Copenhell 2026 – anbefalinger fra Maria Møller

Crowdsurf - fotograf: Christian Larsen

Der er efterhånden kun få dage tilbage, og spændingen begynder for alvor at brede sig blandt landets metalfans. Faktisk minder vi nok mest af alt om en flok køer, der har stået i stalden hele vinteren og nu utålmodigt venter på at blive lukket ud på græs. Forskellen er bare, at vores græsmark består af beton, støv, fadøl og distortion på Refshaleøen.

Snart åbner portene igen til Copenhell, og tusindvis af sortklædte danskere valfarter mod hovedstaden med samme mål: fire dage i selskab med høj musik, gode venner og den helt særlige følelse af fællesskab, som kun metal kan skabe.

For nogle handler det om at opdage nye bands. For andre handler det om endelig at få set et navn, man har lyttet til i årevis. Og så er der os, der glæder os til lidt af det hele. Til de store fællessange foran Helviti, til de overraskende oplevelser på de mindre scener og til den magiske følelse, når et helt publikum bevæger sig som én stor organisme foran scenen. Kort sagt: Ventetiden er snart forbi. Betonmarken kalder, og vi er mere end klar til at blive lukket ud.

Og selvom jeg ser frem til at opdage nye favoritter på Refshaleøen, er der en håndfuld navne på årets plakat, som allerede har fået sat tykke streger under i programmet. Nogle af dem er bands, jeg har lyttet til siden teenageårene. Andre er navne, jeg har hørt så mange gode historier om live, at tiden endelig er kommet til selv at finde ud af, om de kan leve op til rygtet. Og måske er det netop dét, der er noget af det smukkeste ved Copenhell: muligheden for både at genopleve sin ungdom og samtidig opdage noget helt nyt.

The Browning (onsdag kl. 23.45 – Gehenna)

Hvis jeg kun måtte vælge én koncert på årets program ud fra ren nysgerrighed, ville det sandsynligvis være denne. The Browning har altid været lidt af en særling på metalscenen. De blander metalcore, deathcore, elektronisk musik, dubstep og rave-elementer i en grad, hvor det på papiret burde være en forfærdelig idé. Men på en eller anden måde virker det. Og live lader det til at fungere endnu bedre. Mange beskriver deres koncerter som et sammenstød mellem en metalfestival og en natklub klokken fire om morgenen. Breakdown følger efter dansegulvbeats, synthflader bliver afløst af blastbeats, og publikum ved tilsyneladende aldrig helt, om de skal headbange eller danse. Personligt håber jeg på begge dele. Som afslutning på Copenhells første dag virker The Browning som den perfekte opskrift på kaos, fest og total søvnmangel. Præcis som en festival bør være.

Bring Me The Horizon (torsdag kl. 21.30 – Helviti)

Der findes bands, som følger med tiden. Og så findes der bands, som er med til at definere den. Bring Me The Horizon er efterhånden blevet en institution inden for moderne metal og alternativ rock. Fra deathcore-rødderne på Count Your Blessings til arena-anthems på Sempiternal, That's The Spirit og de seneste Post Human-udgivelser har de konstant udfordret både deres fans og dem selv. For mit vedkommende er der også et stort nostalgisk element i at skulle se dem. Der var engang, hvor sange som "Chelsea Smile", "Diamonds Aren't Forever" og senere "Shadow Moses" nærmest var obligatoriske på enhver playliste. Men samtidig er Bring Me The Horizon et af de få bands fra min ungdom, der stadig føles relevante i dag. Live bliver det forhåbentlig lige så stort og eksplosivt, som rygterne siger. Oliver Sykes har udviklet sig fra kaotisk frontmand til ægte arenafigur, og bandets koncerter beskrives ofte som lige dele rockshow, rave og futuristisk teaterforestilling. Hvis de rammer dagen, kan det meget vel blive festivalens største oplevelse.

Paleface Swiss (fredag kl. 19.45 – Pandæmonium)

Nogle gange har man brug for finesse. Andre gange har man brug for at få smadret ansigtet af et breakdown. Paleface Swiss hører til i den sidste kategori. De schweiziske deathcore-giganter er blevet kendt for nogle af de mest brutale koncerter på den moderne metalscene. Deres lyd føles som et slagsmål mellem hardcore, deathcore og ren vrede, og publikum reagerer som regel derefter. Frontmand Marc Zellweger har opbygget et ry som en regulær naturkraft på scenen. Ikke nødvendigvis elegant. Ikke nødvendigvis pæn. Bare voldsom. Jeg forventer støvskyer, circlepits og en koncert, hvor pulsen aldrig kommer under farezonen.

Nostalgiske boblere

Nu vi allerede har fået etableret, at jeg er en gammel kone, så lad mig også lave et par special mentions på et par af de bands, der brød igennem i min ungdom. Mit teenage-jeg ville aldrig tilgive mig, hvis jeg udelod dem!

Papa Roach (torsdag kl. 18.30 – Helviti)

Nogle bands er uløseligt forbundet med bestemte perioder i ens liv. For mig er Papa Roach et af dem. Da Infest udkom i år 2000, var det umuligt at undgå "Last Resort". Senere kom "Between Angels and Insects", "Getting Away With Murder", "Scars" og et hav af andre sange, som stadig sidder fast et sted mellem rygraden og hukommelsen. Papa Roach har måske aldrig været de mest teknisk imponerende musikere på scenen, men de har altid haft noget andet: enorme sange og en frontmand i Jacoby Shaddix, der leverer med en energi, som langt yngre bands kan misunde. Anmeldelserne af deres koncerter peger igen og igen på det samme. Publikum synger med. Hele tiden. Fra første strofe til sidste omkvæd. Og hvis Copenhell-pladsen pludselig forvandler sig til ét stort fælleskor på "Last Resort", så kommer jeg sandsynligvis til at synge lige så højt som alle andre.

P.O.D. (fredag kl. 17.15 – Hades)

Hvis Papa Roach var soundtracket til den vrede del af ungdommen, så var P.O.D. lyden af nu-metal-genrens mere håbefulde side. "Alive", "Youth of the Nation" og "Boom" var fast inventar på MTV og i discmanen, og selv i dag har de en særlig evne til at transportere én direkte tilbage til begyndelsen af 00'erne. P.O.D. har aldrig fået helt samme stjernestatus som nogle af deres samtidige, men de har overlevet stort set alle de bands, de blev sammenlignet med. Og live lader de stadig til at spille med samme glæde og energi som dengang. Det bliver muligvis ikke festivalens hårdeste koncert. Men det kan meget vel blive en af de mest hjertevarme.