“A good heavy metal song should be like a good horror movie”
Kirk Hammett formåede ikke selv at leve op til dette mantra på sit eget horrorinspirerende soloudspil, men hans pointe er sådan set valid nok. Historisk set har der altid været et overlap mellem horror og metal i forhold til det tematiske og atmosfæriske, og succesfuld eksekvering af begge kunstarter kræver en vis flair for dynamik, spænding og uforudsigelighed. Det er imidlertid nemmere sagt end gjort, hvilket den seneste LP fra danske Sickseed, Goregeous, er et glimrende eksempel på.
Regressiv death metal?
Goregeous lægger udmærket fra land med ”Redrum”, en slet skjult reference til Stanley Kubricks klassiker Ondskabens Hotel, og man får ret hurtigt en fornemmelse af, hvor på dødsspektret vi befinder os. Trommerne og vokalen er helt oppe i hovedet på en fra første sekund, og kombinationen af voldsom speed og langsommere, tungere passager giver øjeblikkeligt associationer til bands som All Shall Perish, Carnifex og The Black Dahlia Murder. På de efterfølgende numre viser Sickseed dog, at de også – i hvert fald i sekvenser – mestrer alsidighedens kunst. På ”Facehugged” bliver in-your-face-lyden krydret med lidt mere industriel melodi, og særligt omkvædet vil sparke dopaminproduktionen i gang hos fans af Mnemics Mechanical Spin Phenomena og Fear Factorys Demanufacture. Det tredje nummer, ”Book of the Dead”, lyder som noget fra Lamb of Gods overskudslager (uden sammenligning i øvrigt), og det langsommere, groovede tempo klæder både guitarerne og vokalen ganske fint. En ganske lovende start, men herefter går det desværre nedad. Stejlt nedad.
Jeg har flere steder hørt Sickseed omtalt som progessiv death metal, men efter de tre første numre er der er ingen progression at spore på Goregeous. Hvor albummets indledning udmærker sig ved at være dynamisk og spændende, er de sidste to tredjedele af albummet noget af en ørkenvandring. Bandet falder tilbage til grundopskriften fra ”Redrum”, men denne gang i tredje potens. Det er højere, voldsommere og grovere. De små variationer og nuancer, som de tidligere formåede at anvende med stor effekt, er der ikke længere til at give lindring mellem mukkert-slagene. Den sanselige oplevelse af Goregeous fra og med ”Unboxing Demise” frem til det næstsidste nummer, ”Welcome to Slavery”, kan bedst sammenlignes med et kvælningsforsøg: En Netto-plastikpose af larm, der tvinges ned over hovedet på lytteren. Man sidder desorienteret tilbage og gisper efter vejret uden fornemmelse af, hvornår det ene nummer slutter, og det næste starter. Man bliver faktisk en smule indigneret, ja, nærmest vred: Vi har jo set, hvad I kan, hvis I gider. Hvorfor spilder I så min tid med det her makværk?
Seancen afsluttes dog trods alt med et forholdsvis positivt indtryk i form af ”House of Corpses”, albummets sidste nummer og et kærkomment coup de grâce. Her vågner Sickseed lidt op til dåd igen, ikke mindst takket være en fin gæstevokalpræstation af Knud Lind (World War 5). Men det er for lidt, og det er for sent, hvilket er piv-ærgerligt. Havde Sickseed kunnet holde niveauet fra indledningen og afslutningen gennem samtlige 41 minutters spilletid, kunne Goregeous have været et helt andet bæst (no pun intended).
Godt begyndt er ikke altid halvt fuldendt
Enkelte lyspunkter til trods er Goregeous desværre et ensformigt og udmattende bekendtskab, som ikke kommer til at gå over i musikhistorien som det mest lyttevenlige værk. Jeg er dog fortrøstningsfuld, i den forstand at der er et vist potentiale at spore til fremtiden. Hvis lyden videreudvikles og forfines i ikke-uvæsentligt omfang, vel at mærke. Om ikke andet har Goregeous i hvert fald rigeligt med rå brutalitet og power, så jeg er ikke i tvivl om, at det er en skive, som nok skal få spændt moshing-musklerne hos de danselystne i pitten.