Fra øvelokalet til de store scener på rekordtid

Københavnske Konvent blev dannet tilbage i 2015, da fire veninder blev enige om at slå pjalterne sammen og gå i øvelokalet for at se, om de kunne noget sammen. Siden opstarten har der været udskiftning bag trommerne, og i 2017 udkom bandet med deres første demoudgivelse, Demo, og siden da har de ikke kigget sig tilbage. De har fået meget positiv opmærksomhed, og det er blevet til koncerter på Aalborg Metal Fest, Copenhell og Roskilde Festival. Nu er de så klar med deres debutalbum, Puritan Masochism, og spørgsmålet er, om Konvent kan leve op til den megen ros, der de seneste par år har været synonym med bandet.

Less is more

Svaret er et stort og rungende ja! Konvent har med Puritan Masochism begået et helt igennem suverænt debutalbum. Pladens ni sange prøver fra begyndelsen at indfange lytteren i et mørkt og dystert univers. Det må siges at lykkes. Få virkemidler til trods så formår Konvent at skabe uhyggelige lydlandskaber, der langsomt, men sikkert trækker lytteren med sig ned i dybet. Det adstadige tempo virker hypnotiserende, og som virkemiddel fungerer det bare rigtig godt. Det går på ingen måde for langsomt og underbygger på fornemmeste vis det samlede billede af ondskab og misantropi. Det er ret stærkt.

Musikken er kompromisløs og enkel, svøbt i en massiv og vellydende produktion. Det kommer til udtryk allerede på pladens åbningsnummer, ”Puritan Masochism”, hvor der er skåret helt ind til benet. Resten af kompositionerne centrerer sig om massive og melodiske riffs på bas og guitar, og tonstunge trommer driver tingene fremad. De i forvejen uhyggelige billeder, musikken skaber, bliver toppet af Rikke Emilie Lists afgrundsdybe vokal, der med growl og hekseskrig frembringer de bestialske tekster. På nummeret ”Waste” får Konvent fint besøg af Tue Krebs Roikjer, der til dagligt slår sine folder i bandet Morild. Denne feature er med til at ændre en smule i det vokale lydbillede, og det skaber en rigtig god afveksling, uden dog at rokke ved det samlede udtryk.

Numrene minder ved første lyt lidt om hinanden, men i takt med at man får lyttet sig ind på pladen, opdager man små variationer, der får albummet til at hænge utroligt godt sammen. Det bliver aldrig kedeligt, og selvom man kender sangene, kan de på forunderlig vis blive ved med at overraske. Det gør sig fx gældende på ”Bridge” og ”Ropes Pt. II”. Skal der findes et hår i suppen, må det være fraværet af en guitarsolo. Det savner jeg. Ikke på alle sangene, slet ikke, men det havde klædt albummet med en langsom og udsyret enegang på guitaren.

Debut i international klasse

Konvent har med Puritan Masochism begået et fantastisk debutalbum. Det enkle udtryk gennemsyrer hele pladen og understreger blot de få virkemidler, der er taget i brug, og får dem til at fremstå klart og tydeligt. Tempoet, produktionen og ikke mindst vokalen sidder lige i skabet, og jeg er sikker på, at Puritan Masochism kommer til at stå blandt de stærkeste danske metaludgivelser i 2020. Jeg ved, at det er tidligt at konkludere på allerede i januar, men der kan ikke herske nogen tvivl om, at vi her bevæger os i international klasse, og det bliver utroligt spændende at følge Konvent fremover.