Kunsten at tøjle sig selv
Hvis du nogensinde har stiftet bekendtskab med norsk black metal, så har du sandsynligvis stiftet bekendtskab med Rune ”Blasphemer” Eriksen. Igennem sin lange karriere har han spillet med blandt andre Mayhem, Gaahl og Aura Noir – og derudover er han også medlem af supergruppen Vltimas sammen med David Vincent, kendt fra Morbid Angel. Men der er åbenbart for mange kreative kræfter i Rune til, at en håndfuld bands kan tøjle ham, så derfor har han skabt et til: Ruïm, der netop har udgivet sit debutalbum Black Royal Spiritism – I. O Sino Da Igreja.
Selvsmagende genbrug
Blasphemer har alle dage haft en særegen metodik i forhold til at komponere og skrive riffs. Han formår at skrive snørklede passager, der på en og samme tid er åbenlyse og uforudsigelige. Men trods denne særegne formåen har han ligeså en ret tydelig signaturlyd. Man kan altid høre, om det er et Blasphemer-riff eller ej. Dette gør sig også gældende på Black Royal Spiritism – I. O Sino Da Igreja, der på mange måder lyder som en god blanding af riffs fra Mayhem-album som Chimera og Grand Declaration of War drysset med en god portion krymmel i form af elementer fra Vltimas’ debut, Something Wicked Marches In.
På mange punkter kunne dette album nemt være et glemt Mayhem-album skrevet i perioden mellem Chimera og Ordo ad Chao, for det er rent sonisk i det grænseland, vi befinder os – selv Eriksens vokal lader til at imitere sin gamle bandkammerat Sven-Erik ”Maniac” Kristiansen. I det store hele finder jeg det ganske behageligt, da Chimera er Mayhems bedste album. Samtidig virker det også en kende unødvendigt, da de album, Ruïms debut lyder som, jo allerede er nogle, han har skrevet. Jeg ville nok have nemmere ved at forstå albummets eksistensberettigelse, hvis det nu var, fordi manden var stor fan af de førnævnte plader, men i stedet virker det som en tribut til sig selv, hvilket er en kende for selvsmagende.
Men alt det til trods, så lad os holde fat i, at albummet – samlet set – lyder fremragende, om end vi ikke just har fat i verdens mest originale udgivelse. Numre som ”Black House”, ”Fall of Seraphs”, ”The Triumph (Of Night & Fire) eller “Blood.Sacrifice.Enthronement” demonstrerer fuldt ud, hvad jeg tidligere beskrev som Blasphemers signaturlyd. Der er tale om masser af temposkift, slide-riffs og iskolde harmonier, som altid har et element af uhygge og ubehag – hvilket ligeså kunne være undertitlen til dette album.
Blasfemisk autopilot
Der er absolut ingen tvivl om, at Blasphemer er en fremragende guitarist og sangskriver. Det har han bevist i snart tre årtier, og han beviser det absolut igen med sit nyeste projekt. Det er klart, at når man har kørt den samme stil i en lille menneskealder, så ved man udmærket, hvad man kan, og hvad man ikke kan. Trods det, så er det alligevel en kende skuffende, at han leverer et album, der tager så få chancer, og som virker som noget, han har skrevet i søvne. Black Royal Spiritism – I. O Sino Da Igreja er bestemt et godkendt album, og måske endda lidt til, men det er altså ikke AOTY-materiale, det her.