Foto: Neil Poulsen
Metal-maskerade
Der har i en længere periode været budt op til maskebal på metalscenen. Ansigtets troldspejling af sjælen dækkes til, så bandmedlemmerne kan være både alle og ingen på scenen. Maskeraden går fra den ene yderlighed til den anden, for den finder sted til koncerter med alt fra Portal til Slipknot eller Sleep Token. Er det en gimmick? Nogle gange. Faktum er, at man skal opleve det live for at kunne fastslå, om maskeringen har en effekt. Idet jeg missede det portugisiske post-blackmetalbandGaerea på Copenhell i sommer, skulle dette blive mit første møde med de mørkklædte gespenster. Selvom de siden har ændret kurs, hvad angår tematikken i deres musik, pryder Asmodæus’ symbol nemlig på deres ansigter, hvor mimikken ellers ville udspille sig. Her er der ingen risiko for at forveksle bandmedlemmernes navne, for de er alle anonyme og virker generelt som garvede, musikalske pokerspillere, der holder kortene tæt ind til kroppen. De har før høstet hele ti flammende kranier her på siden, da de gæstede Amager Bio, men nu skulle det blive min tur til at få syn for sagen. Ville Gaerea mon kunne holde masken eller tabe ansigt?
Højt at flyve …
Hvis du vil flyve tæt på solen, skal du støbe dine vinger solidt. Ikaros' voksvinger kunne ikke bære solens skoldhede stråler, da han fløj den for nær. På samme måde er Gaerea fløjet højt og nået langt i metalverdenen med deres mesterværk af et album, Limbo. På deres seneste album, Loss, havde bandet dog smeltet vragdele fra metalcore ind i deres vingers støbning. Som Ikaros fløj de for tæt på solen og faldt fra fordums storheds høje tinde og ned i den dybe afgrund af uindfriede forventninger. Således skulle det blive spændende, hvor meget deres nyeste album ville fylde i koncerten, og om det ville udvande oplevelsen af den.
Ja, Loss fyldte meget på sætlisten med eksempelvis “Nomad” og “Submerged”... men det gjorde egentlig ikke så meget. For mens jeg savner deres tidligere tyngde på albummet, når jeg hører det for mig selv, så levede alle sangene live. Særligt forsangeren og guitaristens indlevelse i musikken på scenen solgte selv de melodiske sekvenser og den hjerte-smerte-skønsang, der ellers plejer at give mig røde hunde og åndedrætsbesvær. De havde hånden på hjertet – både i bogstavelig og overført forstand. Forsangeren balancerede på både scenekanten og grænsen mellem det karikerede Harlekin-agtige kropslige skuespil og en ærlig sårbarhed. Nok var de maskerede, men måske netop derfor kunne de åbne sig for publikum og komme os helt nær. Vokalen skal ligeledes helst høres live, når forsangeren udgyder sine hæse weltschmerzskrig mod en tavs himmel. Desværre var der enkelte udfald i forsangerens stemme, særligt ved koncertens begyndelse. Sandsynligvis kunne han som Manticoras frontmand tidligere på dagen ikke høre sig selv. Det er jo noget af et benspænd, som kunne have fået mange til at snuble. Som koncerten skred frem virkede det dog, som om han genfandt fodfæstet og siden stod sikkert på sine versefødder. Vi fik heldigvis også lidt musik fra ‘way back in time’ med “Coma”, og det var et kærkomment gensyn.
Denne aften var Gaerea som en tyrefægter, hvis musik var en rød klud foran publikums Cimbrertyr. Salen splittedes i en wall of death, circlepittens smeltedigel af kroppe kogte over, og koncerten løb med rekorden for flest crowdsurfere denne dag. Gaerea har før været i Aalborg, og deres kærlighed til stedet samt dets mennesker var mærkbar – og gengældt! Hvem end de er, så er alle musikerne i Gaerea særdeles habile, og der var ikke en finger at sætte på hverken bas, trommer eller guitar. Eller … hvis jeg må sætte én enkelt fedtfinger på det, så lå bas og guitar så meget i samme leje, at guitaren af og til gik tabt. Men det var nu en petitesse.
Verden er en scene …
‘Alle bærer en maske.’ Således har Gaerea udtalt sig i et interview med os, og det er så sandt, som det er sagt. Spørgsmålet var nu, hvilken af teaterets to masker Gaerea bar denne aften: den grinende Thalia, der repræsenterer komedien, eller Melpomenes grædende ansigt, der illustrerer tragedien? Man var på intet tidspunkt i tvivl, for der gjalder et ekko af fadogenren gennem Gaereas musik og nærvær på scenen. Fado er portugisisk folkemusik, der sætter toner på både små og store tragedier, og man kunne mærke, at det er ærligt hjerteblod fra dybe, sjælelige sår, der pumpede skarlagensrødt ud over publikum denne aften. Vokalen ramte ikke helt, og jeg savnede stadig at høre mere fra deres tidligere magnum opus. Men bandets elegante pantomime på scenen drev koncerten hjem som en velplaceret pil durk i hjertekulen. Deres maskerade var ej blot til lyst, og trods deres skjulte ansigter stod de nøgent frem på scenen. Altså i billedlig forstand – heldigvis. Dette var mit første møde med bandet, men det bliver ikke det sidste!
