Desaster

Desaster

Et af tysklands ældste Black Metal bands har igen bevist, at de med deres nye granat, ”Angelwhore” er blandt de førende inden for genren, så det var på sin plads at få en lille snak med Tormentor (Sodomized drum-chaos and double cannonfire)

heavymetal.dk (HM):
Hej drenge, er I tilfredse med jeres nye album?

Tormentor (T):
Hey metalhead! Ja det er vi helt klart. Selvfølgelig kunne man bagefter lave en del om, men det er meget normalt ved os. Når en plade er udkommet, kan vi altid høre at der er et eller andet som kunne være bedre, men nå ja vi har lært af vores fejl og prøver at rette dem næste gang.

HM:
I har et nyt pladeselskab og i laver interviews med de store magasiner, som f.eks. Rock Hard. Er I på vej op af undergrunden?

T:
Hvor begynder undergrunden og hvor hører den op? Jeg mener, den ting at vi nu er ved Metal Blade, betyder jo ikke automatisk at vi nu pludselig er blevet rock stars og tjener mange penge. Vi har hver især et job som vi er glade for. Den vigtigste grund til, at vi nu er ved Metal Blade, er simpelthen fordi vi gerne vil spille noget mere i udlandet. Her i Tyskland har vi i de sidste år spillet for meget. Vi har fået en meget fair kontrakt med Metal Blade, og vi har endnu alle vore rettigheder, som vi f.eks. også havde ved Iron Pegasus, og de udgiver jo som bekendt også vinyl versionen af "Angelwhore". Vi har også rettighederne til vores merchandise, og i Syd Amerika gik rettighederne til pladen til vore makkere fra Mutilation Records. Og vi lavede faktisk også interviews med de store magasiner før.

HM:
Jeg har hørt, at der snart kommer en DVD med jer?

T:
DVD’en er udkommet og hedder "Brazillian Blitzkrieg Blaphemies" og den blev optaget i 2003 i Sao Paulo. Samtidig blev den udgivet som dobbelt LP og CD, DVD’en indeholder, foruden koncerten, optagelser fra vor rejse derned samt et par gamle live optagelser, og et rigtigt flot inlay.

HM:
Når du sidder derhjemme og hører musik, hører du så kun 80’er metal, eller kommer der også noget mere moderne i playeren.

T:
Altså disse typiske såkaldte moderne bands som In Flames, rører jeg ikke med en ildtang. Hvis jeg hører "nyere" bands så er det bands som Primordial, Delirious, Farscape, Toxic Holocaust, Nocturnal, Twisted Tower Dire, Metal Inquisitor, Steelpreacher og en del flere. Jeg kan ikke bruge den moderne musik til noget som helst. Alle de kliniske produktioner og det der "jeg kan growle men jeg kan også synge pænt" mix-max går mig totalt på nerverne, ikke noget for mig, fy for satan.

HM:
Kan vi måske regne med, at I nu med det nye album i bagagen laver en lille tour i Skandinavien.?

T:
Ingen anelse, vi lavede to killer-gigs i Finland i begyndelsen af året, det var kanon. Her for tiden har vi en del kontakt til Danmark og Sverige. Den eneste grund til, at vi ikke har spillet hos jer endnu, er fordi jeres alkohol er så forbandet dyr, ha ha en lille joke. Nej, seriøst det kunne være rigtig fedt at få lov til at spille hos jer. (mon ikke han forveksler os med Sverige?, -red.)

HM:
Kan du fortælle lidt omkring teksteren på den nye plade?

T:
Jeg interesserer mig egentlig ikke for teksterne. For mig er stemmen endnu et instrument, jeg mener, går du efter en koncert og tænker "hold kæft hvor havde de fede tekster"? - Det tror jeg ikke, haha… Desværre, der er jeg nok den forkerte at spørge.

HM:
Hvad synes jeres fans egentlig om jeres nye sanger, "Satanic" ?

T:
Jeg tror det har taget lidt tid, før han blev accepteret. Men han gør sin sag godt, og vi er enormt glade for at have sådan en sanger med om bord. Men han har jo nu allerede været med i 4 år, så man kan jo ikke sige han er helt ny mere. Og jeg kan lide hans stemme endnu mere end den forrige sangers; den er mere intensiv og kraftfuld, men jeg tror nu nok at flere syntes Okkulto var bedre, men han gik jo frivilligt. Satanic beviser i hvert fald, at han er suveræn frontmand til vores koncerter.

HM:
Tak for denne gang, jeg håber at vi endnu i mange år for noget nyt old school Thrash serveret af jer.

T:
Det kan du tro, tak for interviewet og supporten. Vi ses engang. Check vores web site. (se links). Keep On Thrashin’