Japan har mere end it og tegneserier

Den japanske metalscene har aldrig rigtig slået igennem inden for vores rød-hvide grænser. Babymetal kan de fleste nok nævne, og så bliver det ellers svært, hvis man ikke er gået lidt i dybden med diverse nichegenrer. Indenfor blacken har japanerne Sigh, i glamen X-Japan, Lovebites i powermetallen. Skal det være old school, ja, så er der Sabbat, og er du dronenørd, så er Boris nærmest gud. Døden, og nærmere death/doom, er til gengæld lidt et uskrevet blad. De sidste fem år har Kruelty dog svunget den tunge og langsomme hammer, og i foråret var de klar med deres anden fuldlængde, Untopia.

Læder, blod og omvendte kasketter i skøn forening

Det er dog ikke rendyrket Disembowelment-death/doom, som japanerne har gravet frem. Det er traditionel svenskerdød skruet ned i tempo med solide stampende Bolt Thrower-rytmer, som så er godt blandet op med skramlet 80’er-hardcore, der hellere end gerne deler håndmadder ud.

Den skarpsindige læser vil nok have bemærket, at det lyder meget som Gatecreeper, og der er bestemt ligheder mellem Kruelty og amerikanerne. Foruden genremixet, så er produktionen og strukturen, som bare skriger DIY 80’er hardcore, endnu et lighedspunkt. Dødsmetal-riffs som på “Harder Than Before” serveret af en intelligent udgave af Suicidal Tendencies siger jeg dog aldrig nej til. Forskellen er dog, at Kruelty – som navnet antyder – er ondere, ledere, tungere, og når numre som “Unknown Nightmare” og “Manufactured Insanity” rammer, så bliver du tævet så langt ned i jorden, at du kan få rabat på graveren til din begravelse. Det er som at høre Grave og Hellhammer fortolke deathcoren på bedst tænkelig old school manér. 

Nu er der nok nogen, som har fået kaffen galt i halsen og råbt op om blasfemi og kætteri. Men når numre som “Reincarnation” og titelnummeret, der kaster sig mere lystigt ud i breakdowns end en 150 kg tung alkoholomtåget weekendfar samtidig med, at hvert riff føles som en bjørnelab, der river dit ansigt af, ja, så kandideres der til deathcore. Jeg skal dog pointere så kraftigt, at selv en texaner vil forstå det, at dette ikke er en dårlig ting. Untopia er en regulær magtdemonstration i, hvordan den efterhånden lidt tamme svenskerdød og lidt bøvede hardcore kan komplimentere hinanden i en sådan grad, at tegneseriestriben med punkere og metallere, der diskuterer musik, til sidst bliver enige om Kruelty i stedet for Motörhead.

Hvorfor er Japan så langt væk?

Er der noget negativt at sige om Kruelty og Untopia? Måske kun at pladen ikke skubber nok til genrekonventionerne og derved opnår nyklassiker-status som eksempelvis Ulcerates Stare Into Death and Be Still. Den japanske kvartet har til gengæld liret 37 minutters sublim punket death/doom af sig, sparket et band som Gatecreeper til hjørne og givet Japan endnu et fænomenalt nicheband. Alt sammen uden at bare antyde, at de har anstrengt sig mere end en 9. klasses elev i samfundsfag i sjette modul.