Deathdoom som det lød på Peaceville i starthalvfemserne
Mother Of Graves blev dannet tilbage i 2019 og har siden da spillet udpræget halvfemser-death doom. To plader er det blevet til før denne, begge af høj musikalsk kvalitet, men tilsyneladende bevidst begrænset af genrens snævre rammer. Opfindsomheden hyldes, når den er tilstede og efterspørges, hvor den mangler. Alligevel skal man heller ikke kimse af, når et band mestrer en stilart til perfektion, som er tilfældet her. Spørgsmålet er, om amerikanerne holder fast i den lyd, som indtil nu har beskrevet dem, eller om de søger i andre retninger på The Light That Keeps Us.
Som når man ikke kan lægge en god bog fra sig
Nytænkning i form af delvis clean sang fra gæstevokalist Dan Swanö på åbningsnummeret ”Wingless Soul” indgyder håb om større diversitet end forventet. Skæringen er, med dets kæbetabende instrumentale c-stykke, et af skivens bedste. De fængende leadguitardrevne melodier er definerende for pladens identitet. Et udtryk der er mere kommercielt end tidligere. Således dukker et decideret guitarhook op på ”The Silent Weight Of Stars”. Det klæder bandets stilsikre form at få pudset kanterne af med det resultat, at musikken denne gang er mere lettilgængelig.
Melankolske tangenter, akustisk guitar, kraftfulde trommer og passende temposkift gør, at spændingsniveauet opretholdes igennem pladens 45 minutter. De mange instrumentale passager bliver aldrig kedelige, og de fungerer godt som afbræk fra Brandon Howe's growl, der tenderer til det monotone, uagtet at han har nogle kraftfulde momenter som sidder lige i skabet, foreksempel på ”A Moonlit Tryst”. Den variation, der også er i de instrumentale segmenter, bør klart bifaldes, ligesom inkorporeringen af spokenword elementer fint understøtter nogle af de mange stemningsfulde perioder. Produktionen er uovertruffen og Paradise Lost-lækker, og det gør udgivelsen til en, man hører til enden. Den semi-episke ”The Beggars´s Allegory” stikker, ligesom alle de førnævnte numre, ud som en af favoritterne efter endt lyt, men det hele er så delikat, at man ikke har lyst til at springe noget over, eller at det skal stoppe i det hele taget.
Kunsten at finpudse noget igen og igen
Mother Of Graves har ej heller genopfundet den melodiske deathdoom denne gang. De perfektionerer til gengæld deres i forvejen udmærkede vigør. The Light That Keeps Us er derfor bandets absolut bedste album. Et tydeligt bevis på at gruppen er blevet endnu bedre til at skrive sange. Kvintetten fremstår derfor som perfektionister indenfor deres felt. Denne gang appellerer de en tand bredere uden at kompromittere deres selvopfattelse.