Taagefanger - Live in Grenaa

Live in Grenaa

Udkom

Type:EP
Genre:Black/Doom Metal
Antal numre:3

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Er det live?

Jeg skal ærligt indrømme, at jeg bliver lidt stram i betrækket, når jeg hører, at et band har tænkt sig at udgive en liveplade. Alt for tit har det resulteret i rædselsfulde venstrehåndsproduktioner med et så skramlet og mudret lydbillede, at selv Mayhems Live in Leipzig fremstår poleret. Der er dog undtagelser, som eksempelvis Suffocations Close of a Chapter—Live in Québec City, der bestemt hører til bandets bedre udgivelser. Så der var både skepsis, men også en smule håb, over for Taagefangers debut ep Live in Grenaa, da den tikkede ind i indbakken.

Rebelsk og doomy black’n’roll

De fem gutter i Taagefanger beskriver deres lyd som sort ørkenhævi – hvilket kunne være noget så nichet som en konceptplade om Sahara fra et nigersk black metal-band. Men i realiteten dækker beskrivelsen over en tung gang doomy smadder med et strejf af black metal.

Ep’en, som består af tre numre fra en kommende plade, byder dog på noget mere end en simpel gang gletsjerkælvingsriffs og afmagtsskrig. Langt størstedelen af ep’en opsummeres glimrende af vokalist Andreas Beck på ”Ostara”, da han udbryder: ”Nu skal vi have det sjovt”. Fra start til slut bliver lydbilledet trukket i en noget mere rebelsk, groovy og nærmest rock’n’rollagtig retning – til trods for, at Taagefanger har et tema, der har mere med oldtidens okkultisme end aviators og læderjakker at gøre. Guitaren er hamret helt i kælderen, bassen knurrer som en amerikansk muskelflyder fra 70’erne og trommerne buldrer som kampesten ned af en klippeside, alt sammen i et bundsolidt og fængende midttempo. Til trods for, at Taagefanger er mere black metalorienteret, vil man uden besvær kunne trække klare paralleller fra numre som ”Øen” og ”Ritual” til Entombeds klassiker Wolverine Blues. Bevares, der er stadig en kæmpe niveauforskel, men Taagefangers retning og attitude er bestemt ikke til at tage fejl af. Og den førnævnte bekymring om liveindspilninger kan besvares ganske kort. Kan man høre Live in Grenaa er en liveindspilning? Ja. Gør det noget? Nej. Lyden er lige i skabet og livestemningen puster kun endnu mere liv i Taagefangers i forvejen livlige ørkenhævi.

Dog er ”Ostara” ep’ens største minus. Man kan sammenligne nummeret med at køre på E45 fra Vejle til Århus på en onsdag eftermiddag. Den 3-sporede begyndelse og slutning går bragende godt og slår hårdere end en urokses spark, men hele midtersektionen føles som at holde i kø ved Horsens. Al tempo forsvinder som dug for solen, og man er tvangsindlagt til en sektion, der trækkes i langdrag, tilsyneladende kun fordi nogen får en syg nydelse ud af at skabe voldsomme irritationsmomenter for andre.

En del af noget større

Det er muligt, at de tre numre på Live in Grenaa kun er et udpluk af en plade, der kommer senere, men det er bestemt et godkendt udpluk. De helt langsomme sektioner er ikke specielt interessante. Men når der accelereres til et dundrende midttempo, så liver Taagefanger op og byder på en groovy og medrivende black metallisk doom, der uden tvivl vil tiltale dem, der gerne så Bersærk skifte over til ekstremmetallen.

Tracklist

  1. Ostara - Live
  2. Øen - Live
  3. Ritual - Live

Tilføj kommentar