Nightwish - Imaginaerum

Imaginaerum

/ Warner Music Group · Udkom

Type:Album
Genrer:Symfonisk metal, Power metal
Spilletid:74.28
Antal numre:13

Officiel vurdering: 9/10

Brugervurdering: 7,8/10 baseret på 4 stemmer.

At skulle anmelde Nightwish’s nyeste udspil Imaginaerum, er for mig lidt af en opgave, da Nightwish har fuldt mig siden gymnasie tiden, og derfor har en stor plads i mit hjerte. Derudover, skal det vise sig, er Imaginaerum en rejse en ind i masterminded bag Nightwish, Toumas Holopainen’s hoved. En rejse af episke og eventyrlige dimensioner. En rejse, ind til en lille dreng fanget i en voksen krop.

Dem som har fulgt Nighwish de seneste par, kender til udskiftningen af vokalisten Tarja Turunen med Anette Olson. Et skifte, som har skabt en del rører i Nightwish fanskaren. Personligt er der for mig et Nightwish før og efter Turunen, som er to, ikke sammenlignelige størrelser, da Olson er en så meget anderledes sangerinde end Turunen. Hvor Tarja Turunen havde en opera lignende vokal, er Anette Olson’s mere afdæmpet, og hun rammer ikke de samme falsetter som Turunen. Nemo fra skiven Once, er mit yndlingsnummer, og måske en af de største numre for mig personligt, grundet dens dybde og mørke stemning, og jeg er også vild med de duetter Turunen har med Marco Hietala på Once. Til gengæld er jeg ikke så meget for hendes vokal på de andre skiver, da jeg synes, at den flere steder tenderer til at blive lettere hysterisk. Derudover er der sket en stor udvikling i bandet efter Turunens forsvinden, og Imaginaerum er trods sine til tider dystre stemning, ikke helt så mørk, som de andre skiver fra Turunen eraen, og samtidig har Tuomas Hopolainen formået at bevæge Nightwish lidt væk fra goth metallen, til en mere symfonisk, nærmest magisk, filmisk lyd.

Men hvordan er det nyeste udspil fra Nightwish så?

Lad mig slå det fast med det samme. Imaginaerum er en meget anderledes skive, end hvad man før har hørt fra Nightwish. Jeg vil gå så langt og sige, at det er den mest anderledes skive jeg nogensinde har hørt et metal band, ja i det hele taget et musikalsk band, leverer. Skiven starter med en finsk , hvad der for mig lyder som en godnatvise, hvor Hietala smukt indleder rejsen ind i Imaginaerum. Nummeret er en stille størrelse, som gav mig gåsehud, da jeg hørte den første gang, for selvom jeg ikke forstod et ord af, hvad der blev sunget, krøb skønheden af nummeret ind under huden på mig. Næste nummer Storytime har en mere Nightwish lignende, symfonisk lyd, med brug af synthesizer og guitarer. Nummeret minder mig af en eller anden grund om Alice i Eventyrland, for det giver mig lidt en fornemmelse af at ryge ned i kaninhullet, og ende i en anden verden. Der er da også både referener til netop Alice og Neverland i nummeret, og selve fortælling i Imaginaerum er en rejse ind i en poets hoved og barndom.

Man skal være forberedt på, at så snart Imaginaerum bliver sat i gang, er der store chancer for, at man bliver ført ud på en rejse, hvor man glemmer alt omkring sig. Skiven har det hele. Store følelser, smukke passager, fantastiske tekster, eventyrlig atmosfære, mareridts lignende stykker. Skiven emmer på en gang af den specielle atmosfære, som omgiver Nightwish musik, men samtidig er der sket en udvikling i musikken, så den ikke er så dyster og ildesvarende, som tilfældet har været før i tiden. Toumas Holopainen formår, som den gudsbenådede poet han er, på en gang at bygge en til tider ildevarslende fortælling, men samtidig holde den inde for rammerne af et barns øjne, så man aldrig bliver træt af stemningen på skiven. Derudover er musikken bygget op, så den flere steder minder om en musical, og der er ikke sparet på effekter, som et messende børnekor, uhyggelige, filmiske lyde og orkester.

Der er flere overraskelser undervejs. Bl.a. nummeret Slow, Love, Slow som har et vidst jazzet præg, og nummeret Arabesque, hvor visse østlige elementer har sneget sig ind. Derudover er der, som det også var tilfældet på Dark Passion Play, brugt flere instrumenter i den keltiske musik, som igen kun er med til at sætte en tyk streg under den eventyrlige atmosfære, som er på Imaginaerum. Albummet afsluttes med Imaginaerum, som er et instrumentalt nummer, der binder hele skiven sammen ved at spille små stykker fra hvert eneste af skivens numre. Dette nummer er måske et af de smukkeste stykker musik, som jeg nogensinde har hørt, og er en yderst kompetent afslutning på et formidabelt album.

Der er ingen tvivl om, at Holopainen og resten af Nightwish med Imaginaerum har lavet noget af et mesterværk. En skive, som efter min bedste overbevisningen, vil rykke Nightwish et godt stykke længere op af succes stigen. Imaginaerum er blevet min favorit skive fra bandet, og hvert eneste nummer er et lille stykke guld, som bindes sammen til en storslået fortælling. At jeg så vælger at give 90 og ikke 100 % skyldes, at jeg mangler lidt mere vildskab i Marco Hietalas vokal. Jeg synes ikke, at den kommer helt til sin ret. Derudover mangler jeg også nogle flere duetter mellem Olson og Hietala. Det skal dog ikke afskrække dig fra at investere i Imaginaerum, for ud fra min bedste overbevisning, er det en skive , som ikke skuffer.

Kommentarer (2)

Schaffer

Indlæg: 26

Meget enig i anmeldelsen, som

Meget enig i anmeldelsen, som er fint dækkende og præcist rammer kvaliteterne i albummet. Jeg er ikke videre fan af bandet, men denne skive er ekstremt velklingende, helstøbt, og der er nogle svine-fede skæringer på.

Schaffer gav Nightwish - Imaginaerum 7/10.

Dus

Indlæg: 1

Kompliment til en god

Kompliment til en god anmeldelse omend ikke særlig uvildig, men hvad gør det? Hellere det, end når Rockhadere der kun har Keld og Hilda stående på deres hylde... som det vildeste... skal forsøge sig i denne svære kunst. SÅ krummer man tæer.

Jeg er enig et langt stykke hen i anmeldelsen af Imaginaerum og det siger jeg som en meget stor fan af Nightwish.

På lead vokal fronten har vi jo kun Dark Passion Play at sammenligne med. Men alligevel, sikke dog en forskel der er på de to albums. Anette's stemme rammer helt præcist på Imaginaerum, hvor man på Dark Passion Play kunne fornemme at de var ved at finde den rigtige hylde til hende. Hun kommer lidt ud af sin komfortzone og bliver udfordret og det er i min optik med til at bringe en hel masse nerve ind i Imaginaerum. "Scaretale" er et godt eksempel, hvor hun hvæsser kløerne lidt. Fedt... man sidder med et smil op til begge ører.

De eksperimenterer på Imaginaerum. Og det er også fint, men desværre syntes jeg de giver den en tand for meget. "Slow Love, Slow" og "Arabesque" på et og samme album. De burde have udeladt det ene af numrene på den i forvejen meget lange CD og gemt det til det næste album som overraskelsen på dette.

Det skal så lige siges, at jeg satte Imaginaerum på forleden uge foran mine intetanende venner (de kender til min store forgabelse i Nightwish) og startede med "Slow Love, Slow". På spørgsmålet om hvem det dog var (jeg hører normalt ikke jazz), sagde jeg bare, at de måtte gætte. Det fakdt ikke en eneste af dem ind, at det var Nightwish. Men da Marco i næste nummer trykkede "I want my Tears Back" af (han nåede ikke at fuldføre sætningen) så var gutterne helt med igen.

Imaginaerum ER imponerende. Det er stort, lyden er stor og hårene i nakke og på armene står lige ret op mange gange i løbet af de omtrent 75 minutter, rejsen varer.

Jeg savner lidt gamle tider, hvor Tuomas lod Jukka, Emppu og Marco lege i fred i mere end 2 takter ad gangen. Det helt dybe heavy kommer mere til udtryk på Imaginaerum end på Dark Passion Play, men desværre ikke i en grad, som vi oplevede i "Slaying the Dreamer", "Dead Garden" og "Romanticide". Det kan sagtens lade sig gøre, selvom forsangeren er skiftet ud siden da. Der er nogle passager hvor jeg lige nøjagtigt når at begynde at lave antræk til at vippe med hovedet, men det stopper når Tuomas alt for tidligt begynder at blande sig.

Dette er faktisk mit eneste rigtige kritikpunkt. LAD DEM NU LEGE!!

Et andet mindre kritik punkt som trækker ned i min bedømmelse: "Song of Myself". Det er faktisk et ovenud styrtende fedt nummer, der er sat helt rigtigt sammen og hvor Anette virkelig træder i karakter og brænder igennem. Arrangement og komposition er også lige i skabet. Men jeg syntes det ødelægges lidt med "Love" delen. Der er for meget snak. Første gang spærrede jeg øjnene op og lyttede intenst. 2. gang havde jeg printet teksten ud og læste med, for at forstå det hele og sad med gådehud. 3. gang endda med en klump i halsen... for ja, det ER smuk lyrik. Men nu efter at have hørt nummeret 10-15 gange, fader jeg ned når de starter på deres snak.

Det er alt for meget. 2 minutter med ham skotten havde været fint og så kunne de havde ladet Emppu give den lidt gas med sin guitar, på den smukke måde og i samspil med det helt store orkester.

Men den tykke linie gennem albummet står smuk og intakt. Om det er deres bedste? Jeg er stadig rigtigt glad for Once og det har ikke noget med sangeren at gøre.

Men den er ihvertfald anderledes.... på den fede måde :-)

Dus gav Nightwish - Imaginaerum 7/10.