Jeg har siden "The Meaning Of Life" fra omkring 1990 haft et noget anstrengt forhold til tyske Tankard. Deres lalleglade øl-thrash sagde mig ikke noget op gennem 90'erne. Med deres 20 års jubilæums album B-day (Birth-day... eller måske Beer-day) er billedet imidlertid vendt 180 grader. B-day er skam slet ikke så ringe. - Om det skyldes at det er Andy Classen fra Stage One Studio der har produceret skiven, eller om Tankard har indset at de var nød til at tage sig sammen, når nu de andre tyske thrash bands, som Sodom, Kreator, Destruction og Holy Moses alle har leveret særdeles stærke thrash-albums her på det sidste, skal jeg lade være usagt. Facts er at Tankard igen lyder som de gjorde i de "go'e gamle dage", uden dog at blive total retro. Numre som "Rectifier" og "Need Money For Beer" (typisk Tankard titel!), går rent hjem som klare Tankard øl-klassikere. Hvis man var til Tankard, da de lavede skiver som "Zombie Attack", "Chemical Invasion" og "The Morning After" sidst i 80'erne, ser jeg absolut ingen grund til ikke at anskaffe sig "B-day" ... Men husk øllet! Tillykke med de 20 år Tankard. - det må fejres ... SKÅL!!!
Læs også
Hvis du synes om Tankard, kan du måske også lide Exumer. Læs også vores anmeldelse af Exumer - The Raging Tides: