Foto: Neil Poulsen
Foto: Neil Poulsen

Aalborg Metal Festival 2026 - Celeste

Studenterhuset Aalborg, Aalborg

Officiel vurdering: 9/10

Vil lydhavet tilgive eller tilintetgøre?

Vrede er nervegift. Den antændes i hjertet og breder sig som en steppebrand langs muskulaturen, spænder senerne og sender voldelige spasmer ud i lemmerne. Det var ikke meningen – men pludselig lander flaskens glaskølle mod baghovedet af den, der påsatte vredesbranden i dit hjertekammers arne. Blod og glasskår flyder overalt … og måske ender et af disse glasskår i havet. Bølgerne kaster sig over skåret og skurer det rent for blodskam. Alle destruktive, skarpe kanter slibes væk af sand, og til sidst er det en rund, uskyldsren perle. Hvordan mon det føles at være sådan et glasskår, der kastes omkring blandt bølgebrus og mærker havbundens ophvirvlede sand fyge omkring sig? Jo, det føles nok ligesom at være til en koncert med det franske band Celeste. De er skumfødt af Lyons punkscene, men spiller i dag avantgarde-black metal. Feedback, tremolo og atypiske rytmer kaster lytteren rundt, som var vi et uslebet glasskår i et viltert lydhav. Men ville vi mon ligeledes komme velafrundede ud fra koncerten eller splintres mellem de stormombruste bølger? 

 Neil Poulsen

Luk øjnene, og åbn ørerne

Øjnene er vores vinduer til verden. Men har vi egentlig brug for dem, når det blot gælder om at lytte – eller bliver vores blik blot en distraktion, som fører os væk fra musikken mod uvæsentlige sanseindtryk? Denne aften blændede Celeste os med mere massive tågebanker end i Silent Hill. I kunstneren Olafur Eliassons installationsværk Den Blinde Passager går man gennem en uendeligt lang, tågefyldt tunnel. Aftenens koncert gav mig deja-vu, da det mindede om min rejse gennem tågernes rige i kunstværket – og koncerten var lige så stor en oplevelse, som da jeg så Eliassons installation på Arken og følte mig ført væk til nye verdener. Både tågen og sangene åbnede en portal væk fra verdens trummerum, for de mange lag i musikken fik den til at fremstå flerdimensionel og altomfavnende. Særligt bas og guitar vævede sig fint sammen uden at overdøve hinanden. Således skabte Celeste et sonisk flimmer med feedbackpræget guitar og bas, hvor forstanden forsvandt. De grynede guitarriffs spandt sammen med den bastante bas en ulden lyd, der varmede publikum som en sweater strikket af uld fra sorte black metal-får. Bandet spillede i det hele taget med en varm og rund lyd, der dog til tider blev brudt og trevlet op. For det første skete det, når bassen gik fra at være en underliggende varm brise til at ramme os med omskiftelige vindstød af stormstyrke. Disse temposkift var netop noget af det, der holdt min opmærksomhed i et jerngreb. Nogle af disse var minimalistiske i deres komposition, mens andre helt omvæltede lydbilledet. Således kunne man aldrig vide sig helt tryg i denne fortættede franske nat, hvor både salen og musikken fremstod kulsort. For det andet blev lyden helt konkret afbrudt, da forsanger og bassist Johan Girardeau satte koncerten på pause, idet lyen gik i udu. Det skete også under Svartkonst, så det har nok været et generelt lydteknisk problem. Nuvel, det er vel force majeure og ikke decideret bandets skyld, selvom det var særdeles forstyrrende. Men hvordan lød Celeste så ellers, når de spillede? Jo, på numre som “(A)” lullede rytmerne og den langsomme basgang os først ind i en sikker søvn. Trommerne var til tider en anelse flade og forsimplede … indtil man pludselig blev rusket vågen af komplekse rytmekompositioner og instrumenter, der både gik på tværs af og stødte ind i hinanden. Det var et kontrolleret kaos med rytmer, der først gik hånd i hånd, men med et brød op og bankede sammen i knytnævestød for efter kampens hede igen at finde hinandens samhørighed. På sange som “De tes yeux bleus perlés” var der en fin vekslen mellem det simple og komplekse i trommens kompositioner. Ligeså var det med guitaren, der både vidste, hvornår den skulle holde sig bag de andre instrumenter, samt hvornår den skulle træde i forgrunden, hvor den spandt opadgående arabesker i tremolo. Dens toner lå længere tilbage i lydbilledet, end man er vant til, men bandt alligevel det hele sammen. Celeste lød ikke som nogen andre, men var alligevel umiskendeligt black metal med en dyb vokal, tremolo, blast beats samt både et visuelt og auditivt mørke. Sådan blev musikken stoflig, og skyggerne fortættedes omkring os. Samtidig var de ligeledes umiskendeligt avantgarde med atypiske tempi og pandelamper. Ja, pandelamper.

 Neil Poulsen

Et mørkt, musikalsk mellemrum

For alle i bandet havde en rød pandelampe på, der som Terminators øje var det eneste, der tilkendegav deres tilstedeværelse på scenen – udover musikken, naturligvis. Det var et interessant kunstnerisk greb, som man lige skulle sluge. For hvorfor skulle de som fortabte minearbejdere bære pandelamper? Disse lamper fik dem nærmest til at ligne kykloper med ét rødglødende øje. Det var både et simpelt og aparte træk, da enhver jo kan købe en pandelampe, mens de færreste nok ville anvende den til dette formål. Det var således både avantgarde og bredt tilgængeligt – ord, der ellers ofte er antonymer, og derfor er disse pandelamper et glimrende billede på koncerten som helhed. Den var tilgængelig for alle, der blot havde dyppet en tå i black-metallens sorte sø, men samtidig kompleks nok til at vække nysgerrigheden hos dem, der gerne hopper durk i avantgardens mørke sump. Det var rart at få lov til at hive en stor, ulden rullekrave af mørk musik op over halsen. Her skulle man ikke mønstre ikke-eksisterende entusiasme og energi til hovedskaller i pitten. Nej, man kunne få lov til blot at være til og nyde musikken i svalende stilstand. Celeste emmede af fransk film noir, mørkristet kaffe og sort metal. Det er ikke for de fleste – men hvor er jeg dog lykkelig for, at bands som Celeste skaber mellemrum for de få, der dyrker dette særegne mørke. Man blev ført med af et mørkt hav, og efter koncerten forekom sjælens glasskår som slebne perler.

 Neil Poulsen