Før Suffocations koncert i Pumpehuset mandag d. 12. februar havde jeg den udsøgte fornøjelse at interviewe guitarist og grundlæggende medlem af bandet Terrence Hobbs. Når man sidder ansigt til ansigt, tager samtalen ofte en anden drejning end tiltænkt. Det blev en morsom, meget ærlig, oprigtig og nede på jorden-samtale, hvor vi kom godt rundt om emner vedrørende livet på landevejen, teknologi i moderne musik, metalscenen nu kontra tidligere, og ikke mindst fik vi vendt emnet covid, som på en eller anden måde gjorde metalscenen en kæmpe tjeneste ifølge Terrence Hobbs.

Til at starte med: Mange tak, fordi du har afsat tid til dette interview. Det er en fornøjelse at møde dig.
”Jamen, selv tak. Det er fedt, at du gider at snakke med mig. Jeg bliver lige nødt til at undskylde mig selv, for jeg er en anelse træt. Når man tager på turné og ikke har nogen hviledage, så kan det godt føles lidt hårdt. Men hey, sådan er livet på landevejen”, siger Terrence Hobbs og strækker sin krop.

Men det må du vel egentlig være vant til efterhånden?
”Altså jo, men stadig. Jeg er ikke helt dus med, hvad det gør for min soverutine. Når man er i forskellige tidszoner hver dag, er på forskellige fly og lufthavne, mister man en masse tid. Alt det her sammenlagt er, ja, du ved i hvert fald ikke, hvad 9 til 17 er mere. Så derfor skal du ikke blive overrasket, hvis jeg pludselig begynder at snorke midt under det her”, udbryder Terrence og laver snorkelyde, lægger hovedet på skrå og lukker øjnene. ” Jeg er SÅ træt, narkolepsi”, siger han og griner højlydt.

Men vænner man sig ikke til at sove, når man kan, og ikke når man har brug for det?
”Tjoh, det kan man godt sige. Du får noget søvn, når du kan. Når jeg skal med fly, så forsøger jeg at boarde og være så træt som muligt. Netop for at kunne sove hele flyveturen væk. Hvis altså det er muligt, men det ender som regel med, at der er nogle børn der spolerer det, ha-ha”. Terrence laver lyde af barnegråd og griner efterfølgende. Han fortsætter med at berette: ”Så kigger børnene på dig og siger: Hvad i alverden er det? Det er ofte anderledes med børn, når de skal ud at flyve. De er sådan mere entusiastiske og tænker: For pokker, ja! Det bliver godt det her, lad os komme afsted. Ofte kan de trykudligne deres ører og lade som ingenting, men de helt små? Åh, gud. Der er ingen kære mor, ha-ha”. Terrence ryster sit hoved.

De er hårdføre?
”Ja, det må man sige. Prøv at forestille dig at sidde dejlig blødt og behageligt bagest i flyet med en stak drinks foran dig, og du får endelig lukket øjnene en smule og slumrer hen, og der så pludselig er et barn, der græder (red.: Hobbs imiterer barnegråd), og man er bare sådan: Hvad i alverden er det? Eller hvis du sidder ved midtergangen og pludselig bliver ramt af drinksvognen. Bang! Så vågner du, og lidt omtumlet udbryder du: Hvad skete der? Ha-ha. Eller hvis du beder en lille bøn til Gud, fordi der er turbulens. Åh Gud, åh Gud, ha-ha. Så ja, det er en udfordring. Det er morsomt at flyve, ha-ha”, beretter Terrence i en sarkastisk tone.

Endnu engang, velkommen til Danmark.
”Mange tak. Vi elsker København”.

I har jo stort set været i Danmark på årlig basis de sidste år?
”Ja, vi har i hvert fald forsøgt. Vi fik endelig udgivet det nye album, og da det var ude, gik hele den her cyklus med turné med mere i gang igen. Det betyder bare mere arbejde til mig”, siger Terrence og slår ud i latter.

Er det ikke altid et spørgsmål om timing, når man skal udgive et nyt album?
”Jo, det er det altid. Du ved, lige meget hvad, så vil der altid være en konkurrence, hvad angår udgivelser eller andet, der forhindrer folk i at komme og høre musikken på et specifikt tidspunkt, men ja. Det kan man ikke rigtig gøre noget ved, men for mit vedkommende, fordi det er mit niende eller tiende album, er det sådan lidt ligegyldigt, ha-ha. Jeg har været med til at udgive så mange albummer, så jeg behøver ikke at udgive et hvert år for at følge med”.

Så du siger, at folk kender dig nu?
”Ja, altså det tager jo lidt længere tid at øge kreativiteten og få udviklet noget nyt. Noget, der ikke er det samme som før, eller kører i samme rille. Det bliver hurtigt sådan noget skrald, hvis man kan sige det sådan, ha-ha. Nej, det har jeg ikke lyst til. Al den tid og det overskud, som du putter i det, skal helst afspejle, hvem vi er, når vi overleverer det til lytterne, hvis det giver mening?”

Kan det passe, at I har forsøgt jer med en lidt anden tilgang til det nye album (Hymns from The Apocrypha) end til det tidligere?
”Ja, det blev vi nødt til. Altså, vi har jo fået nogle nye bandmedlemmer. Og når jeg siger nye, har de været med i bandet i syv eller otte år, men du ved, albummerne er ikke udkommet en gang om året, som hvis du er et helt nyt band, så skal der arbejdes lidt mere på det. Og så ville jeg være sikker på, at udover mig og Derek (red.: Boyer), som mere eller mindre er fra det oprindelige line-up, skulle de nyere medlemmer også have indflydelse på bandet, for hvad er et band, hvis alle ikke bidrager? Det tog lidt tid på grund af al det rejsen på den tidligere turné, altså at vi kunne sætte os ned og arbejde med nogle nye riffs og for at sikre os, at vi alle kunne lide det, og ikke mindst tale sammen om det. Oveni det har vi Ricky (red.: Myers), som skriver lyrikken og udvikler historien og aspekterne, og vi går sådan lidt frem og tilbage. Derfor kom det til at tage tid med alt det, der foregik ind imellem.
Som jeg sagde tidligere, så kommer der ikke et album fra os hvert år, men jeg synes faktisk, at denne her udgivelse er faldet rigtig godt ud”.

Hvordan og hvorledes med turnéen, hvordan går det med den indtil videre?
”Altså, den går indtil videre rigtig godt. Organectomy, Enterprise Earth og Sanguisugabogg er jo nye og upcoming grupper, og de har rigtig meget at byde ind med. Derudover har vi haft rigtig mange udsolgte koncerter på denne turné, flere end vi har haft indtil nu, så ja. Det er virkelig fedt, og der skal da lige lyde en kæmpe tak til alle de, der kommer og hører musikken og støtter os. Vi værdsætter det meget. Fordi alle mand hver løfter deres andel, så løfter vi i samlet flok. Alle ved, hvilke opgaver de har, og sammen bliver det til noget helt specielt. Ikke bare ”endnu en til bogen”. Til vores show er der noget for enhver, en genre for alle, så de, der kommer og ser os, kan koble det sammen. Jeg synes, at det er rigtig fedt”, fortæller Terrence.
”Når det så er sagt, så vil jeg da også gerne lige sige, at det er fedt at være på landevejen med disse grupper. De er superseje”.

Hvad savner du mest, når du er på turné?
Terrence fortsætter med at fortælle: ”Altså, når man er på turné, bruger du rigtig meget tid på at se gamle venner, især dem, der er flyttet væk, men især dem, som du er opvokset med. Det er simpelthen noget, som jeg ikke vil undvære i mit liv. Jeg er heldig at have været i et band i så lang tid og været på landevejen, har mødt rigtig mange mennesker og at have rigtig gode venner. Ja, jeg synes, at det i bund og grund er med til at gøre verden til et mindre sted, og så er det simpelthen bare skønt at være med til at lave det og være med til at se glade mennesker og smilende ansigter, og selvfølgelig se dem have en fest. Når det er sagt, så har jeg ingen planer om IKKE at tage på turné, også selvom det til tider kan blive en anelse intensivt og hektisk, men altså, jeg har jo også et liv derhjemme. Man kan simpelthen ikke være på landevejen hele tiden, hele året rundt, og så regne med, at hjemmefronten er jublende glade. Men altså, regningerne betaler desværre ikke sig selv, så ja, der er en tid til enhver ting, og for det meste er det herligt at være afsted, især når man kan mødes med folk som dig, hænge ud og pøse ud med en masse mundlort, ha-ha”.

Med det sagt, så kan jeg forestille mig, at når du så ER hjemme, savner du at komme afsted?
”Ja, helt sikkert. Det er rigtig godt at komme hjem, men efter et par uger er det sådan lidt ” Åh, lad mig komme væk herfra”, og samtidig når man er ude, så længes man hjem. Det er altid modsætningsfyldt”.

Jeg har hørt, at der iblandt jer ”gutter” på turné opstår sådan en hel speciel måde at kommunikere på?
”Åh jo, gutterne! Ja, det er faktisk ret fedt, at der efter alle de her år og alle de her turnéer, OG når man har set så mange bands, så kommer du til at krydse veje med dem igen. Det gør sig i øvrigt også gældende for hele det crew, der er med, både dem på scenen og alle dem bagved. Alle bliver på en eller anden måde for én stor familie. Og den slags familie er faktisk federe, end man umiddelbart regner med. Netop fordi du jo tager rundt fra sted til sted og møder mennesker, som du kender fra tidligere, så bliver vi en stor familie, og det er egentlig ret fedt. Ja, og så det faktum, at du måske møder mennesker, som du ikke har set i lang tid, og når du genser dem, har man sjove historier fra tidligere, som man kan sætte sig og snakke om. Det er faktisk i den kontekst, du indser, at du har været med i dette ”spil” i rigtig mange år”, siger Terrence med et smil på læben, hvorefter han udbryder: ”Ja, jeg er ved at være gammel, gad vide, om det er derfor, jeg har så mange grå hår på hovedet?” og skraldgriner. ”Ha-ha, ja, det er sgu lidt fucked up det hele. Så ja, i bund og grund skal man gøre det, fordi man elsker det, intet andet”.

Er det en gennemgående ting kun indenfor metalscenen?
”Altså … nu hedder det jo dødsmetal”, siger Terrence og sætter i et stort grin. ”Du bruger alle de penge, du tjener, på at tage ud at spille, og på ting, som du godt kan lide, og så går du på arbejde igen for at få råd til at tage ud at spille. Der er det her gamle mundheld: Man tager for 5.000 dollars musikudstyr og instrumenter, propper det ind i din 500 dollars bil for at tage til en koncert, som du bliver betalt 50 dollars for. Ja, det er faktisk sandheden. Det sker virkelig, og rigtig mange gange tænker du: Puha, det er monsterhårdt, og næsten lige meget hvor stor en stjerne du bliver, jamen, det vil altid have den indvirkning på dig. Og også det faktum, om man kommer helskindet igennem rent økonomisk, hvor man sidder og tænker: Klarer jeg den igennem denne måned, eller hele året, for den sags skyld. Jeg tager ikke noget for givet, men en ting er sikkert, og det er, at jeg elsker, hvad jeg laver og at stå på en scene, for det er en fed ting at lave”.

Så du fortæller mig, at ingen penge kan opveje den oplevelse, det er?
”Helt sikkert, det er supertilfredsstillende, og når alle andre mennesker tager på ferie og sådanne ting, jamen, så siger jeg, at dét her er min slags ferie. Det er her, hvor jeg kan komme af med en masse ophobede følelser og energi, og hvor jeg er i stand til at udtrykke mig selv på forskellige måder, hvilket er en ret fed ting”.

Så på en eller anden måde kan man sige, at man bliver afhængig af det?
”Ja, helt sikkert. Det er et adrenalin-boost. Åh, gud … hvor er mit fix?” udbryder Terrence og griner. ”Jeg SKAL bare op på scenen, det er her, energi bliver lavet”.

Med alt hvad du nu har med i rygsækken, hvilket råd ville du give en 20-årig Terrence Hobbs, hvis du stod ansigt til ansigt med ham?
”Puha, jeg tror ikke, at jeg ville kunne give ham et råd. Eller jo. Måske at jeg ville sige: ”Vent du bare og se, klaphat, ha-ha. Du vil ikke engang vide, hvad der kommer til at ske. Den 20-årige Terrence ville bare være, ja, ”Jeg tror ikke, at det her fører nogle vegne” Ej, helt seriøst, så tror jeg, at jeg ville sige: ”Gør det, du kan lide”, for jeg kan simpelthen ikke se mig selv lave noget som helst andet, hverken dengang eller nu. Og ja, hvis gode ting sker, så sker de, og det er med det in mente, at jeg spiller i et dødsmetalband, hvor chancen for at du og din karriere bliver til noget brugbart, er en ud af en million. Det er også derfor, at jeg er taknemmelig for, at jeg kan sidde her og snakke med dig om det, og ved du hvad? Det er bare den rigtige vare”.

Hvis vi så kigger lidt på udviklingen af metalscenen, fra da du startede til nu, hvad tænker du om det?
”Altså, den har jo udviklet sig rimelig meget, specielt set i lyset af det digitale aspekt med computer og hvad der dertil hører. Folk har mulighed for at skrive sange derhjemme, hvilket gør det noget nemmere, fremfor at man hele tiden skal booke en tid i et stort studie eller noget i den dur, som koster en ordentlig bunke penge hver gang. Også udviklingen af for eksempel YouTube gør, at musikere ikke nødvendigvis behøver at bruge en masse penge på guitarlektioner eller lignende. De kan simpelthen bare søge på lige det, hjertet begærer, lære lidt derfra og så øve derhjemme med hvem end de nu synes er fede og inspirerende, for at gøre tingene mere effektive, og det er jo blot en god ting, hvis det giver mening? MEN jeg mener også, at det bremser folk. Hele ideen med at have et band går ligesom fløjten. Når folk sidder samlet i et rum og udvikler ideer, er det da helt klart at foretrække fremfor at sidde helt alene. Det bliver alt for sterilt på den måde, så målet må da være at få samlet bandet under samme tag og udnytte, hvad end der sker på verdens dødsmetalscener lige nu, så man kan få det ud til så mange mennesker som overhovedet muligt. Det er sådan en spiral, og alt kommer og går. Hvad der var på vej op tilbage i 1980’erne, gik på retur i 1990’erne, og ja, det er begyndt at komme tilbage. I bund og grund kan man sige, at det er sådan en slags bølgegang. Man holder ud, selv i medgang og ikke mindst i modgang, og ja ... hvis du virkelig elsker det, du laver, så vil det også altid være der for dig”.

Suffocation havde en periode, hvor I ikke spillede sammen som band. Hvordan føltes den periode, og hvad gjorde det for dig personligt?
”Altså, jeg arbejdede lidt med en håndfuld andre musikere, ikke kun kendte, men gode, gamle venner, og så havde jeg et helt almindeligt regulært arbejde. Da vi endelig fandt tilbage igen, måtte jeg stille mig selv spørgsmålet: Vil jeg fortsætte med at have en karriere på jobmarkedet, eller ville jeg spille musik? Hvilken retning ville jeg få mest udbytte af? Og ja, jeg valgte musikken. Så behøver jeg heller ikke at skulle arbejde sammen med en sur chef eller noget i den dur, ha-ha. Ja, jeg tror på den lange bane, at det var det bedste valg for mig”, fortæller Terrence.
”Ting har det med at gå op og ned, og ja, sådan en ting som covid gjorde absolut heller intet godt for metalscenen. Folk fik frataget deres frihed, og pludselig indså de, at de ikke længere kunne gå til de koncerter, de lystede, netop fordi spillestederne var lukket ned. Det var jo ikke kun indenfor metalscenen, men i hele branchen. Det gik lige pludselig op for folk, at de ikke kunne komme ud og socialisere, og da covid så endelig slap sit tag, blev folk stadigvæk fastholdt. Det, der skete, var, at folk stadig ikke kunne gå ud, man kunne ikke komme ud og øve med sit band, ej heller tage et fly og tage ud og se en koncert. Når det er sagt, har metal-elskere et meget stærkt og sammentømret fællesskab, og jeg tror, at folk, der kender til scenen, virkelig kan relatere til det. Så selvom covid var noget af det værste, der kunne ske, så tror jeg faktisk, at det gav metalscenen et boost, hvis det giver mening? Netop fordi folk nu, efter at alle forbuddene blev ophævet, indså og begyndte at respektere det mere, og man begyndte at komme mere ud og yde sin støtte til bands i form af gå til flere koncerter og lignende, hvilket vi i forvejen på denne lille minoritets-scene ikke bliver betalt ret meget for, og det gør sig i øvrigt også gældende i forhold til streaming og så videre. Derfor er det så herligt at se folk til koncerter, hvor de udover at indløse billet også køber cd’er og T-shirts med mere. Ja, man kan godt sige, at det hele er blevet meget mere organisk, og der er kommet en anden respekt fra folket.
Altså, det er jo så uhyre nemt at sidde derhjemme og danne sig en mening om et band, men det var jo først i det øjeblik, hvor folk fik frataget deres frihed og blev tilbageholdt, at de længtes efter at komme ud, og nu, hvor de kan, så får den hele armen. Det er det her gamle ordsprog med, at du ikke ved, hvad du har, før du mister det. Ting, du tager for givet.
Det er faktisk meget morsomt, for når vi er ude på turné, er hele omgangen med brug af masker meget forskellig. Jeg tror, at vi skulle forsøge at implementere, hvad asiaterne har gjort. Hvis en person føler sig dårlig, og vedkommende skal ud i offentligt rum, så tager de maske på for at holde en given form for sygdom hos sig selv. Altså, jeg mener ikke at man skal gå rundt med masker på 24 timer i døgnet og isolere sig og mere eller mindre og blive fuldstændig paranoid, men nærmere noget generel høflighed, som hvis vi udbredte det i hele verden, så ville det have en stor indvirkning. Jeg er godt nok glad for, at det er væk! Puha … sygdom eller fupnummer, eller hvad hulan man vil kalde covid, det er ét og samme. Op i r#¤%& med det”, siger Terrence og griner højt.
”Det værste var nu engang alle de her siddende koncerter. Det var virkelig dødens pølse. Det er ligesom at se folk, der tager ud for at danse uden musik. Eller musikken har de, blot i høretelefoner. Hvad i alverden skal det gøre godt for? Ha-ha. Det tager da al den her stemning og følelse ud af musik. Hvordan i alverden skal man egentlig kunne kommunikere med hinanden?” siger Terrence og ruller med øjnene.
”Altså, for vores vedkommende i bandet, vi VIL simpelthen have vores forstærkere med på scenen. Vi gider ikke bruge alt det her in ear-halløj og lignende ting. Jeg vil til enhver tid hellere arbejde med en ”gammel opsætning”. Det føles meget bedre, når man står på scenen. Som minimum vil jeg have noget saft og kraft”.

Mener du, at det mister noget autenticitet?
”Ja, lige præcis. Jeg vil ti gange hellere tage til en koncert med Pantera, hvor de har 18 Marshall 900 full stacks med på scenen, der giver folk noget saft og kraft”, beretter Terrence grinende. ”Teknologi er fint, men jeg mener simpelthen, at det tager for meget personlighed ud af musik”.

Spiller du andre instrumenter end guitar?
”Ja, en gang imellem kan jeg godt finde på at sidde og hygge lidt med en bas, men nej, ikke sådan noget seriøst. Altså, jeg spiller ikke trommer, men jeg har da et trommesæt derhjemme. Jeg har simpelthen ikke den nødvendige tid til at sætte mig ned og lære det og øve mig. Jeg spiller lidt på keyboard, fordi jeg laver noget programmering og lignende, som er til præ-produktioner. Jeg kunne sikkert sagtens spille trommer, for jeg forstår konceptet bag, men nej. Jeg ville sikkert skulle bruge et år eller to på at sidde og øve mig for at få det til at lyde sådan nogenlunde hæderligt. Og ja, jeg har simpelthen bare ikke tiden til det. Jeg har alt for travlt med min guitar. Faktisk er Ricky (red.: Myers) også trommeslager. Han er et af de grundlæggende medlemmer af bandet Disgorge, så nej ... det er der vist ingen grund til, at jeg kaster mig ud i. Jeg er og forbliver guitarist”.

Hvor ser du Suffocation om ti år? Spiller I stadig sammen?
”Hmm, ja det kunne jeg godt tænke mig. Jeg mener, at musik er en livslang ting, og ja, så er det noget, som ingen kan tage fra dig. Er du én gang i stand til at spille musik, så skal man da endelig blive ved. Hvorfor ikke, kan man sige? Jeg bliver ved, for jeg har på ingen måder lyst til at stoppe. Hvad angår Suffocation, så lad os se, hvad der sker. Jeg synes selv, at vi har et ret fedt band, folk er virkelig engagerede i at skrive og lave musik, og desto mere musik vi får produceret, jo mere kan vi tage ud og spille koncerter, og det ville da egentlig være en åndssvag ting at lade passere. Så lad os se, hvad verden har at byde os”, konkluderer Terrence på dette spørgsmål.

Hvor er I i forhold til denne turné? Kan det passe, at I er cirka halvvejs?
”Ja, det passer vist meget godt. Vi har stadig en hel del koncerter, som vi skal spille, så det er ret fedt”.

Og er det så kun i Europa?
”Ja, Europa og England. Så vidt jeg husker, har vi seks koncerter at spille derovre, og efter det flyver vi hjem til Staterne. Når der så er gået en måneds tid, så skal vi på turné i Asien, Australien, Kina, Korea, Indonesien, Vietnam og en masse andre lande derovre”.

Er folk glade for metal derovre?
”Åh jo. Især i Indonesien. Deres demografi er, ja, lad os bare sige det på følgende måde: De har mange flere metalhoveder end alle andre lande. Det er helt vildt. De er fuldstændig vilde med musikken. I Jakarta har de for eksempel en festival, der hedder Hammersonic Festival. Vi har lige spillet til den festival i Indonesien, og ved du hvad? Nogle af de her festivaler er sponsoreret af selveste Kentucky Fried Chicken og andre i den boldgade. Jo-jo, det er seriøst dernede”, udbryder Terrence og griner højt.
”Forestil dig en lille ø med måske 50.000 mennesker, hvor folk bare er ude og give den fuld gas. Det bliver fedt at komme tilbage dertil, når denne turné her er overstået. Bagefter kommer vi tilbage til Europa og spiller på nogle af festivalerne til sommer. Dernæst står den på koncerter i Sydamerika, og inden årets udgang skal vi spille lidt i Nordamerika igen. Så ja, vi er godt booket resten af året. Hvad 2025 så bringer, må vi vente og se. Men det er egentlig meget fedt, at vi allerede nu ved, at året er fyldt ud”.

Så I har en god turné-manager, der sørger for, at I får kalenderen fyldt?
”Lige præcis. Ham, vi har, Dime, er virkelig en god gut. Ham må du have mødt? Ham har vi før arbejdet med, og han er virkelig en alletiders mand.
Det er ligesom det, vi talte om tidligere. Folk bliver en del af din anden familie”.

Terrence og jeg har en god samtale i gang, da vi pludselig bliver afbrudt af meget høje lyde fra Organectomy og deres lydprøver oppe i Pumpehusets Kransal. Vi kan intet andet end at grine af det og af det faktum, at vi intet andet kan end at se hinandens mundbevægelser. I en kort pause fra de høje lyde udtrykker Terrence sin udbredte tilfredshed med bandet der har lydprøve, og han bliver ovenud lykkelig, da jeg kan overbringe ham nyheden om, at aftenens koncert allerede kan melde udsolgt.
” Mange tak, Danmark!” råber Terrence og fortsætter: ”For pokker da, København. Hvor er det bare virkelig fedt” og klapper hænderne sammen gentagne gange.
Endnu engang bliver vi afbrudt af de høje lyde og får gestikuleret til hinanden, at vi vist hellere må trække et andet sted hen. Vi går backstage og hilser på resten af Suffocation, og efter det en tiltrængt mundfuld frisk luft. Jeg takker mange gange for interviewet, og nu venter der inden længe en koncert, som jeg har set frem til i lang tid.