Nightmarer - Cacophony of Terror

Cacophony of Terror

· Udkom

Type:Album
Genrer:Deathcore, Extreme Metal
Antal numre:10

Officiel vurdering: 4/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

En stat med lovende navne

Nightmarer er et metalband fra Tampa i Florida. De beskriver sig selv som værende teknisk dødsmetal eller simpelthen bare ekstrem-metal. De blev dannet tilbage i 2013 og har siden udgivet EP’en Chasm i 2016, der har været med til at give dem et ry i Floridas relativt store metalundergrund. Dem, der følger med i denne scene, har dermed haft noget at se frem til ved udgivelsen af bandets første fuldlængde album Cacophony of Terror, der er ude nu!

Intet nyt at finde her

Eller det skulle man tro... Når bandet beskriver sig selv som værende henholdsvis ekstrem-metal og teknisk dødsmetal, er det altså desværre kun den halve sandhed, de giver os. Man kan ikke tvivle på, at det er den ekstreme ende af metallen, man har med at gøre, når man lytter til Cacophony of Terror. Vokalen er da brutal, og blastbeatene sjældent alt for langt imellem. Det er altså dermed ved beskrivelsen “teknisk dødsmetal,” at man kan anklage dem for falsk varebetegnelse. Hvis det er det, man håber på, når man sætter pladen på, vil man desværre blive grueligt skuffet. Der er nemlig bestemt ikke mange ligheder mellem denne plade og plader fra bands som Obscura, Necrophagist eller Atheist. De mere tekniske arrangementer er skiftet ud, og bandet har i stedet valgt at skifte over i deathcore-genren.

Det er ikke fordi, jeg ikke sætter pris på deathcore eller har noget imod, at et band skifter udtryk og genre, men hvis det skal gøres, skal det gerne være for det bedre. Det er desværre sådan, at Nightmarer ender med at fejle, da albummet er for generisk. Der ikke er noget, der får dette band til at skille sig ud fra den enorme mængde af bands i denne genre. Det er ikke fordi, at sangene på albummet er dårlige eller lyder skidt. Der er simpelthen bare ikke noget videre interessant ved dem. Bandet benytter sig flere steder af sloganet “Total dissonance worship!”. Dette er også en god beskrivelse af deres musik, da flere sange som eksempelvis “Bleach” og “Fetisch” har riffs, som er centreret kraftigt om netop dette. Dissonance er også fedt i deathcore-riff, men der må gerne være mere gods i det. Der er dog enkelte sange, som spiller i en højere kvalitet. Personligt vil jeg anbefale sangen “Tidal Waves of Terror,” der besidder et mere avantgarde-lignende trommespil, der til tider minder om noget, Gorguts kunne have lavet, men selv denne sang har tydelige mangler. Her kunne man eksempelvis tage fat i breakdownet, der er ualmindelig ukreativt. Det er meget monotont og følger også en ret ordinær rytme, som ikke ligefrem overrasker lytteren. Der er meget få mindeværdige øjeblikke på pladen, og det er ikke mange melodier eller sangtekster, der sætter sig fast. Her er “Stahlwand” dog en undtagelse, da den faktisk besidder et mere velkomponeret riff og et omkvæd, man lettere husker.

Ikke dårligt, men heller ikke spændende

Bandet formår altså ikke at skabe den store debutplade her på Cacophony of Terror. Sangene er som sagt en anelse for ordinære og mangler lidt en form for hook til at fange vores interesse. Bandet lyder for meget som alle andre bands i deathcore-genren. Få sange skiller sig dog ud, og det er heller ikke fordi, at pladen er blottet for brugbare ideer. Der er desværre stadig et stykke vej, før bandet kan nå op på samme niveau som genrens andre spirende talenter som Shadow of Intent og Slaughter to Prevail.

Tracklist

  1. The Descent
  2. Stahlwald
  3. Skinner
  4. Bleach
  5. Cave Digger
  6. Fetisch
  7. Tidal Waves of Terror
  8. Ceremony of Control
  9. Death
  10. Swansong