Bøgernes svar på metalcore

Svenske krimier er efterhånden ved at være noget af en udvasket dødssejler. Ud fra mængden af bøger burde den svenske skærgård være noget nær en mennesketom ødemark med mere eller mindre kreativt aflivede personer strøet til højre og venstre. Så hvordan gør man genren spændende igen? Ifølge svenske Malsten tager man udgangspunkt i Silvåkra sogn i starten af 1900-tallet, hvor den lokale præst efterforsker et par landsbyboeres forsvinden med spor, der peger mod den lokale mølle og måske noget overnaturligt. Det er i hvert fald plottet for bandets udgivelser, som startede med Entr’acte, fortsatte på The Haunting of Silvåkra Mill og som nu er nået til The Haunting of Silvåkra Mill – Rites of Passage.

Gode historier kræver gode soundtracks

Kaster man sig mere eller mindre ud i tre kvarters Liza Marklund distracks, så skal man også gøre det i en musikalsk genre, som er lige så fortærsket som krimigenren. Og hvad passer bedre til dette end god gammeldags doom? Endda doom med et større D, end en nylig blokeret hjemmeside i Texas byder på. 

Man skal ufattelig kort ind i åbneren “Path of the Nix”, før Malsten har demonstreret, at de ved mere om den tunge og langsomme metal, end Ozzy og Wino har glemt. Det er tungt, langsomt og dragende som bare pokker. Trommerne alene kunne næsten fylde en hel kirke, bassen knurrer stødt af sted, som var den Silvåkras benmalende møllesten, mens riffet gør det aldeles fremragende som stand-in for orgelet i den gode præst Mortimer Aghardts kirke. Når vokalen så samtidig runder en mere dramatisk og kraftfuld udgave af Ghosts Tobias Forge, så går alt op i en højere enhed. Det er umanerligt længe siden, den klassiske doom har rystet så solide numre af sig. At Malsten så også lige her ulejliget sig med at kigge bare en smule ud over den klassiske doom på Rites of Passage gør bestemt ikke sagen ringere. “Terra Inferna” laver muligvis den lækreste kombination af Black Sabbaths “Planet Caravan” og Konvents instrumentale side, jeg til dato har hørt. Og lukkeren “Laurenti Berth” der får doomy tyrefægtnings pasodoble, storslåede og teatralske Ghost-omkvæd og endnu mere Konvent til at tegne billedet af det endelige opgør mellem Aghardt, og hvad end der hjemsøgte Silvåkra helt igennem latterlig perfekt. Mere af den slags doom, tak.

Hvad den dybere mening med de to mellemspil “Intersession” og “Ceremony” dog er, udover at skubbe plottet fremad, forstår jeg dog ikke helt. To gange halvandet minut kun med vokal og henholdsvis Hammond-orgel og klaver giver to kapitler, som man sagtens kan springe over uden at miste så meget som en my af plottet.

Det’ dælme dejlig doom

Disse tre minutter ændrer dog ikke på, at The Haunting of Silvåkra Mill – Rites of Passage er den bedste svenske krimi, som er skrevet i mange år. At det så også er en helt igennem fænomenal doom-plade, som har flueben i alle tænkelige og utænkelige felter, som genren måtte have, er kun et ekstra plus.