Foto: Neil Poulsen
Balancegang på livets linie
Livet udspænder sig på en line mellem vugge og grav, på hvilken vi balancerer. Storm P. har illustreret det med en klovn som linedanser på den udspændte snor mellem fødsel og død. En performer med rød næse og påmalet smil, der gør sit bedste for at opføre en god livsforestilling for både andre og sig selv. Det er et fint, naivistisk billede med mange lag – men Storm P. har udeladt noget på sin farverige livsskildring. Han har nemlig ikke tegnet, hvad der sker, hvis man falder ned fra livets line. Han har glemt at tegne afgrunden.
Det danske deathcoreband He Who Saw The Abyss dykker derimod durk ned i afgrunden og har gjort det helt fra begyndelsen. Hvis man vil læse mere om bandets historie, har jeg lavet en interviewrække, der fulgte udgivelsen af House of Dust. Vi skal nu synke helt ned i dybet som Oscar Wilde i De Profundis. Der, hvor livet gør så ondt, at det næsten bliver uudholdeligt. Derfor vil jeg for god ordens skyld gentage opfordringen fra mit sidste interview med bandet: Tag fat i Livslinjen, en ven, en kollega, en psykolog eller en præst, hvis du tynges ned af tunge tanker – byrderne bliver lidt lettere, når man har nogen at løfte dem sammen med.
Noget nyt under opsejling
Der er sket en del i He Who Saw The Abyss, siden jeg så dem sidst. Mikkel Rützou (eller rettere: The Narrator) var just kommet ind som forsanger, lige inden jeg sidst så dem på Beta2300. Siden har de også fået Berry (aka The Empress) med til at give musikken flere dimensioner med sine elektroniske lydlandskaber. Man kunne høre, at hun udvidede lyden, dog uden at de elektroniske elementer tog over, hvilket var en fin balance. Hvis man undrer sig over titlerne i parentes, så markerer de en anden retning for bandet, hvor det lader til, at de er ved at opbygge en ny fortælling. Det hele virker lidt mystisk, og det er vel netop også meningen. Vil de mon bevæge sig væk fra hovedstolen og ud i et andet narrativt univers – og hvordan vil dette eventuelle tematiske skift passe sammen med deres tidligere diskografi? Det måtte tiden vise. Denne eftermiddag på Studenterhuset kunne det i hvert fald mærkes, at der var sket en udvikling i bandet – og at mere måske var under opsejling.
Sætlisten bød både på sange fra House of Dust og Echo Passage. Bassen var massiv og afgrundsdyb under alle sangene, og Ole Lorenzen (The Navigator) slog som altid rytmerne solidt på plads med kreative fills og atypiske tempi. Trommepedalen stod sjældent stille, og der var både plads til klassiske rytmekompositioner samt en vis leg med tidssignaturerne. He Who Saw The Abyss har tidligere fortalt, at de på enkelte sange har skrevet trommesekvenserne før alt andet. Jeg ved ikke, om det stadig er praksis, men på enkelte af deres tidligere sange var det tydeligt, at trommen var skubbet i front af lydbilledet og fik mere plads end vanligt. Det var en forfriskende måde at ryste posen på og gav musikken en stærk, rytmisk rygrad. Guitaren kunne dog godt have fået en anelse mere plads under koncerten, da dens lyd blev en anelse mudret.
The Narrator gør det særdeles godt som forsanger og udviste et stort stemmeomfang, hvor hans vokal nåede lidt højere tinder end den tidligere forsanger, Daniel Lønberg, plejede at gøre. Der var lidt mere ‘RIIIII’ og mindre brøl i ham, og til tider blev vokalen en anelse diskant. Selvom The Narrator uden tvivl er en særdeles kompetent sanger, kom jeg lidt til at savne Lønbergs dybe growls – og så følelsen af, at han havde været med til tilblivelsen af sangene og derfor havde en anden indlevelse, når han optrådte med dem live. The Narrator gjorde ellers alt, hvad han kunne, for at genopføre sangenes fortællinger med både stemme og krop … men der manglede en ikke helt definerbar følelse af autenticitet og sårbarhed. Men måske ændrer det sig i fremtiden, når han nu er en del af tilblivelsesprocessen på deres nye materiale? “Wounds” gik dog alligevel direkte i kødet på lytteren, og det samme kan siges om det meste af sætlisten. Desværre var denne bare for kort, for efter omkring 23 minutters intens koncert gik bandet pludselig af scenen. Det var en anelse antiklimatisk, fordi man var sulten efter endnu mere hårdtslående deathcore.
Mere brøletid
Egentlig er det jo et cadeau, at man efter en koncert gerne ville have mere. For hvis det havde været noget værre gøgemøg, ville man jo drage et lettelsens suk ved koncertens sidste toner – det har jeg i hvert fald gjort flere gange. Desværre virkede det her, som om der manglede en afsluttende sætning i fortællingen, efter det sidste punktum var sat. He Who Saw The Abyss havde spilleplanen imod sig, idet de allerede spillede kl. 13 og derfor havde fået et særdeles kort sæt samt spillede for et tømmermændsramt folk efter Aalborg Metal Festivals første dag. Det var for snæver en plads på programmet, og man kunne mærke, at de havde brug for mere luft til at udfolde sig. Det får de jo heldigvis, når de spiller som med-hovednavn sammen med Nothing Noble på Stengade til januar. Koncerten her var ikke helt hjemme, omend sangene taler for sig selv. Det bliver derfor spændende, når He Who Saw The Abyss får mere taletid – eller rettere: brøletid – og måske er kommet bedre på plads i deres nye udvikling.
