Tænk dig godt om

At starte et side- eller soloprojekt, har det ofte med at gå en af to veje. Enten er det noget nær genialt og fejlfrit som Burzum, Killer Be Killed og Vallenfyre, eller også er det en rædderlig gang ligegyldigheder som Burzum, Methods of Mayhem og The Projectionist. Det er sjældent, det rammer et sted i midten. Så når det nu er tangerende til russisk roulette at starte sådan et projekt, så må man gå ud fra, at der ligger en del tanker bag nyere side –og soloprojekter. Det var i hvert fald, hvad jeg forventede, inden jeg skruede op for Son of a Shotgun, der er et sideprojekt fra Blood Red Throne-guitarist Ivan Gujić, der er aktuelle med deres anden plade, Be For Oss Alle.

Toeren bliver altid en fiasko

Vælger man at tro på internettet, spiller Son of A Shotgun deathgrind med et ”southern” twist. I dette tilfælde menes der ikke latinamerikanske sambarytmer eller spansk flamenco, men derimod et sydstatscountry og western twist. Det er et modigt valg, men det ville ikke være første gang, noget underligt også var godt.

Men efter at have lyttet til pladen nok gange til, at en mentalundersøgelse burde være lige på trapperne, kan jeg endeligt sige nej, Be For Oss Alle er ikke god. Pladen er faktisk så skidt, at man skulle tro, titlen var en lytterudtalelse. ”Caught on Guard” lægger egentlig ud med et ganske fornuftigt akustisk guitarstykke, og det efterfølgende dødsrabalder er da også acceptabelt. Men i det øjeblik vokalist Henrik ”Nomansland” åbner munden, så er det lige før, at jeg overvejer, om nordmændenes shotgun ikke kun giver liv, men også tager dem. ”My Bible, My Wife, My Gun” og ”War Inside”, ja faktisk hele pladen, lyder som en flok midaldrende mænd, der prøver at være edgy ved at tage det absolut dårligste og meste generiske fra Slipknot og gøre det ”br00tal”.

Havde Son of a Shotgun så bare holdt sig til at maltraktere Slipknot, kunne det blive acceptabelt, men nej. Hr. ”Nomansland” prøver så uendeligt desperat på at være en dårlig Robb Flynn-efterligner, at et tonedøvt: ”can you feel my catharsis” ikke ville have været malplaceret. Men lyrikken er dog prikken over i’et i dette gudsforladte forsøg på at være ung med de unge. Forestiller man sig, at Five Finger Death Punch’s hårdfyrsrednecktekster krydret med en Cannibal Corpse-fodret AI, så er det ikke helt ved siden af. ”Decapitation, I ain’t hesitatin” og ”I’m hot like lava, you got a problem, I got a problem solver and its name is revolver” er bare to udpluk af en sand perlerække af jammerligheder pladen byder på. Det er decideret tåkrummende.

Med ”Supak” mister jeg dog, hvad end trevl af respekt jeg måtte have for dette band. De tyvstjæler riffet fra Slipknot’s ”Eyeless” og fortsætter, som om absolut intet var hændt. Det er dovent, det er plagiat, og jeg håber for alt i verden, at Ivan Gujić aldrig nogensinde føler for at kopulere med en haglbøsse igen.

Pladen har dog et lystpunkt. ”All I Got Left” har en ganske udmærket westernrocket sektion, der klart er pladens højdepunkt. Den varer bare kun et minut, så det ændrer absolut intet på det samlede billede.

Det bliver et kæmpe nej tak herfra

På trods af, at der er knap fire måneder tilbage af året, så vil jeg vove den påstand, at Be For Oss Alle er den ringeste plade, som 2021 byder på. Son of a Shotgun udsætter lytteren for otte afskyeligt generiske og pivringe numre med absolut ingen originale ideer. Der er ingen, og jeg mener absolut ingen grund til at lytte til denne plade. Det skulle da lige være, hvis du manglede noget at sætte på for at få folk til at forlade en fest.