Mememetal version 5.0
Selvom navnet antyder, at det er Peripherys album nummer fem, så er det faktisk deres syvende, hvis man medtager deres dobbelte album Juggernaut: Alpha & Omega, der står som bandets bedste værk i min optik. Periphery har altid været en sjov størrelse, da de lever op til Forrest Gumps citat “Life is like a box of chocolates. You never know what you’re gonna get”. Er det den ligegyldige mellemvare, som bliver en slags poppet hybrid af prog og metalcore, eller bliver det noget helt storstilet, teknisk og brillant? Som en der har fulgt bandet siden deres helt spæde start, så er den tørre konstatering blevet, at deres værste fjende er dem selv. Det hænder ofte, at der går alt for meget meme i den, eller at lyriske floskler bliver smidt i “radiovenlige” omkvæd.
De djenkendelige djentlemen
Peripherys forrige plade, Periphery IV: Hail Stan, har sat barren rigtig højt for bandet. Selvom det måske ikke er deres bedste album, så indeholder pladen klart en perlerække af deres bedste sange nogensinde. Derfor er de unægteligt kommet på en svær prøve med Periphery V: Djent Is Not A Genre, for hvordan skal man dog overgå alt det?
Albummet starter med førstesinglen, “Wildfire”, som er et hæderligt track med flotte kompositioner, catchy melodier og flot vokalarbejde. Det er dog også et meget klassisk Periphery-nummer, som aldrig bliver helt genialt. Det minder lidt om “The Bad Thing” eller “Frak the Gods”, som er gode sange, men det er ikke Periphery, når de er allerbedst. Desværre bliver det lidt temaet for dette album. Meget er okay og hæderligt, men en stor del af det bevæger sig i zonen af ligegyldighed. De bruger mange af de gamle tricks med sangstrukturen, hvor formlen lyder: tunge guitarchugs med blastbeats og Spencer Sotelo, der growler på livet løs. Derefter slår det over i en melodisk passage med enten elektronisk backtrack eller noget symfonisk instrumentering, som er skabt i et musikprogram. Så er der mere af den tunge del, guitarsolo, og så en afslutning, hvor Sotelo lige går en oktav højere op med sin vokal.
Der er selvfølgelig også gode elementer på albummet. To af deres bedste skæringer er “Wax Wings” og “Dracul Gras”. Førstnævnte er en meget dragende sang med smuk sangskrivning og en utrolig flot afslutning, hvor det er svært ikke føle sig bevæget. Sidstnævnte sang har utroligt fede elementer, især det voldsomme breakdown omkring det ottende minut. Hvis sangen havde været foruden den to minutter lange elektroniske outro, så havde det nok været albummets skarpeste skæring. Det bliver også symptomet på, hvor albummet fejler. Der er for meget fyld, og oplevelsen af det gode udvaskes af alt det ligegyldige og unødvendige.
Kunsten at blive for komfortabel
Som en fast og trofast følger af bandet, så er denne anmeldelse skrevet med en stor kærlighed til bandet. De er pissehammerende dygtige og virkelig fantastiske, når de er allerbedst. Kunsten er, hvordan man skal forny sig og ikke blive forudsigelig, når man er på album nummer syv. Periphery har altid været en meget legende størrelse, men det er, som om der er gået formel i selve legen. Alle spillereglerne og rollerne er kendt, og dermed er udfaldet blevet ret begrænset. Selvom albummet byder på lidt anderledes momenter med den korte, rolige ballade, “Silhoette” eller den meget elektronisk drevne slutsang, “Thanks Nobou”, så er det ikke sange, der pirrer nok til, at man higer efter mere af det. Selvom dette ikke er et dårligt album, så er det bare ikke mange genbesøg værd sammenlignet med andre i deres store diskografi.
Kommentarer (1)
L.G. Ulrich
Djent Is Not A Queef
Jeg er spiller trommer i Swetallica. Vi har overvejet Djent, -men blev enige om at det var alt for bøsset.