Jeg lavede en test med en af mine venner for nylig. Jeg viste ham coveret til svenske Meleehs tredje cd, "To Live and Die Alone" og bad ham gætte på, hvilken genre musikken var. Hans gæt var "sådan noget Neurosis- eller Mastodon-agtigt noget". Svaret er ikke helt forkert. Meleehs musikalske univers er en mellemting imellem de over-the-top støjkaskader, man kender fra bands som Neurosis og Cult of Luna, og som tit kammer over og bliver sludge-agtigt på den hypnotiske måde à la f.eks. Isis og Transmission 0. Desuden får de ofte klangligt nuancerede støjflader i kombination med antydninger af Mastodons 70'er-inspirationer musikken til ind imellem at lyde hen ad Burst.
Det er svært at fremhæve enkelte numre på "To Live and Die Alone". Det er et meget kort album - kun lidt over en halv time langt, og da mange af numrene går direkte over i hinanden, får man næsten fornemmelsen af et enkelt, sammenhængende værk. Albummet fungerer da også klart bedst, hvis man har overskud til at koble fra og bare lade den pågående støj massere ens hjernebark, indtil musikken er slut. Jeg synes vokalen er meget ensformig og skingert hysterisk at høre på, og hvis albummet ikke var så kort, ville jeg også blive irriteret over den grumsede, garageagtige produktion og de generelt ensformige harmonier. Men hvis jeg bare slapper af og prøver at tage imod musikken, glemmer jeg efterhånden mine irritationer og falder i en behagelig trance, som man ofte gør til den slags sludge-prægede skiver.
Som mine indledende bemærkninger antyder, lægger Meleeh sig meget tæt op af deres åbenlyse forbilleder, helt ned til indpakningen af musikken, og jeg lærer nok aldrig at forstå, hvorfor så mange bands og pladeselskaber tror, at publikum altid bare vil have mere af det, de kender. Det gælder sikkert en stor del af lokalradioernes kernepublikum, men er sludge-fans virkelig så ensporede, at maskinen kan blive ved med at løbe rundt? Med disse træt-sure kommentarer i parentes mener jeg dog bestemt, at Meleehs nye album er et solidt produkt inden for genren og værd at tjekke ud, hvis man mangler forsyninger til de sumpede øjeblikke. Men jeg er omvendt heller ikke helt oppe i det felt, hvor jeg spontant anbefaler albummet til mine venner.
