En undersøgelse der bestemt er NSFW

Refererer et bands navn til noget syd for bæltestedet, så er der næsten garanti for, at vi er i den mere ekstreme ende af metallen. Cock and Ball Torture gør sig i gore/pornogrind, Operation Cunt Destroyer spiller brutal/slamdød, og det musikalske hærværk til Anal Cunt pjattede rundt i grindcoren. Der sker dog et markant genreskift, når ordet vulva kommer i spil. Kigger man på Metal Archives, så spiller cirka to tredjedele af disse bands enten black eller black-orienteret metal. Om det er den statistiske påvirkning, som har gjort, at danske Vulvatorious spiller black metal vides ikke, men 15. marts rammer debuten Vulvatorious landets pladebikse.

Satan og BZ’ere passer som fod i hose

Det er dog ikke udelukkende lovprisning af den norske nationalskat, der er at finde på Vulvatorious. Pladen trækker i lige så stor stil på noget punket, crustet og thrashet.

Med dette genremix, så er det heller ingen overraskelse, at Vulvatorious er mest på hjemmebane, når de griber lytteren i kraven og spyr galde, bål og brand direkte ind i øregangen. Den thrashede “Fuck You, Incel” tramper ubarmhjertigt livet ud af, hvad end livstomme følgere Jordan Peterson og Andrew Tate måtte have, mens den indestængte slå-på-tæven hardcore akkurat tøjles, så nummeret konstant ligger i det lækre kontrollerede raseri-felt. På “Cunt War” får det indestængte had dog frit løb. Punket black, hvor iskoldt had, anarkistisk vrede og et ønske om at destruere klassiske kønsrollemønstre på et molekylært niveau danser side om side, mens verden selvdestruerer, er i min bog en sikker vinder. Hvis dette er lyden af patriarkatet, som brændes ned, så kan jeg godt købe en dunk benzin og et par tændstikker.

Det er dog heller ikke helt uinteressant, når Vulvatorious læner sig mere over mod den klassiske andenbølge black og er mere nærige med det punkede og thrashede. “Mormors Sang” gør det udmærket, men især “Så Dø!” rammer lige i plet. Riffs koldere end min egen mormors grav, omkvæd, der kommer som en knytnæve ud af det blå, og en afrunding som går Darkthrones The Cult is Alive i bedene er simpelt, men uhyre effektivt. 

Nu er der ikke nogle numre på Vulvatorious som fortjener lodret arkivering – her skal Lasse Ballade bestemt også have del i æren. Jeg vil dog tillade mig at undre mig over, hvorfor “Resister” har behov for en gennemgående country-klang. Militant Wayfarer kan vi måske bruge i en guerilla version af Danser med Ulve, men indtil da, burde ideen være blevet i skuffen. “From the Darkness of Your Soul” burde nok være kommet ud af skuffens mørke lidt før og groet i en smule sollys. Et vredt thrashet mellemtempo er et godt udgangspunkt, men når vi aldrig kommer videre, bliver det lange knap fire og et halvt minut.

“Sacrifice the Flesh” giver også anledning til et spørgsmål eller to. Dog ikke af den negative slags. Men af den slags hvor jeg er imponerende forundret over, at Vulvatorious ud af ingenting og kun med et enkelt nummer formår at lave melodisk black med en Arch Enemy-klang, som er bedre end alt, hvad Defacing God har bedrevet.

Muligvis landets bedste i genren

Punket black metal har det ofte med at være ensformigt, larmende, vredt og med få højdepunkter. Vulvatorious kan bestemt ikke få skyld for hverken at være ensformigt eller have mangel på højdepunkter. Hvad end det er de punkede eller blackede elementer, som bandet fremhæver, så fungerer det stadig upåklageligt og slår for alvor fast, at genren har langt mere at byde på, end hvad en flok anarkister i et blikskur i frostvejr har ment så længe.