Landet for længe siden

Metalscenen er frygtelig nostalgisk. Dette er kun få my fra at være en objektiv sandhed. Død, black har alle dage åbenlyst proklameret, at slutfirserne og starthalvfemserne var legendariske, thrashen er blevet hængende i 1986, og selv den evigt unge metalcore er begyndt at kigge tilbage mod sin egen og nu metallens storhedstid. For at italienske Warcoe bliver nostalgiske, skal vi dog endnu længere tilbage. Tilbage til der, hvor hele det her metalcirkus startede og fødte en lang række legender. Nogle legender som italienerne da også lyder til blankt at erkende en voldsom inspiration fra med titlen på deres seneste plade Upon Tall Thrones.

Mere disco i min doom

Skulle man ikke have gættet det, så er Warcoe både Sabbathusiaster, Pentagramofile og tilhængere af doom med så stort D, at selv Willem Dafoe bliver misundelig. 

At et doom-band dannet i 2021 har denne lydprofil, får dog ikke øjnene til at spærre sig mere op end hos en provinsborger, der erfarer, at storbyen mangler Gammel Knas. Tydeligt velvidende omkring dette faktum, så åbner Warcoe pladen i mere “problematisk” stil. “Octagon” kan Troubles Psalm 9 fra ende til anden og åbner med nok schwung til, at kakkelbordet klaprer, trompetbukserne blafrer og oujia brættet bliver mere snakkesalig end en facer fra Jehovas Vidner. Nok er det okkulte sjældent noget, som dyrkes i sommersolen med en Piña Colada i hånden, men med al den benplads, som munkekutten tilbyder, så må en svingom også kunne komme på tale. En svingom er da også, hvad Sabbaths “Planet Caravan” bliver budt op til på “Spheres”. Den syrede klassiker bliver taget i et fast greb af både Trouble og Cathedral, hvor der stadig bliver givet plads til originalens sjælerkinddans, men det er nu mere briternes “disco-doom”, der er årsag til, at vi ikke står i baren. Til trods for, at jeg ikke er økonomisk presset til at svinge træbenet, så er doom med schwung i noget, man sjældent bliver træt af.

Til gengæld kan man godt blive en kende træt af, hvor sikkert Warcoe spiller på resten af pladen. “The Wanderer” viger aldrig så meget som en tomme fra den klassiske “V8 motor, der er ved at kvæle sig selv i tomgang”-rytme, som alle doom-bands fra Graveyard til Orchid og Conan allerede har slidt toppakningen i stykker på. Den lige så slidte traver med Døden, der dukker op i en sky af røg, udlever “Deepest Grave” også til fulde. Det lyder fint, men jeg begriber ikke, hvorfor samtlige doom-bands skal lave deres egen udgave af “Black Sabbath”, hvor de eneste justerbare parametre er mængden af fuzz, røg, og hvor sort skikkelsen er. Læg nu det nummer i graven med Ozzy, tag nogle chancer og find på noget nyt.

Her mener jeg dog ikke det rædderlige akustiske lejrbålsmuzak på “Gather in the Woods”. Bare fordi man gentager, hvad der lyder som, et par toner af “Enter Sandman” og fylder resten ud med Arne Nougatgreen i spejderlejr, så kommer jeg altså ikke rendende. Og da slet ikke når det følges op af “Flame in Your Hand”, som er endnu et instrumentalnummer. Godt nok er der strøm til denne gang, men der skal nogle flere volt til, før fire minutters tør rugbrøds-doom vækker noget som helst til live. 

Nogle lektier skal laves

Siden Cathedral valgte at pensionere sig selv, har doomen haft et tomrum i dansable disco-dommedagsrytmer, og på Upon Tall Thrones viser Warcoe egentligt, at de ikke er blege for at føre briternes arv videre. Der er rig mulighed for at svinge hofterne i pentagrammets skygge og fuldmånens skær. Italienerne burde bare overgive sig fuldstændigt til dansegulvet i stedet for at insistere på at bidrage med flere ligegyldigheder til en i forvejen stopfyldt scene. Hvad end indstilling Warcoe har fuzz-pedalen på, så er den allerede brugt til hudløshed i en syndflod af Black Sabbath-tilbedelser. Men dette er måske, hvad man burde have forventet, når nu bandet selv synger: “I’ve sat upon tall thrones, but I’ll never learn”.