En af nu-metallens ukronede konger
Året var 1999. Vores magasin så sin spæde begyndelse, og det gjorde bandet som tidligere spøgte under navnet Xero også. De havde nu skiftet navn til Hybrid Theory og erhvervet en ny forsanger ved navn Chester Bennington, som kom fra det hedengangne post-grunge band Grey Daze. Der opstod hurtigt en musisk symbiose mellem ham og Mike Shinoda, som var multi-instrumentalist, rapper og producer på daværende tidspunkt. Dette mundede ud i deres selvbetitlede EP, Hybrid Theory. De havde i flere år kæmpet for at blive set og hørt af diverse pladeselskaber med deres lyd, som var en ægte blanding af hiphop og rock/metal. Idéen syntes tosset dengang, men bandet havde en dedikeret fanskare, som via chatforummer og et par hundrede eksemplarer af EP’en på CD spredte Hybrid Theory rundt.Og langt om længe så Warner Brothers Records trods tidligere afvisninger lyset i bandet – og ja resten er egentligt historie nu. For bandet blev til Linkin Park, og må om nogen være et af koryfæerne for nu-metal-bølgens storhedstid med flere Grammy-priser og over 100 millioner solgte albummer. Og netop Hybrid Theory, som vi tager et dyk ned i her, var hele startskuddet til, hvad der blev en lang periode med metal i radioen og mainstream-medier igen.
De små spæde skridt
Hybrid Theory starter med det yderst anderledes og spændende nummer: ”Carousel”. Introen består af keyboard og guitar, som skaber et atmosfærisk lydlag, som Bennington akkompagnerer med nærmest orientalsklydende vokaler. Stemningen er dyster og en anelse sørgmodig næsten. Der går mange analyserende tanker til: ”hvad kommer mon nu som det næste?”. Så træder trommer og bassen ind i lydbilledet og agerer taktstok med jævn rytme, som Shinoda rapper henover med fast stemmeføring og flydende flow. Dette sker, mens keyboard og Joseph Hahn på DJ/scratch-pulten udgør det atmosfæriske lydlag bagerst i mikset – et lydlag, som fastholder en sørgmodig stemning. Shinodas stemmeføring bliver vred og mere intens, mens de diskante lyde træder mere i fronten af lydbilledet, før Bennington råber ”I’m too weak to face me”, før han blæser helt igennem med sin hæse og skrigende grunge-agtige vokal. Guitaren hamrer afsted med power-akkorder, og trommespillet går fra det afslappende flow til stor intensitet, hvor der bankes igennem på trommesættet. Dette billede går igen på EP’en i de sange, hvor både Bennington og Shinoda får et ligeværdigt råderum. Generelt klog sangskrivning, hvor de forskellige tempoer og flows væves sammen. Hiphoppen står som en slags fortæller i sangene, mens metallen udgør det følelsesmæssige produkt og det musiske klimaks.
Men ak ja, Hybrid Theory skøjter dog lidt rundt. For på denne korte EP, var det så nødvendigt at inkludere det 40 sekunders ligegyldige eksperiment ”Technique”? Derudover skal vi også have hip-hop-sangen ”Step Up”, som mildest talt bare er Eminem eller Dr. Dre, hvis de havde et rock-orkester til at lave deres beat. Det er en EP, som, trods dens styrker, altså falder igennem til tider. Det er ikke fordi, numrene er udpræget dårlige, men de fremstår bare væsentligt mere uinteressante sammenholdt med resten. Bandet står altså allerskarpest på sange som ”Carousel”, ”And One” og ”Part of Me”, hvor der er en fusion af hiphop- og rock/metal, hvor Bennington og Shinoda er i ligevægt. Hvor Shinoda fungerer som indpisker, der bygger vredt op til et omkvæd, som Bennington derefter kan følge helt til dørs.
Startskuddet til noget ekstraordinært
Hybrid Theory har en del spændende momenter, men samlet fremstår den en anelse uskarp, og nogle idéer skulle nok være forblevet det. I så fald havde man stået med et koncentreret produkt, hvor alt stod snorlige. Fokus burde have været på blandingen af hiphop og metal, da netop denne kontrast er yderst spændende. Denne særlige kontrast og følelsesudveksling var også, hvor fokusset blev lagt fra bandet på deres efterfølgende plader ved Warner Brothers. Her skiftede bandet navn til Linkin Park, og deres to første plader (hvis vi ser bort fra Reanimation, som er remixes) Hybrid Theory og Meteora, blev to af de største succeser nogensinde i hvert fald på salgsfronten indenfor metal.
Ønsker du at fordybe dig i 1999, så kan du med fordel tage et lyt til vores dedikerede 1999-playliste på Spotify: https://open.spotify.com/playlist/7AT9hHvkp5uFwDCtl5BAOS?si=34a7ecc3752d4f14
