Royal Hunt spiller koncert på Epic Fest 2025.
Royal Hunt - A Life To Die For

A Life To Die For

· Udkom

Type:Album
Genrer:Prog metal, Power metal
Antal numre:7

Officiel vurdering: 10/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Så er der endnu et symfonisk mesterværk fra Royal Hunt!

Introduktion

Danske Royal Hunt, der gør sig i melodisk og symfonisk Progressiv Metal, blev dannet i 1989 af André Andersen. Efter diverse udskiftninger i besætningen i løbet af årene, består bandet i dag - ud over André Andersen på keyboard - af: D.C. Cooper på vokal, Andreas Passmark på bas, Jonas Larsen på guitar og Allan Sørensen på trommer. Royal Hunt har leveret en lang række udgivelser og det er efterhånden blevet til hele 12 Studie albums.

Gennemgang

Seneste skud på stammen er albummet A Life To Die For. Albummet består af otte super symfoniske og melodiske numre, der strækker sig over i alt 47 minutter. André Andersen står bag produktion og mix, der er af topklasse, og lyden på albummet har en ekstrem lækker tyngde og fylde. Jeg synes, at der er en langt bedre lyd, og mere balance og ro på kompositionerne, end der var på "Heart Of The City" albummet fra 2012. Instrumenter, vokal og kor står klokkeklare i forhold til hinanden, og er 100 % i balance. Der er rigtig fine elementer af symfoniske orkestertoner/strygere, som på f.eks. "Won't Trust, Won't Fear, Won't Beg" og "A Life To Die For". Desuden har Royal Hunt på albummet besøg af Kenny Lübke og Alexandra Popova, der leverer korsang, og de to supplerer D. C. Cooper's vokal rigtig godt. Royal Hunt disker op med det ene lækre nummer efter det andet, og på intet tidspunkt tager man sig selv i at gabe over en "kedelig kopi af en kopi af et nummer". Man skal ikke lytte til albummet mere end én gang før de første numre bider sig fast. For eksempel "Running Out Of Tears" der er et skønt nummer med et catchy omkvæd, bygget op omkring nogle iørefaldende symfoniske og melodiske keyboardparts og en lækker bas. Selvom det helt klart er keyboardet der fylder mest, er de andre instrumenter absolut ikke gemt af vejen. Både guitar, bas og trommer får lov til at træde frem, og det er en fornøjelse at høre f.eks. "A Bullet's Tale", hvor trommer og bas er formidable.

A Life To Die For er fantastisk underholdning fra start til slut, og Royal Hunt har formået atter at skrue et album sammen, der er det nærmeste man kan komme på værende perfekt – Det er faktisk på grænsen til at være FOR finpudset og FOR perfekt, men Royal Hunt holder sig inden for grænsen!

Konklusion

Royal Hunt har med A Life To Die For skabt endnu et symfonisk mesterværk. Albummet rummer 8 numre, der er kræs for enhver fan af symfonisk Power/Prog metal og som bestemt ikke vil skuffe Royal Hunt's fanskare. Som nævnt i gennemgangen af albummet, har A Life To Die For en fantastisk lyd, numrene er perfekt skruet sammen og der er absolut intet negativt at sige om bandets 12. studiealbum. Keep up the good work!

Tag et lyt til titelnummeret, A Life To Die For, her: