Livet er fyldt med trængsler og i år er Tribulation en af de helt store!

Tribulation er ét blandt utallige spændende svenske bands der har formået at skabe røre i døds metallens undergrund, trods den stadigt voksende og uoverskuelige buffet der hober sig op inden for denne genre. Med udgivelsen af The Horror i 2008 mættede bandet mange munde blandt de dødshungrende horder med 30 minutters intens og velskrevet hegn der som sagt faldt i manges favør, trods en stil, der selv på daværende tidspunkt var hørt et utal af gange, men som alligevel formåede at skille sig ud som et moderne eksempel på hvordan man skriver noget af det mest fængende og intense dødsmetal med rødder i den gamle skole. Der var således, mildt sagt, lagt i kakkelovnen for et brag af en opfølger som mange nok forventede ville cementere bandets status som et af de mest kompetente nyere bands inden for old school dødsmetal. Man tog fejl. Delvist. Tribulation har, efter undertegnedes opfattelse, overrasket mange tilhængere af The Horror med dette nye udspil, der er alt andet end et "lige til højrebenet" andet album. Med en langt mere, føler man, raffineret og velovervejet stil på dette album, The Formulas of Death viser Tribulation til trods for de uindfriede forventninger at bandet stadig er mindst ligeså kompetent, hvis ikke mere, som tidligere. Man kan til tider udrede mange ting selv ud fra sparsomme informationer, hvilket i dette tilfælde gør sig gældende via et hurtigt kig på albummets længde, der sniger sig op på hele 73 min. fordelt ud på 12 numre. Med et album af den længde kunne man som lytter foranlediges til at tro at der vil være andet end blot hurtig og intens dødsmetal tilstede, (som på førnævnte debut), hvilket så sandelig også er tilfældet her. Rent tematisk bevæger bandet sig stadig rundt i gyserverdenen, med et øget fokus på en ildevarslende, skrækindjagende atmosfære ikke ulig adskillige filmsoundtracks der typisk akkompagnerer gyserfilm. Albummet føles, mere end noget andet, netop som et soundtrack til en klassisk gyserfilm, som spillet af et okkult rock band fra sen 60’erne/start 70’erne, der på en eller anden måde også har en sælsom forståelse for, hvordan man laver dødsmetal. Lange, cleane leadguitar-passager lokker lytteren ind i rædselens verden, efterfulgt af et plethora af velskrevne, atmosfæriske riffs, tilsat trommespil der trækker på indflydelser mindst 40-50 år tilbage i tiden.

Samspillet, og bandets musikalitet i det hele taget, er eminent. Der er mange overlappende leads der supplerer de enkelte riffs, ganske som man også finder hos de amerikanske dødslegender Immolation. For at udspecifere dette udsagn er det anbefalelsesværdigt at give nummeret "Wanderer in the Outer Darkness" en lytter, specielt det meget karakteristiske og fængende overgangsriff, der starter omkring 2 min. inde i sangen, tjener som et af albummets absolutte højdepunkter. Ganske enkelt er sublimt. Trommespillet, som nævnt før, bærer præg af en sjælden indflydelse (i metallens verden) fra klassiske rockbands, med klassiske og i konteksten anderledes rockbeats, der akkompagnerer de eminente ’okkulte’ riffs, der skifter ligeså hyppigt som tidevandet. Traditionel blasting og trommespil, der trækker på flere varianter inden for ekstrem metallen, er også tilstede og er vel nok den mest fremherskende i sidste ende, men de rockede grooves, der indtræffer i ny og næ er som sagt yderst nævneværdige. Endnu et element, der bør adresseres i forhold til pladens pondus, er produktionen. Lyden er ufattelig organisk, og i forhold til indholdet på pladen, af yderste vigtighed. Den kraftfulde, men alt andet end effektprægede guitarlyd, er med til at sikre bandets æstetik og spiller en afgørende rolle i forhold til bandets evne til at kanalisere den ildevarslende, gruopvækkende atmosfære ud til lytteren. Hvis en sammenligning tjener til en bedre forståelse af bandets lyd på denne plade, kunne man nævne mexikanske The Chasm som bannerfører for samme grad af effektivitet og overbevisende materiale, da dette band heller ikke gør brug af "ekstreme" virkemidler, såsom guitarer druknet i distortion, eller vokaler med overdreven rumklang. Tribulation har i sandhed udformet noget helt unikt og veludført materiale, og på trods af en lyd, der på mange måder adskiller sig betydeligt fra deres tidligere lovpriste værk, har bandet formået at skrive en opfølger, der i form af originlalitet og æstetik langt overgår deres debut skive, selvom det næsten er omsonst at sammenligne de to udspil grundet en så markant anderledes lyd på dem begge. Til de folk der ikke har stiftet bekendtskab med Tribulation førhen kan det varmt anbefales, ja nærmest er man påbudt at lytte til dem som fan af okkult og ondskabsfuld dødsmetal. Det er ikke avant-garde eller progressivt materiale i den traditionelle forstand (ironisk formulering), men lyden er på den anden side også helt sin egen. Kort sagt, hvis man ikke kan finde rede i buffeten, er det tilrådeligt at begive sig hen mod sektion "T" og fylde tallerkenen op til randen med den sælsomme ret, hvorpå Tribulation er broderet ind i det ligklæde der beklæder den. Trackliste: