Slyngel

Først på scenen og først i pitten

Slyngel har efterhånden gjort sig fortjent til mere end blot at være et navn, man møder tilfældigt på festivalplakaterne. Ved Copenhagen Metal Fest i 2024 sparkede de festen i gang med deres beskidte blanding af black og speed metal, og året efter leverede de ifølge Heavymetal.dk deres hidtil skarpeste koncert som support for ORM. Med ”Deathcult” fra Dark Speed Power og den stadig stærke livekarisma hos forsanger Frygt var forventningen derfor, at Slyngel ville gøre præcis det, de er bedst til. Tænde lunten og sætte gang i festen.

Slyngel sætter fut i lømmel-land

Der gik ikke lang tid, før det stod klart, at Slyngel havde tænkt sig at gøre netop det. Opskriften er fræsende speed metal, sort attitude og en god portion lømmel-energi. Forsanger Frygt og resten af bandet virker ikke bange for at lade perfektion vige for energi, og det er fortsat en af gruppens største styrker. Chris på guitar spillede en nærmest fejlfri koncert, selvom han konstant hoppede og dansede rundt på den lille scene.

Frygt er samtidig ikke typen, der nøjes med at stå og synge. Frygt gik selv heftigt ind i pitten til sidst og moshede voldsomt. Det smittede tydeligt af på publikum, og mod slutningen tog det for alvor fart. De sidste to-tre numre udviklede sig til en mindre pitfest, hvilket må siges at være en ganske effektiv måde at give blod til kultfesten.

Der er en vis ensartethed i materialet. ”Last Son” vil jeg fremhæve som et nummer, der bryder lidt med det hæsblæsende tempo, mens andre numre kan flyde sammen i deres thrashede riffs. Denne aften var det dog ikke det, publikum kom for at diskutere. De kom for at få tæsk, og Slyngel var mere end villige til at uddele dem.

Fem minutter i midnat

Selvom klokken ikke var 20.00 endnu, da koncerten sluttede, var stemningen som til midnatsmesse. Slyngel beviste endnu en gang, at de har forstået den vigtigste disciplin for et liveband. Man skal ikke bare spille sine sange, man skal få publikum til at ville have mere. Det lykkedes i den grad denne aften. Energi, attitude og en forsanger, der selv kaster sig ind i pitten, gjorde koncerten mindeværdig.

Slyngel har stadig ikke opfundet blackened speed metal på ny, og variationen i materialet kunne sagtens være større. Men når bandet rammer den rette blanding af råhed, spilleglæde og fandenivoldskhed, fungerer konceptet. Denne aften var især publikums voksende engagement et tydeligt bevis på, at slynglerne har fat i noget.

8/10

Ædel Fetich

Fetich for det uforudsigelige

Et rygte om at være et stærkt liveband var kommet Ædel Fetich i forkøbet, så derfor var forventningerne til Ædel Fetich høje, da de denne aften skulle lukke festen efter Slyngel. Bandet har tidligere vist, at de kan få deres blanding af black metal, punk og teatralsk galskab til at fungere på en scene, og debutalbummet fra februar 2026 har givet dem et stærkt katalog at plukke fra. Samtidig er det interessant, at bandet allerede tidligere har luftet nyt materiale live. Det var nok til at glæde mig til.

Skvat vrider sig fri

Det er svært at tale om Ædel Fetich uden at tale om Skvat. Hans teatralske rablen, skrig og mere flamboyante vokal er en væsentlig del af bandets identitet. De tre øvrige, Ingen, Skovgænger og Neglefanden får de mange temposkift og skæve riffs til at hænge sammen, mens Skvat kan koncentrere sig om at være den uforudsigelige faktor. De laver alle gak og løjer og får galskab til at ligne en glad, rolig og naturlig adfærd.

Det var især de nye numre, der var interessante. De føltes ikke som fyld mellem de velkendte sange, men som en naturlig videreførelse af bandets udvikling. Ædel Fetich bevæger sig fortsat mellem black metal og punk tilsat kaos og selvironi uden at miste retningen.

Og så var der selvfølgelig gæstevokalen på næstsidste nummer. Jakob Miehe Sørensen fra Solens Folk dukkede op ved mikrofonen og tilførte en mørk og mere goth-præget side, som jeg synes, klædte bandet særdeles godt. Det var et af koncertens klare højdepunkter og viste samtidig, at Ædel Fetich ikke behøver vælge mellem det brutale og det følsomme.

En fetich, der stadig virker

Ædel Fetich har efterhånden spillet nok koncerter til, at det uforudsigelige næsten er blevet en del af forventningen. Heldigvis har bandet stadig noget at overraske med. Det nye materiale holder niveauet, Skvat er fortsat en frontfigur, man ikke kan tage øjnene fra, og Jakob Miehe Sørensens gæsteoptræden gav koncerten et ekstra lag. Ædel Fetich leverede en koncert, hvor særpræget ikke stod i vejen for musikken, men var selve pointen. De er stadig skæve, stadig brutale og stadig underholdende, og de nye numre tyder på, at udviklingen langt fra er slut. Jeg kunne godt have ønsket mig en længere koncert end lige over en halv time.

8/10