Tilbage til rødderne
Med deres seneste live udspil, som både udgives som DVD og album, viser Testament at de stadig er en magtfaktor på metalscenen, og leverer et stilsikkert livealbum.
Testament har gennem 25 år leveret metal til den store scene, de var med til at sætte dagsordenen for thrashgenren, og har været omkring flere andre genre fra melodiske metal og helt over til dødsmetal (Demonic albummet). På Dark Roots Of Thrash er vi, som titlen antyder, primært ved thrash og det er en sti de kender i Testament.
Albumgennemgang
Lydkvaliteten er god, specielt med tanke på, at det er en live indspilning, og man kan til tider næsten savne den lidt urene lyd som kendetegner livegenren. Vi kan dog stadig indimellem høre publikum, som ikke mindst på Chuck Billys opfordring skriger deres begejstring ud.
Efter den korte introhymne er det lige på og hårdt "Are you ready to rise up!", brøler Chuck Billy og koncerten er i gang. Der er fart over feltet, Guitarerne skærer godt igennem og bassen lægger en god solid grundklang. Chuck leverer en vokal, der ikke er til at tage fejl af, og hans velkendte dybe groul bryder flere gange igennem til publikums udelte begejstring, som for eksempel på "Trial By Fire". På Trommer har vi Gene Hoglan også kendt som: 'the human drum machine', det sætter en høj standart for hvad trommer kan gøre, og der spilles med stor variation. Fra den klassiske speedtromme på "True American Hate" over galloperende rytmer på "More Than Meets The Eye" til et sandt tromme inferno på "Do not Resuscitate", hvor han i den grad lever op til sit tilnavn.
Der er fin sammenhæng mellem numrene, og vi bevæger os omkring i Testaments lange og velassorterede trackliste, hvor der er plads til både gamle klassikere som "Practice What You Preach", som leveres med saft og kraft, og også ny klassikere som "Native blood". Sidstnævnte har en særlig plads i Chuck Billys hjerte, der selv er indfødt Pomo indianer, og han proklamerer da også at sangen er: To My Native Brothers". Testament vandt i øvrigt prisen for bedste musik video for netop "Native blood" på America Native film festival. Link til videoen er vedlagt nedenfor. De indianske rødder og respekten for natur er et gennemgående træk i teksterne, og hører man omkvædet til "Dark Roots Of The Earth" er man ikke i tvivl om, at der er en større mening med det hele: Dark Roots of the Earth Echoes an eternity Dark roots of the earthy Will see us home eventually
Testament holder tempoet undervejs, uden det dog på nogen måde bliver trivielt eller ensformigt, dertil er deres repertoire og erfaring simpelthen for stor. Vi slutter af med et brag af en klassiker "Diciples Of The Watch", som brøles ud til de tilbedende disciple der svarer igen med ekstase.
Live albummet er langt, men heldigvis uden de klassiske soloer som f.eks 5. minutters tromme eller guitarsolo. Live fungerer disse soloer dårligt, og på en liveplade er de kun endnu værre. En ting jeg dog kunne savne er, at de havde haft mod til også at fyre en af deres ballader af. De har faktisk en tradition for at lave gode ballader som for eksempel "The ballad" (Practice what you preach) og "Return To Serenity" (The Ritual), og de har flere stille kompositioner på deres seneste album, hvilket Chuck Billy i et interview til rockoverdose siger, handler om ikke at tænke for meget på hvad andre tænker, men spille det som føles rigtigt. Det ville være et ekstra plus, at de viste mod til også at gøre dette på livescenen, men alt i alt er det svært at sætte en finger på ret meget.
