Noveria - The Gates of the Underworld

The Gates of the Underworld

· Udkom

Type:Album
Genre:Prog/Power Metal
Antal numre:10

Officiel vurdering: 5/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Rom blev ikke bygget på en dag

Underverdenen, hvor de dødes sjæle og en række chthoniske guder opholdt sig, var en fundamental del af den græsk-romerske mytologi. Efter døden ville guden Hermes ledsage sjælene, og for at opnå det endegyldige mål skulle den døde give færgemanden Charon en mønt for til gengæld at blive fragtet ned ad floden Styx. For at sikre at ingen betrådte eller forlod dødsriget uden tilladelse, bevogtede den trehovedede hund Kerberos underverdenens porte. Sammen med det italienske prog-power-band Noveria, der den 25. august udgav sit fjerde studiealbum, The Gates of the Underworld, får du muligheden for helt kvit og frit at se dig omkring i underverdenen i over en time.   

Hvis du løber og skider på samme tid, får du lort på hælene

Fra første sekund bliver lytteren overrumplet af et bombastisk og fyldigt lydbillede, som går igen gennem alle pladens ti sange. Sangene bæres i videste omfang – ud over orkestreringen – af keyboard-lir leveret af Julien Spreutels. Den første halvdel af denne plade fungerer virkelig godt, hvor både prog- og powerelementerne kommer til deres ret. Her er det særligt “Origins”, der med god variation på guitarfronten udført af Francesco Mattei, Francesco Coriglianos gennemtrængende vokal og en unik komposition er et højdepunkt. Men efter femte sang bliver det bare for meget, da Noverias ensformige lydbillede gør, at pladen virker meget langtrukken og lettere anstrengende. Og man må virkelig spørge sig selv: Er det nødvendigt med en sang, der varer over 12 minutter, med talesekvens og hele svineriet? Opmærksomme læsere vil vide, at det er noget, man kan jage mig med! Og det er synd, for “The Gates of The Underworld” ville være en fin sang, hvis den ikke var blevet trukket sådan i langdrag. Også sangen “Overlord” har en noget gumpetung melodi, der mangler et grundlæggende drive, og det påtvungne kor gør det på ingen måde bedre. Sangen kører derudad uden retning og toner så ud som en lunken fis. Dette er et problem med flere af sangene, der på trods af stor tam-tam bliver lidt en lad omgang uden hooks eller genkendelighed. Rytmesektionen er der til gengæld ikke noget at klage over; hvis det ikke var for trommerne og bassen, kunne man godt glemme hele pladen.

Den, der vil for meget, fanger intet

The Gates of the Underworld har sine lyse momenter, som helt klart ligger i første halvdel af albummet; derefter går der lidt genbrug i det, og hele 68 minutter i samme rille gør, at musikken aldrig får overbevist mig helt. Det bliver ganske enkelt for intetsigende og forglemmeligt. Ligesom panna cotta og tiramisu, der er lækkert i små mængder, kan Noveria også give brækfornemmelse, hvis man får for meget – og det er definitivt tilfældet, hvis man lytter til hele albummet i ét hug.

 

 

Tracklist

  1. Heritage
  2. Origins
  3. Descent
  4. Venom
  5. Revenant
  6. The Gates of The Underworld
  7. Ascent
  8. Overlord
  9. Anima
  10. Eternal