Shadow Storm - Dark Times

Udkom

Type:EP
Genre:Melodisk Metal
Antal numre:6

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Stormen sænker sig over os

Shadow Storm er en jysk kvintet, som spiller melodisk heavy metal. De er hoppet ind på den danske metalscene som en trold af en æske, og det har de så gjort med denne EP. Det er de som sådan sluppet ganske godt fra, og intentionerne er bestemt velmente. Men hvad er det så, der går galt?

Melodisk storm omkring et glas vand

Når man skal begå sig i den melodiske genre, skal man i den grad have noget fornuftigt at byde ind med. Det skal man naturligvis generelt, men der er alligevel en forskel. Distortionlyd og growlvokaler kan gemme mange ting, og man kan fokusere på andre ting som rytme og groove. I den melodiske genre skal man samtidig have sans for at lade toner hænge længe, spille mindre og samtidig have en forsanger med en fed stemme og talentet til at kunne synge. Alle disse elementer besidder Shadow Storm!

Fra første sekund, man lytter til skiven, er der slet ingen tvivl om, at de vil os det godt. Der er masser af groove og velspillede instrumenter og ikke mindst en fantastisk vokal leveret af tidligere forsanger i Chainfist, Jackie Pedersen. Hans vokal ligger i spændingsfeltet mellem hård biker og klassisk lyshåret power metal-frontfigur. Især nummeret ”Into the Fray” viser, hvad bandet virkelig kan. Versets hårde groove kombineret med den velkendte baggrundsbackingstrygerlyd og Jackie Pedersens vokal spiller sammen på højeste plan. Virkelig godt arbejde her, drenge! Det er ikke nemt at få det til at svinge på den måde, som I gør her! ”Blazing Sun” er skivens langsomme ballade, og det er her, Jackie virkelig får mulighed for at shine med sin stemme – den mulighed griber han ganske fantastisk. Dog er der en lille anke her: Den konstante leadguitar, som spiller ind over alting på skiven, findes også her, og det forstyrrer desværre.

Men den helt store elefant i rummet er ikke denne. Det er selve produktionen på hele skiven. For at sige det på godt dansk: Det er ikke godt! Det er som at se en YouTube-video på 240P, og det klæder altså ikke denne type musik. Det gør den ikke mere beskidt eller nærværende, men forstyrrer sangene på en kedelig måde, da trommerne lyder, som om de spiller ved siden af resten af bandet, hvor de burde blende sammen. Og det er synd, for trommeslager Qvan Just spiller ganske godt hele vejen igennem, både med overskud og evne til at læne sig tilbage og holde beatet uden at overdrive. Men der mangler noget definition, som skal hentes ved en bedre produktion. Havde dén været til stede, havde karakteren også været markant højere.

Men skal dette betyde, jeg ikke vil se eller høre Shadow Storm igen? Absolut nej! Jeg håber i den grad på at få mulighed for at se dem live og på, at de vil bruge mere tid i studiet og give mere dejlig musik til os med hang til det melodiske. Den er tæt på at være hjemme, men med den produktion kan vi desværre kun ende, hvor vi gør.

 

Tracklist

  1. Dark Times
  2. Into the Fray
  3. Blood of Heroes
  4. Blazing Sun
  5. Raw
  6. Trigger Nation