Britiske Monuments kan sammenlignes med en føniks der genfødes. De opstod, da bandet Fellsilent opløste, og ville fortsætte deres Prog-groove metal stil. Monuments havde lidt besvær med at færdiggøre sit lineup. På et tidspunkt, i 2011, var det så slemt, at de tvivlede på bandets fremtid. De færdiggjorde dog deres lineup, og i dag kan man høre deres debutalbum Gnosis, og det er en meget speciel oplevelse.
Albummet starter ud med en ret kort intro på nummeret "Admit Defeat". Der meget hurtigt går over i noget ret teknisk progressivt metal. Det første man hører er guitaren og bassen, hvorefter vokalen kommer på sammen med trommer. Guitaren er ret tung, og nogle gange hakker den nærmest, hvilket gør musikken tung at høre på. Det samme gælder bassen, men de formår virkelig at bruge den godt, og når den har dens øjeblikke er den nærmest formidabel. Trommer lyder ikke som noget jeg har hørt før. De spiller ikke i noget flydende eller på nogen måde jeg har hørt før. Det signalerer, sammen med det specielle brug af guitaren, nytænkning. Vokalen er måske det mest kritisable på albummet. Der er ikke så meget growling over det, men mest hæs skrigen, hvilket kan ende med at ødelægge musikken lidt. Der er også nogel melodiske passager, hvor forsangeren synger rent, og det er det mindst anderledes område på albummet. Disse melodiske passager er meget atmosfæriske, og skubber en dybere ind i den trance, som albummet formår at sætte en i, og gør det rigtig godt. Produktionen varierer meget mellem meget rå og krystalklar, hvilket kan ende med at være forvirrende, men som Monuments rent faktisk formår at få til at lyde godt. Det gør de fordi den klare produktion er i de melodiske passager, og den rå er de andre steder. Produktionen ender dog ikke med at bidrage til albummets tunghed, hvilket guitaren og trommerne sørger for i rigelig grad.
Monuments har lavet et godt og solidt debutalbum, der lever op til hensigten. Det udfordrer lytteren, og skiller sig væsentlig ud fra alt andet jeg har hørt i min tid som metalhead. Monuments er virkelig noget unikt, og de mest positive ville nok sige forud for sin tid. Der er selvfølgelig et nystartet bands skavanker, her mest forsangeren, men det er ikke noget der kan rettes op på.
Albummets tredje nummer Doxa viser meget godt hvad man kan forvente af albummet.
