Hvor er der dog mange glimrende norske bands for tiden. Susperia havde jeg aldrig hørt om, før de udgav dette album, der er deres fjerde. Musikken er melodisk thrash af en type, der har rødder i Metallicas (musikalske) storhedstid, men har udviklet sig med den tekniske flair, rytmiske detaljerigdom, tightness og tyngde, som man må forvente af et metalband i 2007. Som noget ganske særligt benytter Susperia en fed rå, (delvist) ren vokal, der bringer John Bush (ex-Anthrax) i behagelig erindring.

Musikken er generelt lige ud af landevejen med masser af gang i den og fede melodier. De tre første numre, "More", "Lackluster Day" og "The Clone" er catchy, karakterfulde skæringer, der tager bestemt fast i lytterens nakke og tvinger den i bevægelse. Bortset fra det er det svært at fremhæve enkelte numre, for kvaliteten på "Cut from Stone" er generelt høj. Selv en sang som "Life Deprived", der starter på en lidt irriterende grindet måde, får alligevel bygget et drive op, der overbeviser lytteren. Det samme gør den mere enkle (men stadig tunge) "Under", hvis indsmigrende melodi i øvrigt fungerer fint som et pusterum mellem de mere brutale sange. En sang som "Distant Memory" giver mig i starten associationer til "Welcome Home (Sanitarium)" fra Metallicas "Master of Puppets", men bevæger sig over i et mere avanceret terræn med en flot, lidt Steve Vai-inspireret solo og et pågående, energisk klimaks i stil med Machine Head. "Bound to Come" er et andet sejt nummer med fede krydret harmoniske elementer, der bringer mine tanker i retning af Forbidden. Susperia løber dog lidt tør for krudt på de sidste to numre, "Brother" og "Cut from Stone", der er energiske nok, men ikke så melodisk stærke som resten af skiven.

Der er ikke tale om musik, der er særlig dyb eller spændende at nærlytte, men lidt på samme måde som Machine Heads "The Blackening" er "Cut from Stone" en medrivende, solid, state-of-the-art traditionel metalplade, som burde appellere til alle feststemt vrede mennesker.