallen, blot dage før den skulle have været afholdt. Sammen med Thy Art Is Murder valgte The Amity Affliction (TAA) at spille koncerten uanset på en langt mindre venue i Lille VEGA og lagde spillestedet fuldstændig ned.
Jeg har anmeldt bandets nyeste album, House of Cards, tidligere i år – og jeg vil anbefale at hoppe ind og læse denne, da der er sket noget udskiftning i bandet, som har ændret udtrykket markant. Nu er turen til at opleve resultatet live, og det har jeg både gruet og set frem til på samme tid, lige siden koncerten blev annonceret. Særligt var savnet af tidligere bassist og clean-forsanger Ahren Stringer noget, som jeg gruede for, ville spille en stor rolle i sættet.

Kampen mod sygdom og skyggen fra fortiden
Der blev lagt hårdt ud med tre kontante nostalgibangers, hvor intensiteten intet fejlede. De mange dedikerede fans skreg deres lunger ud for fuld smadder på numre som “Pittsburgh (No Intro)” og “Drag the Lake”. Gennem de to ikoniske numre spiller Ahren Stringers vokal en stor rolle for bandets lyd og identitet på indspilningerne. Den nye clean vokalist, Jonathan Reeves, nærmer sig Ahren Stringer lydmæssigt, men der ér altså forskel. Momentvis gav det desværre en lidt coverbandagtig vibe på de ældre numre, da netop Stringers vokal har været så bærende for bandets lyd.

Forsanger Joel Birch meldte ud fra scenen ganske tidligt, at han desværre var lidt ramt af noget sygdom, og det gav muligvis grund til bekymring for undertegnede, men det viste sig ikke at skabe de helt store udfordringer for det erfarne orkester.
Gennembruddet for det friske materiale fra House of Cards kom med nummeret “Bleed”, hvor det hurtige tempo omgående tændte op under publikum. Bandet spillede fra et teknisk synspunkt fremragende og bar præg af, at den nye besætnings sammenspil absolut ikke skulle stå i vejen for at levere en velspillet seance.
Selvom ordet ‘kedeligt’ undervejs strejfede tankerne, var det måske mere et udtryk for, at TAA falmede en smule i sammenligning med den ekstreme temperatur, som Orthodox, Varials og Silent Planet havde lagt for dagen. Sætlisten var ellers skruet glimrende sammen med en fin balance mellem nyt materiale og velkendte metalcoreklassikere. For de dedikerede fans på de forreste rækker var der dog ingen slingrevals. Metalcorenostalgien ramte plet, og fællessangen holdt gang i festen. Der kom da også gang i crowdsurfing – så meget, at en stædig roadie måtte træde til og skubbe en halvfuld koncertgæst med en øl i hånden ned fra scenekanten.

TAA lykkedes også med at skrue helt ned i tempo og bringe en akustisk guitar ind på scenen til “All Fucked Up”. Det var timet godt, da man fornemmede, at publikum efter snart fire timers koncert godt kunne bruge et lille afbræk fra den høje energi. Lille VEGA blev totalt oplyst af mobillamper, mens publikum kunne suge lidt tiltrængt luft ind inden den store finale.
Det voldsomme nummer ”Kickboxer” bragte et så massivt tryk i lyden, at man øjeblikkeligt lod sig rive med. Et af sættets højdepunkt kom under ”Death's Hand”, som sad lige i skabet. Her trådte en publikummer op på scenen for at hjælpe den hårdt prøvede frontmand med vokalen, som blev til et øjeblik, der bragte store smil frem hos både band og crew. Til sidst satte samtlige tilstedeværende sig ned på gulvet i Lille VEGA efter anvisning fra Birch for derefter at eksplodere op i luften og fyre den allersidste energi af på ekstranummeret “Soak Me In Bleach”. Det satte et punktum for en flot aften, hvor publikum virkelig måtte kæmpe en kamp for at følge med det tårnhøje energiniveau, der var blevet lagt for dagen.

Det var måske ikke aftenens mest helstøbte eller mest energiske optræden rent vokalt og præstationsmæssigt, men TAA leverede en smagfuld afslutning på et fænomenalt og udmattende fire-bands maraton. Jeg får muligvis ballade fra de største TAA-fans, men objektivt set kan man ikke benægte, at TAA ikke kunne matche energiniveauet fra de foregående bands. Men nostalgitrippet fik vi, og det var svært at overhøre begejstringen for TAA’s optræden på vej ud af salen.
Træt, smadret og overordentligt tilfreds
Sammensætningen af disse fire bands på denne turné havde sat nogle tanker i gang hos anmelderen. Orthodox og Varials er relativt ukendte navne i internationalt regi og må siges at spille noget mere kompromisløs musik end Silent Planet og TAA. Selvsagt kunne man lokkes til at tro, at man ville gå i stå efter de to hårdere sæt, men Silent Planet viste med deres overlegenhed, at et skift i kadencen og musikaliteten på ingen måde var et problem for at opretholde publikums opmærksomhed. Sammen med TAA repræsenterer Silent Planet en markant større kommerciel succes, som i sig selv trækker en masse gæster ind i VEGA.
Jeg har svært ved at se andre kombinationer, der ville give så meget plads til de to hardcore-acts, som i den grad gjorde alt, hvad de kunne for at bevise deres værd. De greb chancen og dominerede nærmest hvert eneste minut, de var til stede på scenen.
The Amity Affliction leverede et nostalgitrip for alle, der har dyrket metalcore igennem årenes løb. Stringers fravær og Joel Birch, der ikke var 100 %, tog nok også en lille smule af helhedsoplevelsen. Men det var svært for dem at komme efter de tre foregående indslag, som havde lagt så hårdt et fundament for aftenen. Kombinationen af bands på turnéen giver derfor mening for mig på bagkant, da de repræsenterer forskellige æraer og genrer, og der må siges alligevel at være ganske mange overlap. Med ondt i det meste af kroppen kan jeg konstatere, at det var en fantastisk aften i VEGA og helt sikkert et af 2026’s absolut største og bedste metalcoreaftener.
Sætlister:
Orthodox:
- Sacred Place
- Blend in With the Weak
- Commit to Consequence
- Body Chalk
- One Less Body
- Searching for A Pulse
- Head on a Spike
- Keep Your Blessings
- Dread Weight
- Waiting
- Cave In
Varials:
- Where the Light Leaves
- Anything to Numb
- No Lie Untouched
- Blissful End
- Bleeding
- South of One
- The Hurt Chamber
- Your Soul Feeds
- Empire of Dirt
- I’ll Find the Dark
Silent Planet:
- Offworlder
- Collider
- Dreamwalker
- Antimatter
- Wick
- :Signal:
- Panopticon
- Mindframe
- The New Eternity
- Panic Room
- Trilogy
The Amity Affliction:
- Pittsburgh (No Intro)
- Drag The Lake
- Like Love
- Bleed
- Heaven Sent
- It’s Hell Down Here
- House of Cards
- All My Friends Are Dead
- Open Letter
- Afterlife
- All Fucked Up
- Kickboxer
- All That I Remember
- Death’s Hand