13 år er åbenbart ventetiden for teknisk metal

Navnet Atheist burde gerne få en klokke til at ringe hos de fleste med interesse for den tekniske og proggede side af det metalliske spektrum. Bandet, der navnligt på 1991-pladen Unquestionable Presence demonstrerede, at man i dødsmetallen sagtens kan eksperimentere med jazz-, latin- og flamencorytmer og stadigvæk være ti gange sejere end dengang, du havde en tunet Puch Maxi udstyret med rævehale og mælkekasse. Siden Atheist i 2010 udgav Jupiter, har der dog ikke været meget nyt fra dem. Det forlyder, at der kommer en plade i år, men prog-plader kan jo godt lade vente på sig. For Atheist-vokalist Kelly Schaefer er ventetiden åbenbart så lang, at han har ladet kreativiteten flyde over i et nyt band. Till the Dirt hedder de, og debuten, Outside the Spiral, lander den 25. august.

Navne forpligter

Med Schaefers resumé kommer det nok ikke som nogen overraskelse, at Till the Dirt gør sig i den proggede og tekniske side af dødsmetallen. Dog ikke som Atheist, men i stedet noget mere moderne og med en god portion inspiration fra en vis canadisk herre.

Er man bekendt med Devin Townsend og Strapping Young Lad, er det nemlig umuligt ikke at drage paralleller mellem disse og Till the Dirt. Titelnummeret kunne nemt være et mashup af Strapping Young Lads City og Devins soloplade Epicloud rundet af med et Korn-omkvæd af de bedre. Det lyder udmærket og er eminent udført, om end lidt for tæt på kildematerialet. Når Till the Dirt til gengæld flipper bordet og skriger: "Prøv noget vildt!", så bliver Outside the Spiral for alvor interessant. "Starring Role" er nyere Suffocation i jakkesæt, der jammer med Alice in Chains, hvilket munder ud i en solo, der kun kan være millimeter fra, at guitaren flækker på langs. Et umage, men lige så formidabelt makkerskab kan findes på "As it Seems". Det grungede læner sig godt tilbage i stolen, ringer til sin fjerne fætter grindcore og leverer derefter årets absolut mest vellykkede musikalske svar på en raketdrevet massagestol i modsat vejbane på motorvejen. Dødsmetallens dissonante trend er bestemt heller ikke gået kvintettens næse forbi på "Insist and Demand". Det er ganske interessant at høre "dissodød" med så pæn en produktion, men det fungerer glimrende i en form for veltalende og høfligt mareridt. At Schaefer på dette nummer også smagfuldt udfordrer hele sit vokalregister, gør bestemt nummeret til pladens mest interessante.

Der er til gengæld også numre, som er decideret uinteressante. "Invitation" er så plagieret Lamb of God-groove, at jeg tror, Till the Dirt tog Blythe og Co. på ordet, da de på "Redneck" sang: "this is a motherfukin' invitation". "Forest of Because" er så idefattig, at nummeret udelukkende består af dobbeltpedal mellemtempogroove, som alle bands i universet har brugt, når der kaldes til fælles headbanging, og så er riffet på "Watch You Grow Old" tyvstjålet fra Arch Enemys War Eternal! Der er dog et punkt, hvor jeg ikke bare bliver vred, men direkte skuffet. Nu produceren på pladen er Scott Burns, hvorfor i alverden lyder Outside the Spiral så som gennemsnitlig moderne dødsmetal og ikke som Suffocations Effigy of the Forgotten, Deaths Human, eller Atheists Unquestionable Presence? Burns var stort set manden, der skabte lyden af amerikansk dødsmetal i 90'erne, men jeg skal da love for, at han har været nærig med stjernestøvet her i 2023. 

Lidt længere tid i ovnen næste gang

Var Outside the Spiral lige blevet finpudset med et strejf af 90'er-dødens nostalgi og havde den ikke bare fået den kønsløse moderne overhaling, så kunne pladen have været den tour de force, som Nuclear Blast promoverer den som. Det musikalske håndværk fejler i hvert fald ikke noget. Hovedparten af numrene er ganske velskrevne, og med det hold, Schaefer har samlet, får man aldrig indtrykket af, at Till the Dirt er et sideprojekt, hvor Atheist-ideer går hen for at dø, ligesom de gjorde i Gnostic. Det er en habil teknisk dødsmetalplade, der på ingen måde redefinerer genren, men som viser, at den bestemt stadig er værd at bruge tid på.