Mørke lokker blandt krigens murbrokker
Middelalderen strakte sig fra omkring år 1050 til 1536, og i denne fascinerende æra trådte Margrete Sambiria, bedre kendt som Sorte Grethe, kortvarigt frem i monarkiets rampelys. Det karakteristiske øgenavn formodes at stamme fra hendes mørke lokker, og Margrethe blev blandt andet husket for at være yderst stålsat og have imponerende lederegenskaber. Epitome centrerer sig primært om middelalderens epoke, hvor den frygtløse Sorte Grethe indtager hovedrollen, og åbner døren for historier om det stockholmske blodbad i 1520, de danske styrkers erobring af Arkona, og en makaber beskrivelse af vikingernes torturmetoder før middelalderens egentlige begyndelse. Tidsmæssigt spænder vi vidt, men Vanirs musikalske landskaber forbliver trofaste mod nordisk-præget melodisk dødsmetal i stil med ikoniske navne som Amon Amarth og Dark Tranquility.
Middelalderen i al sin magt og vælde
Vanir har for længst distanceret sig fra de folk-inspirende udskejelser, der prægede især deres første to albummer Særimners Kød og Onwards to Battle. Epitome fokuserer derfor på tunge riffs, et højt tempo og med øget vægt på seriøsitet og tema. Det er næppe en overdrivelse at påstå, at Vanir har udviklet sig til at lyde som en dansk pendant til Amon Amarth, før svenskerne begav sig ud på glatis med deres Berserker album. Det i sig selv er egentlig ros, men Epitome er dog ikke et perfekt album. Når vi tager de tidsperioder i betragtning, som albummet omhandler, kunne der være løbet flere risici og inkorporeret flere genre-elementer i mixet. Epitome går med livrem og seler og lider af, at flere sange ikke gør mere for at skille sig ud. Eksempelvis er både lyden og stemningen fra ”Wood Iron And Will” og ”Sanguis et Aurum” allerede nu slettet fra min hukommelse, på trods af at albummet har fået mere end 15 komplette spins. Det er faktisk på b-siden af pladen, at Epitomes styrke virkelig kommer til udtryk. Her er der et væld af de kendte Vanir-riffs, der ofte definerer sangene mere, end selve temaet formår – og pladen slutter med fem rigtig gode sange!
Femte skæring ”Sorte Grethe” står ubestridt som en af pladens højdepunkter. Nummeret har en imponerende variation af både guitar- og trommearbejde, og versene overrasker ved faktisk at være bedre end omkvædet. Kronen på værket er selvfølgelig den fantastiske guitarsolo, som vi får kort tid inden afslutningen. ”Call to Arms” giver en lyst til rustningsrollespil i skoven og har udover en mindeværdig introduktion desuden også pladens ubestridte bedste riff. Afslutningsnummeret ”Kings Will Fall” fortjener også at blive nævnt. Kompositionen er stramt struktureret, men skæringen formår alligevel at udstråle en legende energi. Den instrumentale introduktion varsler dårligt nyt på den mest harmoniske måde, og det er her, at Martin Rubinis vokal synes mest harmonisk tilpasset arrangementet. Strukturen på Epitome fremstår betydeligt mere strømlinet i sammenlignet med for eksempel Sagas, der indledte med det syv minutter lange nummer ”Day of Reckoning”. Seks af de ni værker på Epitome rammer omkring fem minutters varighed, og selvom der mangler lidt variation hist og her, giver det lov til at fastholde både tempo og energi under hele pladens spilletid. Ordsproget; man kan ikke både blæse og have mel i munden, stammer helt tilbage fra middelalderen, og synes passende for denne betragtning – for Vanir fokuserer på det, de er bedst til, også selvom lidt fornyelse ville klæde dem.
Bæl den mjød og lad os komme videre i teksten
Epitome fremstår som et overordentligt velproduceret album, der lever op til mine forventninger på både godt og ondt. Jeg savner lidt fornyelse, men samtidig skal Vanir dog have ros for at holde et konstant højt tempo. Efter et par numre kommer der for alvor gang i skiven, og Epitomes b-side står faktisk stærkere end dens indledning. Tematisk strækker Epitome sig over en lang tidsperiode, og selvom vi får nogle stærke selvstændige historier, kunne man godt have forsøgt at mixe genrerne en kende mere for at tilpasse sig. Overordnet set er Epitome dog en god tilføjelse til Vanirs diskografi, der gør det, som man forventer den skal – og det er at have fuld fart fremad!
