Jow-jow, Yoan, I er der snart.
Alternativt alligevel!
'YOAN er et Aalborgensisk rock-band, der spiller en punket form for alternativ rock/metal.' Sådan beskriver ungersvendene sig selv, og det giver naturligvis anledning til bekymring. Punk er noget, vi nødigt anmelder. Og da slet ikke uden for festivalsæsonen. Så det var ikke uden en vis skepsis, at Step Into The Light blev sat på. Det kan ofte ende i noget værre sludder, når bands begynder at beskrive sig selv, For eksempel; 'en jazzet udgave af symfonisk nü-Nintendocore', så spørgsmålet var i virkeligheden, hvad i alverden jeg skulle forvente.
Som at blive kattedronning
Da den mudrede og kakofoniske intro på åbningsnummeret ”One Chance” begyndte, tænkte jeg først, at det her blev måske lidt for meget avantgarde og for kreativt til at kunne blive godt. For mange gange har man hørt et band, der omfavner et lydmæssigt dystopia og kalder det rock, blot for at kamuflere deres egen manglende retning eller evne. Det gør sig dog ikke gældende her, da lydbilledet ændrer sig markant. Velproduceret og velpoleret får man en sonisk knytnæve direkte i øregangene, og det lyder fantastisk. Lydbilledet minder om bands som Khoma og ISIS, og vi er nok mere ovre i post-metal end reel alternativ metal. Vokalist Christopher Højgaard har en stemme, som ville have bedåret mangt et kvindehjerte, hvis han havde været grungemusiker i Seattle i 90’erne. På ”Cold Rain” begynder det dog at gå ned ad bakke, da musikken i stedet bliver mere riffdrevet, og det er synd, for det er en stor afvigelse fra den genialitet, der lå i ”One Chance”. ”Step into The Light” er fyldt med ideer, og de er hver især ret gode. Men i stedet for at blende sammen til en fantastisk gryderet, så fremstår hver ingrediens som modsvar til hinanden. Nummeret kunne være blevet fire andre fremragende sange, men sat sammen bliver det ikke det, man lige har fået serveret. Først på ”Screaming at a Wall” kommer vi tættere på det guld, der lyste så klart i begyndelsen.
Der er lys i mørket
Selvom Step Into The Light indeholder færre hits end missere, så sidder jeg stadig tilbage med en følelse af, at YOAN nok skal kunne finde vej i mørket, for der ER lys at finde på skiven! ”One Chance” og ”Screaming at a Wall” er noget af det bedre musik, jeg har hørt fra den danske undergrund hele året, og samtidig har bandet fat i den lange ende på flere punkter. Sanger Christopher Højgaard lyder, som om han er inkarnationen af skovmandskjorte og Seattle, men formår samtidig lejlighedsvis at hidse sig så meget op, at der kommer små glimt af Corey Taylor i hans stemme. Mere af det! Og så skal trommeslager Ulrik Duurhus også have et shout out. Han forstår at lade trommerne være et støttende element i den her slags musik i stedet for konstant at fylde i lydbilledet og lege Funkmaster Flimse hvert andet sekund! Det er noget, mange trommeslagere kunne lære noget af.
Jeg tror på, at med lidt mere tid og måske lidt hjælp, så kan YOAN blive et af de bands, som folk i metal-Danmark snakker om. Den er der bare ikke helt endnu.