Rumahoy

Rumahoy, der blev dannet i 2011 og spiller piratmetal, er meget svære at tage alvorligt. De virker som en billig udgave af Alestorm, som man kunne have købt på Wish, for selv om musikerne faktisk er gode nok, og samspillet er fint, så er Captain Yarrface nok en af de dårligste sangere, jeg længe har hørt! Jeg vil nærmest betegne hans præstation som råberi, og flere af teksterne er noget, en otteårig sagtens kunne have skrevet. Men det var ikke til hinder for, at Rumahoy indtog scenen med stor selvtillid og varmede op under publikum, da de lagde ud med “Cowboys of the Sea”, der stammer fra albummet Time II Party fra 2019. Og på trods af mine indvendinger mod bandet kan man ikke nægte, at Rumahoy var det perfekte opvarmningsband for Alestorm, og at det fremmødte publikum ikke var så skeptisk som undertegnede. Captain Yarrface, der er gruppens talsmand og sanger, var løbende i dialog med publikum og viste stolt sin fine glimmerpistol, som han påstod var gammel og værdifuld. Selvsagt var “Treasure Gun” ikke nogen toppræstation fra kaptajnens side, men både bassist og guitarist sang fint med, så det endte med at lyde nogenlunde. Gruppens seneste udspil “Not looking for Love” blev reddet hjem ved, at halvdelen af sangen var playback med en Aqua-agtig stemme, som bassist Cabinboy Treasurequest mimede til. “Pirateship” afsluttede det rædselsfulde sæt, der ifølge Heavymetal.dk´s udsendte fotograf tillige var et sandt angreb på lugtesansen, efter cirka 45 minutter.

Sætliste:

1. Cowboys of the Sea
2. Harambe, the Pirate Gorilla
3. Treasure Gun
4. Not Looking For Love
5. Time to Party
6. Forest Party
7. Pirateship

4/10

Wind Rose

Klokken 19.05 kom de italienske dværge traskende ind på scenen og indledte deres del af koncerten med “Army of Stone” fra deres seneste udspil Warfront, og det klarede de til perfektion! Bandets næste sang “Drunken Dwarves” blev udført på samme vis og fik publikum yderligere op i gear. Cavalieri viste det opstemte publikum, hvordan der skulle danses, og det udløste et sandt hoppeorgie foran scenen. Jeg bed særlig mærke i det gennemgående fremragende kor, hvor især bassist Cristiano Bertocchi gjorde det rigtigt flot. Og alle sange blev performet til ug lige på nær af “Together We Rise”, hvor det haltede en smule med Cavalieris stemme, der ellers var helt fortræffelig. Desuden var bandet gode til at animere publikum til at deltage i diverse syng-med-aktiviteter, og det lignede, at Wind Rose var oprigtigt glade for at være der og for, at publikum kunne skråle mere eller mindre fint med på alle sangene.
Som afsluttende nummer spillede de deres nok mest kendte sang “Diggy Diggy Hole”, og i den forbindelse hentede Cavalieri en ung fan op på scenen og lod ham synge med i sin mikrofon. Uden besvær hoppede denne ret tunge sanger rundt på scenen med en tiårig på armen samtidig med, at han sang denne vidunderligt stupide sang. For at sætte kronen på værket fik publikum den store glæde at se alle fra bandet udleve deres drømme som dansere til “Diggy Diggy Hole (Dance Remix)” – sikke et himmelsk syn! Det eneste, der er at klage over, er, at denne koncert var alt, alt for kort. Hvis du ligesom mig ikke kan få nok af Wind Rose, skal du bare have anskaffet dig en billet til Udgårdsfest 2023 den 29. september 2023, hvor Wind Rose er headliner. 

Sætliste:

1. Army of Stone
2. Drunken Dwarves
3. Fellows of the Hammer
4. Mine Mine Mine!
5. Together We Rise
6. Diggy Diggy Hole (The Yogscast cover)

8/10

Gloryhammer

Musikerne omkring mastermind Chris Bowen har holdt hinanden ud siden gruppens opstart i 2010 og er kendte for deres racistiske og kvindehadske indstilling, mens den nye Angus McFife, Sozos Michael, er ny og ubrugt. Hans stemme er ganske vist ikke så gennemtrængende som hans forgænger Thomas Winklers, men til gengæld har Michael en meget mere vindende udstråling. Gruppen præsenterede deres nye single “Fly away” samt sange fra alle tre af deres gamle albummer med stærkt fokus på Legends from Beoynd the Galactic Terrorvortex fra 2019 og startede med “The Siege of Dunkeld”, som de kom fint fra. “Gloryhammer” var også bombesikker, da publikum kunne den udenad og skrålede med. Sozos holdt fin kontakt til publikum, og i sin introduktion til den næste sang mente han, at Danmark jo var kendt for bacon og Lego, mens det næste land var “Land of Unicorns”. Også bassist James Cartwright og guitarist Paul Templing fik lov til at snakke med publikum og introducere hver deres sang, og langsomt, men sikkert fik Gloryhammer arbejdet sig igennem deres sætliste. Da de var fremme ved sidste nummer “The Unicorn Invasion of Dundee”, var der et kort øjeblik, hvor der var sang i højtaleren, men ikke noget gruppemedlem, der bevægede læberne. Det kan selvfølgelig vække mistanke om playback hos det opmærksomme publikum; resten af publikum havde nok for travlt med at vifte med medbragte oppustelige enhjørninger og plastikhamre til at opdage dette.
Konklusionen efter en time i selskab med Gloryhammer er efter min mening, at de ikke var så dårlige, som optagelser fra YouTube lod formode. De klarede det faktisk ret flot og fortjener respekt – især den nye sanger, der kun har været med i et år, men på fin vis repræsenterer bandet udadtil og giver dette til tider udskældte band en mere menneskelig fremtoning.

Sætliste:

1. The Siege of Dunkeld (In Hoots We Trust)
2. Gloryhammer
3. The Land of Unicorns
4. Fly Away
5. Keeper Of The Celestial Flame of Abernethy
6. Masters of the Galaxy
7. Hootsforce
8. Angus McFife
9. Universe on Fire
10. The Unicorn Invasion of Dundee

8/10

Alestorm

Efter et langt Queen-potpourri slog klokken 21.30, og Alestorm trådte omsider ind på scenen. Egentlig er alt ved det gamle hos de skotske pirater med Chris Bowes på sang og keytar, Gareth Murdock på bas, Peter Alcorn på trommer, Elliot Vernon på keyboard og Máté Bodor på guitar. Men som tilføjelse til bandet har de givet deres oppustelige badeand to små venner, der må stå på hver deres side af scenen. Alestorm havde på forhånd sørget for, at publikum var i godt humør ved at udskænke gratis shots, og man er ikke i tvivl om, at de ikke tager sig selv så alvorligt, for der blev lavet et par vittigheder på egen bekostning som for eksempel, at de er sellouts og discomusikere. Men Alestorm leverede også et show, hvor der var mere fokus på selve showet end på musikken; når det er sagt, skal det ikke lyde, som om performancen ikke var i orden, for det var den skam. Sangene lød, som de gør på pladerne, men det var festen, som både publikum og Alestorm var kommet for.
De krydrede deres sæt med små besøg fra for eksempel Captain Yarrface, der optrådte som Beef Guy fra Australien, som bundede en flaske vin på syv sekunder, hvorefter han rappede Flo Ridas part i “Hangover”. I “Zombies Ate My Pirate Ship” optrådte han udklædt som dame i en forklædning, der gør den skæggede kvinde i Steel Panthers musikvideoer til skamme, og et andet Rumahoy-medlem måtte kravle i blæksprutte-kostume i forbindelse med “Death Throes of the Terrorsquid”, så man kunne mistænke Alestorm for at holde Rumahoy-gutterne som slaver. Også deres guitartech måtte holde for som billig underholdning, da han som intro til “Shipwrecked” blev tvunget til at lave dinosauruslyde. Alestorms mission var helt klart at holde gang i festen, og de gav en slet skjult opfordring til crowdsurfing, som publikum i den grad tog op, og sikkerhedsvagterne fik nok at se til. Og den del af publikum, der ikke kunne finde ud af at synge ordentligt med, blev opfordret til at ro på gulvet, der dog flød med øl, så man sagtens kunne være roet væk, hvis man havde haft en gummibåd.
Efter halvanden time i de letkøbte morsomheders tjeneste kunne man godt spørge sig selv, om man kunne tåle mere. Havde jeg haft valget mellem en halv time mere med Alestorm eller en olfert, så havde jeg klart taget olferten! Jeg kan personligt skrive på min bucketlist, at jeg har været der, og så er det også godt nok. Men det var tydeligt, at denne slags musik har en masse fans, som havde en lystig og for dem vellykket aften.

8/10