Tiden går, men sikke et år!

Indenfor de sidste par måneder har der været et væld af gode doom metal- og post metal-udgivelser, blandt andet fra Messa og Deafhaven, som er anerkendte spillere på scenen. Men der kommer heldigvis også stadig spændende nyt, og Lera er en dugfrisk post metal-/doomgruppe fra Sardinien, der med sin debut, Reverie, lover en sonisk rejse gennem et fængslende og følsomt landskab uden store bombastiske elementer. Et ædelt forehavende i teorien, som ved første øjekast lyder spændende. Men som vi alle ved, er der langt fra ambitioner til praksis, hvilket desværre også gør sig gældende på Reverie, der er en kringlet rejse, som ikke formår at udnytte forsangerinde Aurora Atzenis flotte vokal til fulde.

Stort uforløst potentiale

Det første, man bider mærke i, er som før nævnt Aurora Atzenis vokal, der er ærlig som en fuld bekendelse i kirken og så skrøbelig, at man nærmest er bange for, at den splintrer blandt alle instrumenterne. Den svæver perfekt over Leras bløde doomflader og er uden tvivl albummets største styrke. Og netop derfor er det også komplet uforståeligt, at Reverie vælger at parkere den på bænken i halvdelen af numrene. Fire ud af otte skæringer er instrumentale, og det er lige så forstyrrende, som hvis nogen afbrød et standupshow med fire PowerPoint-præsentationer midtvejs. Ja, doom skal være langsomt, og ja, stemning må gerne være i højsædet, men der forskel på slæbende intensitet og decideret søvndyssende ligegyldighed. Ud af de fire instrumentale numre er det kun ”C-14”, der har lidt sjæl i sig, resten bemærker man næsten ikke. Og det er en skam, for når bandet faktisk gider bruger Aurora Atzenis og Nikola Ollas tunge knurrende bas, begynder tingene for alvor at blive spændende. Så talentet er der.

Pladens højdepunkt, "Doppelgänger", begynder som en stille silhuet, men udvikler sig imponerende til noget, der både er ømt og samtidig hårdtslående. Her demonstrerer Lera, at man ikke behøver store teatralske udladninger for at efterlade et varigt indtryk – enkle virkemidler kan være langt mere effektfulde. Desværre frasiger de sig alt for ofte det, de egentlig gør bedst. Det er en tendens, man ofte ser på debutudgivelser, hvor et band stadig er i færd med at finde sit fodfæste. Jeg har stor respekt for ambitionen og forstår den kunstneriske idé, men selve eksekveringen halter desværre.

Bedre som EP end CD

Lera har blikket stift rettet mod horisonten, men får alligevel fumlet så meget med riflen, at målet når at tage en lur og strække sig, inden der endelig bliver trykket på aftrækkeren. Reverie glimter i korte, næsten drømmeagtige passager, hvor lyset bryder igennem, men helhedsindtrykket ender med at føles som en løs samling idéer eller skitser mere end færdige kompositioner. Udgivelsen ville have langt større slagkraft i et mere fokuseret EP-format, især hvis man havde undladt de langstrakte og lidt retningsløse instrumentalsektioner. Det bliver til fem kranier til gruppen fra Sardinien, for viljen, potentialet og de enkelte glimt af noget større. Og så skal de have et oprigtigt held og lykke med deres videre musikalske rejse.