Foto: Neil Poulsen
Foto: Neil Poulsen

Aalborg Metal Festival 2026 - Illdisposed

Studenterhuset Aalborg, Aalborg

Officiel vurdering: 7/10

Don’t mention the war

Så blev det for alvor tid til ni lys i gravhøjen, at grave lig op og få bank af Bo - for det er fucking Bo’s band - da de gamle drenge i Illdisposed fra 90’er-dokumentaren Headbangere I Hovedlandet gik på scenen under Aalborg Metal Festival. Dokumentaren blev optaget i ‘97, og Illdisposed har siden betrådt et væld af scener. Er de så blevet voksne med tiden? Nej, ikke rigtigt, men de har lært en rutine, som de spillede fejlfrit, sidst jeg så dem på Viborg Metal Festival tidligere i år. Herefter lærte jeg også, at nogen i bandet måske tidligere har haft lidt for meget kløe i højre arm og været lidt for glad for en gut med Charlie Chaplin-overskæg, da forsanger Bo Sommer medvirkede i et band med det charmerende navn ‘Hvid Røvfuld Band’. Sommer - eller skulle vi kalde ham Erik som i dokumentaren - hævdede under koncerten, at Ildisposed var blevet cancelled, fordi de var fra 90’erne og nok havde tisset lidt i nogle håndvaske, da de var unge. Uden at sige for meget har kontroverserne med bandet nok handlet om lidt alvorligere problematikker… men det kommer vi ikke videre ind på her. For som Monty Python sagde: ‘Don’t mention the war’. 

 Neil Poulsen

Det, du har mistet, skal du for evigt bære med dig

Illdisposed har - på den musikalske front - bare aldrig en dårlig dag. De spillede stringent uden dikkedarer, og ligesom i Viborg var Jakob Battens guitarspil særdeles stramt, mens basbunden ligeledes var upåklagelig. Sommers (Eriks) vokal var som altid dyb og klangfuld på eksempelvis “Weak Is Your God”. Det hele var upåklageligt, for med Illdisposed får man altid præcis det, man bestiller. Hverken mere eller mindre. Sommers mulletfrisure havde godt nok ‘business in the front, party in the back’, men hans publikumskontakt var ikke særligt festlig. Måske er det bare den jyske dialekt eller et forsøg på at virke komisk, men han lød ufatteligt ugidelig gennem hele koncerten. Til gengæld fejlede hans vokal intet, når han sang, og det var vel det vigtigste. Alle guitarriff faldt på plads, og ikke en eneste rytme ramte forkert. Fremdriften og sammensætningen af sætlisten var ligeledes upåklagelig, og under numre som “Time To Dominate” var pitten umulig at kontrollere. Der kom en hel del crowd surfers, som bestemt følte Illdisposeds kærlighed… desværre var der ikke altid nogen til at gribe dem. Det her ligger godt nok uden for bandets magt, men det er nødt til at blive sagt: Sikkerheden under festivalen var ikke god nok, og det blev især tydeligt nu. Flere crowd surfers kom over bølgebryderen uden overhovedet at blive grebet. En enkelt kunne være endt uheldigt på nakken og således ødelægge resten af sit liv på grund af en Illdisposed-koncert… hvilket simpelthen ikke er det værd. Lyden var der også lidt knas med, men der lyder jeg jo selv efterhånden som en LP med hakker i, når jeg gentager det i anmeldelserne af Aalborg Metal festival… Og Sommer sagde da også, at de ikke havde deres vanlige lydmand med. Sommer lukkede i det hele taget en hel del halvkvædede viser ud under koncerten, hvorefter man selv måtte sortere i, hvad der var løgn, og hvad der var latin. Måske var det Sommers forsøg på at være morsom, men det er han altså ikke særligt god til. Det er efterhånden nogle år siden, at han delte øretævere ud under Headbangere I Hovedlandet, og bandet har da til dels også lidt mistet deres bid, da det virkede, som om de ikke rigtigt gad at være der. Bandet spillede dog upåklageligt. En ting, der ramte rent, var hyldesten til guitarist Rasmus Hække, der døde kun 47 år gammel. Han fik en solid og velfortjent klapsalve med på vejen - og ved næste koncert kunne han sagten få et helt minuts stilhed. Det, vi har mistet, vil vi for evigt bære med os, og man må gerne vise sorgens byrde frem for at mindes. Det var således smukt, at det var med, men det kunne have fyldt mere.

 Neil Poulsen

Perfekt kunst er ikke altid godt

Illdisposed spillede perfekt, stramt og sprødt, men lidt ugideligt. Der er ingen tvivl om, at Bo’s band stadig lever i bedste velgående… også selvom Bo Sommer er det eneste medlem, der er tilbage siden Headbangere I Hovedlandet. Til gengæld virkede han lidt træt og ugidelig, mens guitaristerne og særligt Jakob Batten bar koncerten. Der var ikke mange fingre at sætte på hverken bas, guitar eller trommer - men ligesom tidligere i år savnede jeg spilleglæde og vildskab. Hvis man bare vil have ni lys i gravhøjen og grave lig op, ville man dog nok være særdeles tilfreds med denne koncert.

 Neil Poulsen