Heavymetal.dk bliver 20 år i år - Et tilbageblik på The Battle of Los Angeles

Rage Against the Machine - The Battle of Los Angeles

Året er 1999. Vi runder 6 milliarder mennesker. Spongebob ruller over skærmen for første gang. Putin bliver præsident i Rusland. Verden over forbereder folk sig på dommedag i form af den frygtede Y2K-virus, og nu-metallen lægger sig som en dyne over det globale metallandskab. 1999 er også året, hvor Heavymetal.dk ser dagens lys. I 20 år har du således kunnet holde dig opdateret om hard rock- og heavy metalalbums og koncerter samt se og læse interviews med alle dine favoritbands. Det kunne vi selvfølgelig godt klappe os selv på skulderen over, men vi vil meget hellere fejre dem, det i virkeligheden drejer sig om: nemlig alle de fede bands og deres musik Her, 20 år senere, kan vi så se tilbage på et par dekader, der har budt på talløse genrer, subgenrer, stigende og faldende interesse, mainstream og undergrund og ikke mindst et utal af anmeldelser. I løbet af 2019 vil vi derfor hver måned bringe en anmeldelse af nogle af de vigtigste udgivelser fra 1999 og vurdere, om de stadig holder, eller om man ”nok skulle have været der”.

Et sidste vredesudbrud

Det er sjældent, at bands med hårdtslående, kompromisløse politiske budskaber og nærmest militant aktivisme opnår stor kommerciel succes. Antallet af gange, det er sket, kan nok tælles på en enkelt hånd. For det er ikke alle, der bryder sig om at blande underholdning og politik. Dette var da også grunden til, min storebror ikke gad høre bandet, vi skal beskæftige os med i dag – det var for politisk. Noget, jeg dog ikke gik synderligt meget op i, da jeg som 12-årig gjorde gaderne usikre i Grand Theft Auto: San Andreas med ”Killing in the Name” bragende ud af fjernsynet. Her kunne man tage en snak om videospils aldersmærkning, men ”fuck you, I won’t do what you tell me”. Det er selvfølgelig Rage Against the Machine, vi har med at gøre. De er lige blevet gendannet, så hvad er mere passende end et jubilæumsskriv om dem. Mere specifikt er det deres tredje album og reelle svanesang, The Battle of Los Angeles. Renegades udkom i december 2000, to måneder efter bandet var gået i opløsning, men da dette er en coverplade, tæller den – i min optik – ikke med som studiealbum.

Som en tikkende bombe

The Battle of Los Angeles er på mange måder en fortsættelse af den selvbetitlede debut og Evil Empire. Men så alligevel ikke helt. Det er stadig det samme bombardement af den amerikanske regering og dens politik pakket ind i vred rap og tung guitar. Men denne formel er i den grad blevet finpudset, afbalanceret og på alle leder og kanter forbedret. Sammenligner man Los Angeles med debuten, lyder sidstnævnte decideret primitiv. De fleste husker nok også kun ”Killing in the Name” fra debuten. Evil Empire har fået slebet et par hjørner, men det er reelt set kun ”Bulls on Parade”, der har efterladt et varigt indtryk. Los Angeles derimod har en tretrinsraket af format: ”Testify”, ”Guerrilla Radio” og ”Calm Like a Bomb”, som sparker pladen i gang, er nogle af de mest hårdtslående numre, Rage nogensinde har skrevet. Kombinerer man dem så med ”Sleep Now in the Fire” og ”War Within a Breath”, har man en nævefuld numre, der vil kunne slå selv den mest hårdkogte fascist i gulvet. De la Rochas vokal ligger hele tiden lige på grænsen til at eksplodere i et rent raseriudbrud, samtidig med hans tekster nærmest udelukkende er reduceret til revolutionsvækkende slogans. I albumlukkeren ”War Within a Breath” får denne vrede dog til sidst frit løb, og linjen: ”war within a breath, it’s land or death” bliver skreget af fuld hals, og man er ikke i tvivl om, at han mener hvert et ord. Dog skal Tom Morellos uforlignelige guitarspil ikke fornægtes. Der er en grund til, der i noterne til alle Rages plader står skrevet, at der hverken er brugt samples, keyboards eller synthesizere. Det lyder tit som keyboard eller synth, men er udelukkende Morellos evner og en stak pedaler, der står bag. Ikke at forglemme Tim Commerford og Brad Wilks bas- og trommespil, men der er ingen tvivl om, at de bærende kræfter på Los Angeles er De la Rocha og Morello.

Meget mere end bare et produkt af sin tid

The Battle of Los Angeles har godt nok hverken smidt en ”Killing in the Name” eller ”Bulls on Parade” af sig, men det gør den bestemt ikke til en dårlig plade. Man kan argumentere for, at den – grundet musikernes evner og at den er en sammenhængende og helstøbt plade – er den bedste, Rage Against the Machine har udgivet. Holder man samtidig The Battle of Los Angeles op imod andre af datidens rap-metal-plader, er det tydeligt, hvorfor tidens tand ikke har været lige så hård ved den som f.eks. Limp Bizkits Significant Other, som vi har kigget tilbage på tidligere. Los Angeles falder nemlig aldrig rigtigt i nu-metal-brønden, men bygger i stedet videre på bandets funk-, punk- og heavy metal-rødder. Mange af pladens temaer er – desværre, kan man sige – også stadig lige så relevante som dengang. Og med et forestående præsidentvalg, en siddende præsident, der virker som noget, Broder Salsa har foldet, verdens generelle situation og bandets politiske overbevisning in mente kan der om bandets nylige gendannelse vist ikke siges meget andet end: ”what better place than here, what better time than now”.